Mødedato: 16.11.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 2. sal, Festsalen

Udmøntning af Teknik- og Miljøudvalgets budget for 2021

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage den videre proces for udvalgets tiltag og hensigtserklæringer i Budget 2021 til efterretning. Derudover skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til den endelige udmøntning af udvalgets driftsbudget for 2021.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget,

  1. at den videre proces for realisering af tiltag og hensigtserklæringer, som vedrører Teknik- og Miljøudvalget i Budget 2021, jf. bilag 2, bilag 3, bilag 4 og bilag 7, tages til efterretning.

     

  2. at håndteringen af Teknik- og Miljøudvalgets budgetudfordringer, jf. løsningsafsnittet, godkendes.

     

  3. at håndteringen af de rejste specifikke udfordringer til Budget 2021, som ikke fik bevilget midler, jf. løsningsafsnittet, godkendes.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har på baggrund af Borgerrepræsentationens vedtagelse af Budget 2021 (BR 1. oktober 2020) (A, B, C, F, O, V, og Kåre Traberg Smidt) fastlagt en proces for det videre arbejde med de tiltag og hensigtserklæringer i Budget 2021, som vedrører Teknik- og Miljøudvalget.

Forvaltningen har ligeledes konsolideret og udmøntet Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme for 2021 inden for det vedtagne budget. Konsolideringen viser en budgetmæssig udfordring i 2021, da der i Budget 2021 ikke blev afsat midler til finansiering af alle udvalgets budgetudfordringer. Udvalget skal tage stilling til forvaltningens løsningsforslag.

Løsning

I Budget 2021 fik Teknik- og Miljøudvalget tilført 564,6 mio. kr. i alt i anlægsbevillinger og 225,8 mio. kr. i driftsbevillinger i årene 2020-2024. Endvidere blev der tilført 9,7 mio. kr. i anlægsbevillinger og 5,6 mio. kr. i driftsbevillinger til investeringscases. Fordeling af bevillingerne fremgår af bilag 3.

I Budget 2021 er der afsat anlægsmåltal til anlægsbevillingerne i 2021. Der blev med Budget 2021 afsat 107,8 mio. kr. i anlægsmåltal i 2021, hvormed Teknik- og Miljøudvalgets samlede anlægsmåltal i 2021 er 1.023,5 mio. kr. Oversigt over Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal i 2021 fremgår af bilag 6.

Tiltag og hensigtserklæringer i Budget 2021

Med Budget 2021 blev der afsat finansiering til de need to-behov, som forvaltningen fremlagde til budgetforhandlingerne: Indtægtsudfordringen på erhvervsgebyrer, implementering af LER 2.0, skæv DUT-kompensation vedrørende erhvervsaffaldsgebyret og renoveringen af Langebro. Der blev desuden bevilget midler til drift og renhold af Nørreport og Israels Plads, der var rejst som en specifik udfordring. Endvidere blev der afsat midler til de to fremlagte investeringsforslag: ”Etablering af et tværgående kontaktcenter for virksomheder og borgere i TMF” og ”Automatiseringsprogram i Teknik- og Miljøforvaltningen”.

Derudover blev der med Budget 2021 bevilget midler til en række tiltag og hensigtserklæringer, der sikrer den fortsatte drift og udvikling af byen. Processen for forvaltningens videre arbejde med de tiltag og hensigtserklæringer, som vedrører Teknik- og Miljøudvalget, fremgår af bilag 2. Processen handler blandt andet om, hvornår udvalget får forelagt sager om den videre implementering, samt de eventuelle ibrugtagningstidspunkter. Som en del af processen indgår også udmøntning af to investeringsforslag, som medfører et effektiviseringskrav i udvalgets budgetramme. De budgetnotater, der ligger bag udvalgets tiltag og hensigtserklæringer i Budget 2021, fremgår af bilag 4 og bilag 7.

