Mødedato: 18.08.2025, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Høring af revideret køle- og ventilationsforskrift, bydækkende

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, at den reviderede køle- og ventilationsforskrift sendes i høring i otte uger forud for en endelig vedtagelse af Teknik- og Miljøudvalget samt Borgerrepræsentationen. Den nuværende forskrift er vedtaget i 2004 og har behov for en opdatering.

I den reviderede forskrift er varmepumper og lugtgener nu tilføjet, hvilket bidrager til en lettere administration for forvaltningen og en mere tydelig kommunikation til borgere og erhvervsdrivende. Desuden udvides dispensationsmulighederne mens kravet om driftsjournal bortfalder. I praksis vil det ikke give forvaltningen ændrede beføjelser, men vil tydeliggøre kravene til køle- og ventilationsanlæg, som ikke er omfattet af andre forskrifter.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at den reviderede forskrift (bilag 2) sendes i høring i otte uger.

Problemstilling

For at sikre den bedst mulige myndighedsbehandling i forbindelse med etablering af drift af køle- og ventilationsanlæg og for at sikre, at forskriften er let forståelig for berørte borgere og erhvervsdrivende, bør den nuværende køle- og ventilationsforskrift revideres og præciseres og det vil fremover blive muligt i særlige tilfælde blive muligt at dispensere fra alle dele af forskriften.

Køle- og ventilationsforskriften omfatter alle køle- og ventilationsanlæg, som ikke er omfattet af andre forskrifter. Det gælder anlæg ejet af borgere, ejerforeninger, butikker og andre erhvervsdrivende. Det gælder f.eks. ikke restaurationers køle- og ventilationsanlæg, da disse er omfattet af resturationsforskriften. Den reviderede forskrift sendes derfor i høring i otte uger.

Løsning

Generelt om forskrifter
Forskrifter har til formål at sikre en konsistent, effektiv og lovmedholdelig administration af kommunens opgaver. Gennem forskriften fastlægges retsstillingen vedr. det pågældende emne som f.eks. ventilationsanlæg og gør derved forvaltningen i stand til, effektivt at håndhæve reglerne på området. Kommunalbestyrelsen (Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune) kan efter miljøaktivitetsbekendtgørelsens § 20 udstede lokale forskrifter med henblik på at forebygge forurening eller uhygiejniske forhold, herunder fx støj- og luftforurening fra køle- og ventilationsanlæg.

Den opdaterede køle- og ventilationsforskrift vil i højere grad end tidligere sikre klar og tydelig vejledning til borgere og erhvervsdrivende.

Foreslåede ændringer

Varmepumper
Forvaltningen har erfaret, at antallet af varmepumper er steget betragteligt siden den nuværende køle- og ventilationsforskrift blev vedtaget i 2004. Varmepumper er på nuværende tidspunkt omfattet af forskriften, men er ikke eksplicit nævnt, hvilket har givet anledning til forvirring hos borgere og erhvervsdrivende. I de tilfælde har forvaltningen tidligere henvist til, at det i tvivlstilfælde er Københavns Kommune, der afgør, hvad der er omfattet af forskriften. I den nye forskrift er varmepumper direkte nævnt, således, at det ikke længere kan give anledning til tvivl. Der er ikke tale om en ændring af myndighedsområdet, men blot en tydeliggørelse af de gældende regler.

Lugtgener
Lugtgener bliver med forslaget omfattet af forskriften, så processen med at regulere lugtgener fra køle- og ventilationsanlæg forsimples væsentligt.

På nuværende tidspunkt indgår lugtgener fra køle- og ventilationsanlæg ikke i forskriften. Det betyder, at det kun er dele af driften af et ventilationsanlæg, som er omfattet af forskriften. Lugtgener skal pt. reguleres i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 42. Denne proces tager typisk 1,5- 2 måneder, fordi et påbud udenom forskriften reelt ændrer modtagerens retstilstand og derfor udløser en række retsgarantier, herunder krav om partshøring og individuel afgørelse. Ved at lade lugtgener indgå direkte i forskriften, vil retstilstanden være fastlagt på forhånd, og forvaltningen vil kunne nøjes med at indskærpe det ulovlige forhold skriftligt, uden at skulle gennemføre partshøring og afgørelsesudkast i hvert enkelt tilfælde.

