Tilsagn til afholdelse af Distortion 2026, Vesterbro og Indre By
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om udvalget vil give Nus/Nus Aps, arrangør af Distortion, tilsagn til at afholde gadefest på Vesterbro samt Distortion X-arrangementer (lukkede musikzoner mod betaling) på Vesterbro og i Indre By i 2026. Distortion 2026 finder sted fra 3. juni 2026 til 6. juni 2026. Indstillingen omhandler udelukkende de geografiske områder af arrangementet, der administreres af Teknik- og Miljøforvaltningen.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at arrangøren af Distortion (Nus/Nus ApS) får principielt tilsagn om at kunne gennemføre gadefesten på Vesterbro samt Distortion X-arrangementerne på Vesterbro og i Indre By i 2026, dog således, at forvaltningen giver konkret arrangementstilladelse på baggrund af hoved- og detailansøgninger fra arrangøren, samt rammerne beskrevet i denne indstilling.
Problemstilling
Forvaltningen har modtaget hovedansøgning (bilag 2) og afviklingstillæg (bilag 3) om Distortion 2026 fra Nus/Nus ApS.
Tilsagnet til arrangementet dækker overordnede placeringer, datoer og tidsrammer for arrangementerne. Forvaltningen udarbejder konkret tilladelse til arrangementet på baggrund af hoved- og delansøgning fra arrangøren, evaluering og erfaringer fra tidligere år, samt de rammer, der er beskrevet i løsningsafsnittet. Indstillingen indeholder enkelte, foreløbige placeringer, såkaldte bydelsforsøg, der overordnet dækker over aktiviteter omkring udvalgte områder i Nordvest, Sydhavnen, Nordhavn og omkring Kongens Nytorv.
Løsning
Arrangøren af Distortion arbejder ud fra et princip om rotation mellem de bydele, hvor der ansøges om at afholde arrangementer. Arrangøren ønsker at afholde Distortion på Vesterbro i 2026 og 2027, og der er blevet afholdt arrangementer på Nørrebro i 2024 og 2025. Arrangøren søger om at afholde gadefest på Vesterbro torsdag den 4. juni 2026. Udvalget skal i 2026, behandle indstilling om Distortion 2027 på Vesterbro. Arrangøren har ift. rotation mellem Nørrebro og Vesterbro, og ikke andre bydele pt, meddelt forvaltningen, at det skyldes en række faktorer. Dels vurderes ikke alle bydelene at have den nødvendige infrastruktur og kapacitet. Dertil ville en rotation hvert år forringe mulighederne for at opbygge lokal opbakning, integration og samarbejde. Og til sidst er der risikominimering og økonomisk bæredygtighed, hvor Vesterbro og Nørrebro, af arrangøren betragtes som historisk forbundne med Distortion-brandet.
Derfor anvender arrangøren bydelsforsøg som en udviklingsfase der kan afsøge om en bydel er egnet eller ej. Ift. bydelsforsøgene har arrangøren ikke lagt sig fast på, hvilke aktiviteter der konkret skal være, da arrangørens tilgang er, at de først dedikerer ressourcer til at udvikle/planlægge disse aktiviteter, når de ved, at de har fået tilsagn til selve Distortion. Det må under alle omstændigheder formodes, at disse aktiviteter vil være mindre omsiggribende end gadefesten og Distortion X-arrangementerne.
Udover gadefesten søger arrangøren om tilladelse til, i 2026 at afholde Distortion X-arrangementer og ActionHygge-arrangementer. Ligesom i 2024 og 2025 er Distortion X-arrangementerne lukkede musikzoner mod betaling, mens ActionHygge-arrangementerne er mindre aktiviteter uden festmusik. Der søges om Distortion X-arrangementer to dage på Rådhuspladsen og én dag på Ingerslevsgade, Vesterbro, ved DGI Byen. Distortion X-arrangementer er indhegnede musikzoner og vil bl.a. have et højere sikkerhedsberedskab med crowd safety og vagtkontrol ved indgangspartiet. Billetsalget vil sikre, at der ikke sælges flere billetter end den maksimale kapacitet i den enkelte musikzone. Forvaltningens vurdering ved tilsyn under Distortion 2024 er, at Distortion X-arrangementernes koncept har mindsket det publikumsmæssige pres på den åbne gadefest og de mere rolige aktiviteter.
Derudover forventer forvaltningen, at Distortion vil afholde aktiviteter på Refshaleøen, men der er forvaltningen ikke grundejer.