Budgetudfordringer, som håndteres inden for udvalgets ramme

Forvaltningen rejste flere finansieringsbehov til budgetforhandlingerne. Her blev der bevilget midler til de største udfordringer, og udvalgets budgetrisiko i 2021 er dermed væsentligt reduceret. Der udestår dog enkelte budgetudfordringer i 2021. Dette vedrørende finansiering af trafikmodellen Compass, hvor der ikke blev afsat midler til den videre drift af trafikmodellen, samt håndtering af de økonomiske konsekvenser som følge af dommen i Østre Landsret den 3. juli 2020 vedr. containerområdet, som betyder, at forvaltningen ikke længere kan opkræve gebyrer på containere. Da forvaltningen fortsat skal varetage den samme myndighedsbehandling og tilsyn, medfører det en varig indtægtsudfordring. Dommen betyder også, at tilbagebetalingen på containerområdet stiger i 2020, hvorfor forvaltningen har optaget et internt lån på 32,4 mio. kr., der skal afdrages på fra 2021 og frem. Budgetudfordringerne er nærmere beskrevet i bilag 5.

Ovenstående medfører en samlet budgetudfordring på 5,2 mio. kr. i 2021, 4,9 mio. kr. i 2022 og 5,2 mio. kr. i 2023 og frem. Det er forvaltningens vurdering, at udfordringerne kan håndteres via mindre økonomiske tilpasninger af forvaltningens budget, og dermed uden behov for kompenserende besparelser.

For at mindske budgetudfordringen i 2021 og frem har forvaltningen igangsat en tilbageholdenhed i 2020, der har til formål at sikre, at forvaltningen kan nedbringe lånebehovet i 2020 og dermed reducere behovet for låneafdrag i 2021 og frem. Grundet denne indsats kan forvaltningen foreløbigt nedskrive lånebehovet til 4,0 mio. kr. Jf. sagen Bevillingsmæssige ændringer, 3. kvartal, som Teknik- og Miljøudvalget ligeledes behandler på mødet den 16. november 2020.

Den resterende budgetudfordring i 2021 finansieres af midler, som er frigjort i forbindelse med augustindstillingen (1. behandlingen af budgettet), hvor der blev tilbageført midler fra tværgående indkøbseffektiviseringer, der er forsinkede - samt neddrosling af udviklingsaktiviteter. Indkøbseffektiviseringerne vedrører kommunens tværgående indkøbsprogram, der er under koordination af Økonomiforvaltningen, og effektiviseringerne er forlods blevet reduceret i forvaltningens ramme, og driften tilpasset herefter. I 2022 og frem håndteres udfordringerne med provenu fra vedtagne effektiviseringer, der ikke tidligere er udmøntet, og overskuddet fra udmøntningen af Budget 2019. Anvendelse af provenu fra vedtagne effektiviseringer medfører et øget behov for at identificere nye effektiviseringsmuligheder, der kan indfri kommende års effektiviseringsmåltal.

Specifikke udfordringer, som ikke fik bevilget midler i Budget 2021

Til forhandlingerne om Budget 2021 rejste forvaltningen tre specifikke udfordringer. To af udfordringerne, genopretning af vejinfrastruktur og hensigtserklæring på det grønne område, indgår ikke i aftalen om Budget 2021. Den tredje specifikke udfordring, medfinansiering af renoveringer i almene boliger, indgår som en hensigtserklæring, hvor der kan anvendes midler afsat i Budget 2020 til grundkapital som medfinansiering af renoveringerne af almene boliger. Der blev ikke afsat midler til sagsbehandlingen forbundet med renoveringen af almene boliger. Nedenfor redegøres for, hvorledes forvaltningen håndterer disse udfordringer.

Medfinansiering af renoveringer i almene boliger

Et flertal i Folketinget indgik i lyset af coronakrisen den 19. maj 2020 en grøn boligaftale, hvor der sættes gang i en ekstraordinær og hurtig afvikling af Landsbyggefondens venteliste af fysiske helhedsplaner. Forvaltningen rejste til Budget 2021 behovet for midler til både kapitaltilførsler og sagsbehandling af den øgede mængde af sager.

I Budget 2021 blev det besluttet at forvaltningen kan anvende midler fra Budget 2020 til kapitaltilførslerne, og såfremt der mangler kapitalmidler kan søge om disse i Overførselssagen 2020-2021. Forvaltningen vil derfor frem mod Overførselssagen 2020-2021 vurdere, om der er behov for at få tilført nye midler til puljen. I så fald vil forvaltningen fremlægge et budgetnotat herom.

