Mødedato: 16.06.2025, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Ændring af projekt om opgradering af Frederiksberggade (Strøget) til kunstnerisk projekt, Indre By

Se alle bilag

En forening har fremsendt et skitseforslag for et kunstnerisk projekt på Frederiksberggade, hvor der i forvejen er besluttet et kommunalt projekt om opgradering af gaden, jf. Budget 2022. Forvaltningen vurderer, at foreningens skitseforslag for et kunstnerisk projekt i sin nuværende form mangler kvalificering, før det kan realiseres, ligesom der ikke er opnået ekstern finansiering til det. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling at ændre og udvide det eksisterende projekt for opgradering af Frederiksberggade til et kunstnerisk projekt, under forudsætning af at foreningen opnår ekstern finansiering, og at foreningen i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen konkretiserer det kunstneriske projekt, så det bliver realisérbart. Projektet er forsinket og bliver yderligere forsinket som følge af projektændringen.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at ændre og udvide projektet om opgradering af Frederiksberggade (Strøget) til et kunstnerisk projekt, jf. løsningsafsnit og bilag 2, såfremt ekstern finansiering tilvejebringes og projektet gøres realiserbart.

Problemstilling

I Budget 2022 (BR 7. oktober 2021) (A, B, F, O, V, Ø, Å, Frie Grønne og Kaare Traberg Smidt) blev der afsat henholdsvis 0,6 mio. kr. til en foranalyse og 7,9 mio. kr. til anlæg af opgradering af Frederiksberggade. Foranalysen blev udført i 2022, og resultaterne blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 2. marts 2023. Projektet på Frederiksberggade koordineres med permanent lukning af Vester Voldgade, vedtaget i Budget 2024 (BR 5. oktober 2023) (A, B, C, F, I, O, V), da projekterne har snitflader ved indgangen til Strøget. Projektet havde oprindelig forventet ibrugtagning ultimo 2025, men kommunens projekt har siden primo 2024 været sat i bero pba. dialog med en forening om et kunstnerisk projekt (TMU 8. april 2024, jf. bilag 4).

Løsning

Borgerrepræsentationen godkendte og frigav alle midler til projektet på Frederiksberggade den 2. marts 2023 til en løsning med en ny gågadebelægning bestående af gågadefliser og chaussésten, som det kendes i dag, opstilling af effektbelysning i gadens krydsninger samt forskønnelse af eksisterende affaldskurve. Foreningen Business Improvement District Frederiksberggades (BID Frederiksberggade) er positive over, at der skal ske en opgradering af gaden, men ønsker en alternativ, kunstnerisk løsning, der markant forandrer gadens belægning m.m. (jf. herunder). Derfor har foreningen selv udarbejdet et skitseforslag, ”Blomsterskolen” (jf. bilag 2). Foreningen har tilkendegivet og det har været forudsat i samarbejdet med forvaltningen, at foreningen vil finde ekstern finansiering til de ekstra udgifter, som det kunstneriske projekt vil medføre. Dette er indtil videre ikke sket, idet det bemærkes, at der tidligere er sat en frist for opnåelse af den eksterne finansiering i januar 2025 (TMU 8. april 2024).

Forvaltningen modtog skitseforslaget i december 2024 og supplerende bilag i januar 2025. Skitseforslaget består af en kunstnerisk gågadebelægning, to 3 m høje vaser med beplantning til opstilling i hver ende af Frederiksberggade, beplantning i form af blåregn op ad bygningerne og henover krydset ved Kattesundet samt indretning af en butik til kreative og kunstneriske initiativer.

Forvaltningen bemærker konkret ift. skitseforslaget bl.a., at der mangler specificering af konstruktion og fastgørelse af vaserne, aftaler med bygningsejere omkring opsætning af blåregn. Derudover er der i skitseforslaget ikke i tilstrækkelig grad undersøgt konsekvenser for fremkommelighed, tilgængelighed og drift m.m. Det bemærkes desuden, at Forvaltningen ikke kan drifte en skole/butik/”læringsrum” (jf. bilag 2). Der vil muligvis skulle søges om byggetilladelse til projektet, hvilket forvaltningen vil hjælpe med at afklare i den videre proces sammen med de øvrige forhold. Forvaltningen bemærker generelt, at det ikke fremgår, hvordan skitseforslaget bakker op om kommunens planer for området, herunder den gennemførte foranalyse for Frederiksberggade samt Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen (BR 2. februar 2023). Skitseforslaget fremstår således ikke samtænkt med lokalområdets særlige karakter, de øvrige gader, der tilsammen udgør Strøget.