Arrangementsplanen for Distortion 2026 på arealer hvor Teknik- og Miljøforvaltningen er grundejer:
Bydel |
Onsdag 3. juni 2026 |
Torsdag 4. juni 2026 |
Fredag 5. juni 2026 |
Vesterbro |
|
Distortion X Ingerslevsgade ved DGI Byen |
|
Vesterbro |
|
Gadefest på Vesterbro med musikaktiviteter og ActionHygge (langbordsmiddag, børne-Distortion, dansekonkurrencer m.m.) |
|
Indre By |
Distortion X Rådhuspladsen |
|
Distortion X Rådhuspladsen |
Forbehold ifm. Distortion X på Rådhuspladsen den 3. og 5. juni 2026
I tilfælde af at der måtte blive udskrevet valg til fx Folketinget med afholdelse i samme periode som Distortion ønsker at råde over Rådhuspladsen, vil forvaltningen formodentlig ikke kunne give tilladelse til afviklingen af Distortion X-arrangementet på Rådhuspladsen, da arrangementet vil besværliggøre valgdeltagelse og andre aktiviteter relateret til valgafviklingen i området i et væsentligt omfang. Arrangøren er informeret om, at denne mulighed foreligger og at forvaltningen i dette tilfælde kan tilbagekalde tilladelsen, uden dermed at blive erstatningsansvarlig, hverken økonomisk eller ift. at finde et nyt areal, hvor arrangementet kan afvikles.
Forvaltningens vurdering
Et så stort arrangement som Distortion, kan ikke afholdes uden gener for byens beboere, navnlig vedr. støj, fremkommelighed og toiletfaciliteter. Forvaltningen vil stille vilkår til arrangøren mhp. mindskelse af disse gener.
Da Distortion 2025 endnu ikke har været afholdt, har forvaltningen ikke haft mulighed for at evaluere arrangementet mhp. at lade evalueringen indgå i forvaltningens vurdering af Distortion 2026.
Bankgaranti
Da arrangementet medfører en særlig belastning og risiko på de vejarealer, hvor Distortion afholdes, stiller arrangøren en bankgaranti til dækning af evt. skader eller manglende rengøring.
Støjbelastning
Forvaltningen vil, af miljøhensyn og hensyn til naboer, stille vilkår relateret til musikafspilning. I forhold til støjgrænser vil forvaltningen stille vilkår om, at på ansøgte pladser omfattet af bilagslisten i ’Forskrift for udendørs musikarrangementer’, skal forskriftens bestemmelser overholdes.
Arrangøren har mulighed for, ligesom tidligere, at søge om dispensation for sluttidspunkt, varighed og højere støjgrænse. Forvaltningen vil stille vilkår om, at der efter arrangementet skal fremsendes en egenkontrol. Derudover skal alle større musikanlæg indreguleres og plomberes af et godkendt støjmålefirma.
Sanitære foranstaltninger og renhold
Forvaltningen vil stille vilkår om, at der af renholdelseshensyn og af hensyn til naboerne, skal sikres adgang til et passende antal toiletter/urinaler/sanitære foranstaltninger. Arrangørens handleplan til gennemførelse af dette skal godkendes af forvaltningen.
Trafikal afvikling
Forvaltningen vil stille vilkår om, at arrangøren skal indsende en plan for opsætning og fjernelse af hastighedsdæmpende foranstaltninger, eller lignende sikring, der eventuelt bliver stillet vilkår om fra sikkerhedsmyndighederne.
Lokal forankring og naboinformation
Forvaltningen vil stille vilkår om, at arrangøren med henblik på at mindske nabogenerne skal sikre en lokal forankring af arrangementet. Lokal forankring skal bl.a. ske via rettidig, grundig og relevant information til berørte naboer, erhverv mv. Arrangøren skal udvise initiativ til at indgå i møder med relevante lokaludvalg og erhvervsforeninger med henblik på en høj grad af inddragelse og høring af erhvervslivets synspunkter. Arrangørens handleplan til gennemførelse af ovenstående skal godkendes af forvaltningen. Forvaltningen har desuden orienteret de relevante lokaludvalg om ansøgningen og forvaltningens indstilling, jf. samarbejdsaftalen med lokaludvalgene af 3. december 2021.
Politisk handlerum
Teknik- og Miljøudvalget kan beslutte
- ikke at give tilsagn til de dele af Distortion, som der er søgt om tilladelse til eller dele heraf. Som noget nyt i 2025 og 2026 afholdes Distortion X på Rådhuspladsen ikke samtidig med den store gadefest på hhv. Nørrebro og Vesterbro og har derfor ikke længere den effekt at sprede deltagerne. Teknik- og Miljøudvalget kan derfor vælge, ikke at give tilsagn til Distortion X-arrangementerne på Rådhuspladsen. Hvis Teknik- og Miljøudvalget ikke ønsker at tillade de dele af Distortion, som ansøgningen omhandler, eller delelementer heraf, vil forvaltningen meddele det til arrangøren. Arrangøren kan herefter vælge at genansøge med konceptuelle ændringer til arrangementet, hvilket udvalget igen vil skulle tage stilling til.