Der blev i Budget 2021 dog ikke bevilget midler til sagsbehandlingen af de ekstraordinært flere sager med fysiske helhedsplaner, der skal igangsættes og gennemføres samtidigt over en årrække sideløbende med, at nye renoveringsprojekter kommer til. Derfor er der ikke kun tale om en fremrykning af projekter, men en reel og substantiel forøgelse af projekter, som derfor vil påvirke sagsbehandlingen på det almene boligområde og derfor medføre forsinkelser og længere sagsbehandlingstider indenfor tilsyn, nybyggeri, renoveringer og byggesagsbehandling af almene byggesager, sager i byudviklingsområderne og i forbindelse med lokalplaner. Konsekvenserne af den manglende bevilling er nærmere beskrevet i bilag 8. Forvaltningen er i gang med at optimere arbejdsgange med henblik på at reducere ressourceforbruget og dermed mindske konsekvenserne for serviceniveauet mest muligt. Dog er det forvaltningens vurdering, at sagsbehandlingen ikke kan håndteres uden væsentlige kvalitetstab og forsinkelser af de øvrige sager med den nuværende normering til sagsbehandling.

Genopretning af vejinfrastruktur

Forvaltningen udarbejdede til forhandlingerne om Budget 2021 tre budgetnotater om genopretning af vejinfrastruktur, hvor efterslæbet på genopretning af vejinfrastruktur på 27 mio. kr. blev rejst som en specifik udfordring. Med Budget 2021 blev de afsatte midler fra Indkaldelsescirkulæret på 167,3 mio. kr. udmøntet i 2024, og der blev således ikke afsat anlægsmåltal i 2021. Dette betyder, at forvaltningen ikke kan anvende bevillingen til at igangsætte nye genopretningsprojekter i 2021. Det vil medføre forsinkelser i indhentning af det efterslæb på genopretning af vejinfrastruktur, som er beskrevet i analysen ”Et løft til vejene - plan for genopretning af vejinfrastruktur i København 2020-2029” (TMU 18. juni 2020).

Hensigtserklæring på det grønne område

Forvaltningen fremlagde forslag til hensigtserklæring om en genopretningsplan for det grønne område – som parallel til den genopretningsplan, der er udarbejdet for vejinfrastrukturen. Planen skal sikre en strategisk tilgang til prioritering af genopretningstiltagene, baseret på en systematisk analyse af området, hvor tilstanden af byens værdier afdækkes. Forvaltningen lagde med hensigtserklæringen op til, at resultaterne af analysen og et eventuelt afdækket finansieringsbehov skulle forelægges i forbindelse med augustindstillingen for Budget 2022. Hensigtserklæringen blev imidlertid ikke vedtaget.

Teknik- og Miljøforvaltningen har igangsat udarbejdelsen af en struktureret og systematisk model for beregning af udgifter til genopretning og prioritering af grønne elementer i parker og andre offentlige grønne områder. Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at resultaterne heraf fremlægges i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2022. Idet hensigtserklæringen ikke blev vedtaget, er der ikke et ophæng til budgetindstillingerne og Økonomiudvalget, hvorfor forvaltningen forventes at skulle rejse et eventuelt afdækket finansieringsbehov ved budgetforhandlingerne.

Økonomi

I Budget 2021 blev der ikke afsat midler til finansiering af alle budgetudfordringer. Budgetudfordringerne i 2021 og frem håndteres som beskrevet i løsningsafsnittet.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt udmøntningen af udvalgets budget for 2021, vil Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætte udmøntning af tiltag og hensigtserklæringer, som beskrevet i bilag 2.

 

Søren Wille

                                    / Thomas Højlt

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. november 2020

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag til 4. at-punkt:

“at udvalget bestiller et budgetnotat til Overførselssagen 2020/2021, der består i en opdatering af TM62 fra forhandlingerne om Budget 2022.”

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 3 stemmer mod 7. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø og Å.

Imod stemte: A, B, C, F og O.

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

“Enhedslisten opfordrer til, at der sikres dokumentation for corona-relateret tab, før der gives afgiftsfritagelse for bylivsaktiviteter på offentlig vej og reklameskilte, således at afgiftsfritagelsen kun kommer de virksomheder til gavn, der rent faktisk rammes negativt økonomisk af situationen.”
Til top