Det bemærkes, at ændringen af projektet medfører en risiko for, at projektet skal genudbydes. Rådgiveren på kommunens projekt har to år efter kontraktindgåelse lov til at træde ud af aftalen, hvis projektet ikke er igangsat, hvilket ift. opgradering af Frederiksberggade vil sige ultimo november 2025. På den baggrund forudsætter forvaltningen, at foreningen inden den 1. november 2025 har tilvejebragt den nødvendige ekstra finansiering til det kunstneriske projekt, og desuden indgår i samarbejde med forvaltningen om at konkretisere projektet, så det gøres realiserbart (jf. tidligere). Det bemærkes, at forvaltningen ikke har lov til at projektere det nye projekt, før de eksterne midler hertil er modtaget af Borgerrepræsentationen.

Koordinering med permanent lukning af Vester Voldgade

Projektet om opgradering af Frederiksberggade koordineres med det tilstødende projekt vedr. permanent lukning af Vester Voldgade vedtaget i Budget 2024 (BR 5. oktober 2023) (A, B, C, F, I, O, V), da projekterne har snitflader ved indgangen til Strøget. Projektet om permanent lukning af Vester Voldgade er derfor forsinket tilsvarende dette projekt (jf. indstilling og videre proces).

Høring

Skitseforslaget har den 3. marts 2025 været i høring i Rådet for visuel kunst. Rådet for visuel kunst anbefaler projektet, jf. bilag 3. Rådet finder, at projektet i Frederiksberggade har højt kunstnerisk ambitionsniveau båret af internationalt anerkendte kunstnere. De bifalder at inddrage kunst i anlægsprojektet i Frederiksberggade og finder, at forslaget rummer mange interessante elementer, hvor bl.a. integrationen af belægningen er spændende. Desuden bemærker Rådet, at de ud fra skitseforslaget har svært ved at vurdere den kunstneriske kvalitet af dele af projektet, og at der mangler afklaring med kommunen.

Politisk handlerum

Det kan besluttes, at projektet om opgradering af Frederiksberggade ikke skal ændres og udvides til et kunstnerisk projekt, hvormed forvaltningen straks genoptager arbejdet med det oprindeligt besluttede projekt fra Budget 2022.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv konsekvenser for kommunens anlægsudgifter, da det forudsættes, at de ekstra udgifter til det kunstneriske projekt finansieres af eksterne midler, som foreningen tilvejebringer. Modtagelse af midlerne ved en senere indstilling vil dog påvirke Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal 1:1. Projektet forudsætter desuden, at forvaltningen overtager driften af de fysiske elementer af det kunstneriske projekt.

Foreningen har fremsendt et budget, hvor det anslås, at den kunstneriske del af projektet medfører merudgifter, dvs. udover det finansierede kommunale projekt til knap 8 mio. kr., på samlet set ca. 15 mio. kr. Heraf går ca. 10,2 mio. kr. til at anskaffe og etablere de fysiske elementer (belægning, vaser og blåregn), ca. 2,5 mio. kr. til udvikling og opstart af skolen og ca. 2 mio. kr. går til honorar til kunstner og rådgiver. Forvaltningen vurderer umiddelbart det økonomiske overslag til de fysiske dele af skitseforslaget som lavt, og økonomien skal kvalificeres i den videre proces med konkretisering af projektet.

Foreningens budget og skitseforslag indeholder ikke udgifter til drift. Forvaltningen vurderer umiddelbart, at løsningerne i skitseforslaget vil medføre en væsentlig forøgelse af udgifter til drift ift. det finansierede kommunale projekt. Et eventuelt behov for yderligere finansiering af driftsmidler til de fysiske elementer vil fremgå af en kommende indstilling.     

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen vejlede foreningen i at konkretisere det kunstneriske projekt. Såfremt projektet gøres realisérbart og foreningen inden den 1. november 2025 tilvejebringer ekstern finansiering, forelægges Borgerrepræsentationen henholdsvis modtagelse af midler, driftsbehov og projektforslag. Den forventede ibrugtagning af et samlet kunstnerisk projekt afhænger af fremdriften i konkretiseringen af projektet, men forventes tidligst at være i anden halvdel af 2028.

Såfremt foreningen ikke har opnået den nødvendige ekstra finansiering til det kunstneriske projekt inden den 1. november 2025, vil forvaltningen genoptage realiseringen af det oprindeligt vedtagne kommunale projekt om opgradering af Frederiksberggade, med forventet ibrugtagning i andet kvartal 2028. I så fald orienteres udvalget herom.

Søren Wille

/ Peter Højer

Til top