- at give et 2-årigt tilsagn koordineret i takt med arrangørens rotationsprincip, således at arrangøren af Distortion får tilsagn til at være på Vesterbro i både 2026 og 2027, med den forudsætning, at de søger om konkret arrangementstilladelse hvert år.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Ansøgeren har i Kultur- og Fritidsudvalget fået tildelt cirka 1,5 mio. kr. årligt fra Festivalpuljen i en treårig aftale, løbende fra 2025 til 2027.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen meddele arrangøren, at der er givet et tilsagn til afholdelse af Distortion i 2026. Forvaltningen vil sagsbehandle ansøgningerne fra arrangøren og herefter udarbejde vilkårene for hoved- og detailtilladelserne til arrangementet inden for de rammer, der er skitseret i indstillingen.
Søren Wille
/ Lena Kongsbach
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 16. juni 2025
Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF1) som tilføjelse til 1. at-punkt:
“dog således, at der ikke gives tilladelse til betalingszoner.”
Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet med 3 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.
For stemte: Ø
Imod stemte: A, B, C, F, V og Å
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således at der ikke gives tilladelse til afholdelse af Distortion på Rådhuspladsen onsdag og udelukkende gives tilladelse til afholdelse på Rådhuspladsen fredag.”
Ændringsforslaget (ÆF2) blev forkastet med 2 stemmer mod 9. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C
Imod stemte: A, B, F, V, Ø og Å
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag (ÆF3) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således at arrangøren pålægges at udføre egenkontrol af støjgrænser ved alle scener og efterfølgende indsende resultaterne til forvaltningen for at sikre, at støjniveauer ikke overstiger den fastsatte grænse.”
Ændringsforslaget (ÆF3) blev vedtaget med 6 stemmer mod 2. 3 undlod at stemme.
For stemte: A, C, F og V
Imod stemte: B og Å
Undlod at stemme: Ø
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF4) som tilføjelse til 1. at-punkt:
“dog således at Distortion skal have afholdt de første dialogmøder med lokaludvalg og lokale erhvervsforeninger inden 1. oktober mhp. at sikre en høj grad af inddragelse af lokale synspunkter og perspektiver."
Ændringsforslaget (ÆF4) blev vedtaget med 9 stemmer mod 0. 2 undlod at stemme.
For stemte: A, C, F, V og Ø
Undlod at stemme: B og Å
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF5) som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således at der skal sættes begrænsninger for hvilken slags aktiviteter, der kan foregå på og ved de grønne områder på Sønder Boulevard, og iværksættes andre tiltag for at begrænse sliddet på disse.”
Ændringsforslaget (ÆF5) blev vedtaget uden afstemning.
Den således ændrede indstilling blev godkendt med 11 stemmer mod 0. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, V, Ø og Å
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”For partierne er det vigtigt, at Distortion placeres, så det generer byens borgere mindste muligt, dette betyder, at arrangementet i videst mulige omfang skal placeres, så det ikke foregår foran folks soveværelsesvinduer. Desuden er det væsentligt, at arrangørerne sikrer indsamling af skrald, renhold og efterfølgende oprydning.”
Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne sætter pris på, at Distortion i de senere år har lyttet til Teknik- og Miljøs opfordringer og fået langt bedre styr på toiletter, affald mm. Vi mangler dog stadig at se, at de følger opfordringen til, at Distortion skal flytte rundt i hele byen.”
Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre mener, at kulturbegivenheder som Distortion, der er velforankret i byen, bringer en stor værdi til byen med den alsidighed i tilbud i forbindelse med arrangementet og særligt med det lokale engagement, som de forsøger at skabe. Derfor ser vi også frem til erfaringerne med at sprede eventet ud med mindre arrangementer i nye bydele. Vi synes, at det er vigtigt at skabe en god balance mellem at få mest mulig kultur for pengene og tage størst muligt hensyn til deltagende såvel som ikke-deltagende københavnere og det lokalområde, hvor de afholder begivenheden.”
Radikale Venstre og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ser ikke en mening i at sætte en frist for at indgå dialog med de lokale aktører, når arrangøren ikke er blevet hørt om, hvorvidt det giver mening i deres planlægning.”