Bevaring af bygninger beliggende Trekronergade 97, Valby (Forfatterkvarteret)
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at bygningen beliggende Trekronergade 97 bevares, ved at der nedlægges af § 14-forbud mod det ansøgte, med henblik på at sikre, at et kommende byggeri på ejendommen vil være omfattet af den bevarende lokalplan, der udarbejdes for Forfatterkvarteret.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 18. november 2024 at nedlægge § 14-forbud på ejendommen Karensgade 18, og at der skal udarbejdes en bevarende lokalplan for Forfatterkvarteret i Valby. Udvalget besluttede desuden den 19. maj 2025, at alle sager om nye bygninger, tilbygninger og overdækninger skal forelægges udvalget, herunder nærværende sag om Trekronergade 97, indtil der foreligger et vedtaget lokalplanforslag. Det forventes, at Trekronergade 97 udpeges som bevaringsværdig i lokalplanen, men at der samtidig fastsættes bestemmelser om mulighederne for om- og tilbygninger, herunder en maksimal bebyggelsesprocent. Lokalplanforslaget er fortsat under udarbejdelse og forventes udsendt i offentlig høring i efteråret 2025.
Løsning
Forvaltningen har indledt en proces for nedlæggelse af et § 14-forbud og varslet forbuddet overfor berørte parter. Forvaltningen har modtaget høringssvar fra ejernes rådgiver (bilag 5), der ikke har givet anledning til ændringer.
Historik og procesrisiko
Der blev modtaget en ansøgning den 5. juni 2025 vedrørende opførelse af en tilbygning mod baghaven samt ombygning og tilbygning af sekundær bebyggelse (garage) (bilag 4). Tilbygningen tilfører 35 m2 boligareal til de eksisterende 82 m2. Garagen udvides med 3 m2. Tilbygningen vil ikke være synlig fra gaden, ligesom garagens facade mod gaden ikke ændres. Forinden var ejerne af ejendommen blevet orienteret om Teknik- og Miljøudvalgets beslutning af 19. maj 2025 om, at bl.a. byggesagen om Trekronergade 97 skulle forelægges udvalget med henblik på at tage stilling til, om der skal nedlægges § 14-forbud mod det ansøgte. Efter aftale med ejerne foretog forvaltningen en besigtigelse af ejendommen den 19. juni 2025 til brug for § 14-sagen.
Det er forvaltningens vurdering, at kommunen ikke er afskåret fra at nedlægge § 14-forbud som følge af passivitet, da der er tale om kort sagsbehandlingstid fra modtagelse af ansøgning til forventet meddelelse af forbuddet (ca. 3,5 måned). Forbuddet vil under alle omstændigheder kun gælde, indtil der er sendt et forslag til bevarende lokalplan for Forfatterkvarteret i offentlig høring, hvilket forventes at ske i efteråret 2025. Når den endelige lokalplan er offentliggjort, kan byggesagerne behandles.
Vurdering af bevaringsværdi
Trekronergade 97 udgør halvdelen af et dobbelthus sammen med Trekronergade 99. De ansøgte byggearbejder vedrører alene Trekronergade 97, og forbuddet vil således kun omfatte denne halvdel. Trekronergade 97 er registreret med en SAVE-værdi på 5 (middel bevaringsværdi), og vurderes derudover at være bevaringsværdigt som en vigtig del af helheden af Trekronergades enkle ensartede dobbelthuse (bilag 2). Dobbelthuset er desuden et fint eksempel i fortællingen om en af Valbys tidlige byggeforeninger, Byggeforeningen Venners Hjem.
Bevaringsværdien omfatter først og fremmest selve dobbelthuset, men også i hvilken grad bygningen tåler udvidelse og ændring af den sekundære bebyggelse som garage, udhuse mv.
Partshøring
Varsling om eventuel nedlæggelse af et § 14-forbud har været i partshøring i seks uger fra den 4. juli til den 15. august 2025. Forvaltningen har modtaget høringssvar fra ejernes rådgiver, Over Byen Arkitekter (bilag 5). Det fremgår af høringssvaret, at ejerne ønsker at undgå et forbud, da familien ellers vil stå med to boliger, indtil om- og tilbygningen kan udføres, og at den nuværende bolig er i meget ringe stand. Ejerne er enige i bygningens bevaringsværdi, men påpeger, at det ansøgte ikke ændrer facaderne mod Trekronergade, og at dobbelthusene mod haverne er præget af udvidelser af husenes stueetager og sekundær bebyggelse.
Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen bemærker, at der i forbindelse med udarbejdelse af den bevarende lokalplan for Forfatterkvarteret bl.a. vil blive taget stilling til muligheden for opførelse af tilbygninger, og der forventes fastsat en maksimal bebyggelsesprocent, der er passende for Trekronergades dobbelthuse. Da lokalplanen forventes udsendt i offentlig høring i 2025 og endeligt vedtaget i første halvår 2026, vurderer forvaltningen, at udsættelsen af byggesagsbehandlingen er af acceptabelt omfang.
Forvaltningens samlede vurdering
Forvaltningen vurderer, at der kan nedlægges et forbud efter planlovens § 14. Vurderingen tager udgangspunkt i den lave procesrisiko og dernæst ejendommens bevaringsværdi (bilag 2). Selvom den bevaringsværdige bygning ikke ønskes nedrevet, anbefaler forvaltningen, at der nedlægges et § 14- forbud, da opførelse af en tilbygning og om- og tilbygning af sekundær bebyggelse kan have stor betydning for bygningens bevaringsværdi, og da den bevarende lokalplan for Forfatterkvarteret også forventes at fastsætte bestemmelser om maksimal bebyggelsesprocent. Det bør derfor sikres, at fremtidige byggearbejder vil være omfattet af den kommende bevarende lokalplan.
Politisk handlerum
Det kan besluttes ikke at nedlægge § 14-forbud på Trekronergade 97, med henblik på at tillade opførelse af tilbygning samt om- og tilbygning af sekundær bebyggelse, der overholder byggeretten på 40 % og bygningsreglementets bestemmelser i øvrigt. I så fald kan kommunen ikke stille krav til bebyggelsens arkitektoniske udformning.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen meddele ejere og ansøger § 14-forbuddet som beskrevet. Inden forbuddet udløber, vil der blive offentliggjort et forslag til bevarende lokalplan for Forfatterkvarteret.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen