Mødedato: 18.06.2018, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Fysiske forbedringer i Amager Strandpark i 2019, Amager Øst

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, hvilke udviklingsprojekter Teknik- og Miljøforvaltningen skal udføre i Amager Strandpark i 2019.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at midlerne, der blev sparet i forbindelse med opløsningen af Amager Strandpark I/S, anvendes til etablering af et sandflugtshegn samt indkøb og opsætning af fuglekasser i 2019 (Pakke A).

Problemstilling

I forbindelse med opløsningen af det tidligere Amager Strandpark I/S i 2015, vedtog Borgerrepræsentationen den 26. februar 2015, at de reducerede administrationsomkostninger, der fremkom som følge af selskabets opløsning, hvert år fremover skal anvendes til fysiske forbedringer af strandparken. Dette skal ske ved, at Teknik- og Miljøudvalget for et år ad gangen vælger, hvilke konkrete projekter, forvaltningen skal iværksætte for de sparede midler.

De gennemførte projekter vil, foruden etableringsomkostninger, ofte have varige afledte driftsudgifter, som også skal dækkes af de årligt sparede midler. Beløbet til finansiering af nye projekter vil således blive mindre år for år.

Løsning

I 2019 udgør besparelsen som følge af opløsningen af Amager Strandpark I/S 530.073 kr. (2019 p/l), og de frie midler, der kan udmøntes til nye projekter i 2019, udgør 433.342 kr. (2019 p/l).

I februar 2018 iværksatte Teknik- og Miljøforvaltningen en kortlægning af hhv. forvaltningens og det permanente parkbrugerråds ønsker til fysiske forbedringer i Amager Strandpark for at sikre en bred drøftelse af, hvilke projekter, der er størst ønske om at få gennemført i 2019.

Parkbrugerrådets medlemmer tilkendegav ved en afstemning den 10. april 2018, hvilke forslag, de vurderer er vigtigst at få gennemført. Resultatet af afstemningen fremgår af bilag 2, hvor de enkelte forslag er beskrevet og suppleret med et overslag på de økonomiske omkostninger, som er estimeret af forvaltningen. Parkbrugerrådet havde også ønsker, der ikke kan realiseres inden for puljemidlerne, og som derfor ikke indgik i afstemningen.

På baggrund af parkbrugerrådets prioritering, har forvaltningen udarbejdet to pakkeforslag. De udvalgte projekter er skaleret, så de gennemføres for de midler, der er til rådighed i 2019:

Pakke A

  • Et sandflugtshegn ved strandsport-arealet (428.342 kr. i etableringsomkostninger). Hegnet vil være ca. 450 m langt og løbe langs fortovskanten ved Amager Strandvej på hele den strækning, der følger strandsport-arealet (fra Italiensvej mod syd). Hegnet vil være ca. 1,10 m højt og være forsynet med en bredere topplanke, som giver siddemulighed for besøgende. Det forventes at blive udført i et non-wood materiale, der har stor holdbarhed og meget lille vedligeholdelsesbehov.
  • Fuglekasser (5.000 kr. i etableringsomkostninger). Det præcise antal og til hvilke arter skal nærmere defineres i samråd Dansk Ornitologforenings repræsentant i parkbrugerrådet.
  • Projekterne i Pakke A medfører ikke afledte driftsudgifter.

Pakke B

  • Opfyldning af sand til strandsportsareal, da der grundet det nedslidte sandflugtshegn mangler sand på arealet (428.342 kr. kr. i etableringsomkostninger).
  • Fuglekasser (5.000 kr. i etableringsomkostninger). Det præcise antal og til hvilke arter skal nærmere defineres i samråd Dansk Ornitologforenings repræsentant i parkbrugerrådet.
  • Projekterne i Pakke B medfører ikke afledte driftsudgifter.

Forvaltningen anbefaler at Pakke A realiseres i 2019, da den indeholder de to udviklingsprojekter, som har fået flest stemmer. Dertil kommer, at udfordringen med sandflugt fra strandsport-arealet først løses, når et nyt hegn er etableret.

Fuglekasser er et stort ønske fra Parkbrugerrådet og vil være med til at understøtte fuglelivet på Amager Strandpark.

Økonomi

Som følge af opløsningen af Amager Strandpark I/S er der opnået en besparelse på 500.000 kr. (2016 p/l) pr. år i reducerede administrationsomkostninger. Disse midler har Borgerrepræsentationen den 26. februar 2015 besluttet at anvende til fysiske forbedringer af strandparken. Visse af de foreslåede udviklingsprojekter har udover etableringsomkostningerne ligeledes årlige afledte driftsudgifter, som også skal dækkes af de 500.000 kr. (2016 p/l). Størrelsen på det beløb, der kan udmøntes til nye projekter, bliver således mindre år for år. De 500.000 kr. (2016 p/l) svarer til 530.073 kr. i 2019 p/l.

De tidligere års større udviklingsprojekter med badesti og badelift (TMU 19. september 2016) har medført afledt drift for 42.406 kr. (2019 p/l) pr. år fra 2018 og frem. Naturlegepladsen og borde/bænke har medførte afledt drift for og 54.325 kr. (2019 p/l) pr. år fra 2019 og frem. Det betyder, at der i alt er 433.342 kr. (2019 p/l) tilbage til fysiske forbedringer i Amager Strandpark i 2019.

Pakke A har følgende økonomiske konsekvenser:

Projekt (beløb i 2019 p/l)

Etableringsudgifter 2019

Afledt drift

Sandflugtshegn

428.342 kr.

0 kr./år

Fuglekasser

5.000 kr.

0 kr./år

I alt

433.342 kr.

0 kr. i 2019. Efterfølgende 0 kr./år

Pakke B har følgende økonomiske konsekvenser:

Projekt (beløb i 2019 p/l)

Etableringsudgifter 2019

Afledt drift

Opfyldning af sand til strandsportsareal

428.342 kr.

0 kr./år

Fuglekasser

5.000 kr.

0 kr./år

I alt

433.342 kr.

0 kr. i 2019. Efterfølgende 0 kr./år

Hvis forslagene fra enten Pakke A eller B gennemføres, vil det betyde, at der vil være tilsvarende beløb til rådighed til udmøntning i 2020, da projekterne i 2019 ikke forventes at medføre yderligere årlig afledt drift.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har besluttet, hvilke udviklingsprojekter, der skal udføres i 2019, igangsættes udviklingsprojekterne og afsluttes inden udgangen af 2019.

 

Pernille Andersen

/Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. juni 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top