Når lugtgener indskrives i den reviderede forskrift, vil der i forhold til lugtgener, blive fastlagt en klar og tydelig regulering.  Den administrative proces, i forbindelse med en eventuel håndhævelse, vil blive lettere og blive forkortet væsentligt. Desuden tydeliggøres de opmærksomhedspunkter, man skal have for øje, når man etablerer et køle- og ventilationsanlæg.

Det forventes ikke, at ændringen vil få væsentlig betydning for mængden af klagesager.

Forskriftens dispensationsmuligheder udvides
I den gældende forskrift er det kun muligt at dispensere fra kravet om overholdelse af grænseværdierne for støj samt montering af svingningsdæmpere på køle- og ventilationsanlæg.
Ved at udvide dispensationsmulighederne vil det fremover blive muligt, i særlige tilfælde, at dispensere fra alle dele af forskriften. Det gælder både vedrørende krav om tidsstyring, årligt eftersyn og omfanget af dokumentation.

De udvidede dispensationsmuligheder giver forvaltningen bedre mulighed for at lave et konkret skøn og fravige forskriftens regler i de tilfælde, hvor en dispensation ikke vil have væsentlig betydning for miljøgener. Desuden vil ændringen betyde, at dispensationsmulighederne vil være i overensstemmelse med forvaltningens øvrige forskrifter på miljøområdet. Fx vil der kunne dispenseres fra kravet om overholdelse af de bygningstransmitterede støjgrænser, hvis der ingen beboelse eller anden støjfølsom bebyggelse er i nærheden af et opsat køle- og ventilationsanlæg.

Kravet om driftsjournal udgår
Forvaltningen lægger op til, at kravet om føring af driftsjournal udgår. Driftsjournalen havde oprindeligt til formål at sikre, at anlægget løbende bliver vedligeholdt. I driftsjournalen registreres oplysninger om ydeevne, vedligeholdelsesaktiviteter, eventuelle fejl m.m. Forvaltningen vurderer dog at dette er unødigt omfattende og fordyrende for ejeren af anlægget. At lade kravet om driftsjournal udgå forringer ikke forvaltningens mulighed for at kræve dokumentation for, at et anlæg er tilstrækkeligt efterset.

Yderligere ændringer
Forskriftens lovhenvisninger opdateres, så disse er i overensstemmelse med gældende lovgivning. Derudover konsekvensrettes strafbestemmelserne i § 12 så det stemmer overens med de foreslåede ændringer af forskriften, herunder særligt vedrørende ændringen omkring driftsjournalen.

Miljøscreening

I henhold til miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 2, skal kommunen gennemføre en miljøvurdering af planer og programmer, hvor disse vurderes at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.
Forvaltningen har truffet afgørelse om, at den reviderede forskrift ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering, jf. miljøvurderingslovens § 10 (bilag 3 og bilag 4), da de foreliggende ændringer ikke antages at kunne få væsentlige indvirkninger på miljøet.

Politisk handlerum

Teknik- og Miljøudvalget har mulighed for at

  • skærpe eller lempe de grænseværdier for støj, som skal gælde for anlæg, der er omfattet af forskriften. Grænseværdier for støj følger på nuværende tidspunkt Miljøstyrelsens grænseværdier for ekstern støj fra virksomheder. Udvalget kan dog vælge at skærpe eller lempe disse grænseværdier.
  • revidere eller tilføje i de enkelte bestemmelser i forskriften, fx fjerne indretningskravet om svingningsdæmpere, eller skærpe kravet om tidsstyring på omfattede anlæg således, at disse anlæg kun må være i drift på bestemte tider af døgnet.
  • bestemme, at høringsperioden skal være kortere eller længere end otte uger.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, sendes forskriften i høring i otte uger og forelægges efterfølgende for Teknik- og Miljøudvalget samt Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse.

 

Søren Wille

/ Lena Kongsbach

 

Til top