Mødedato: 15.09.2025, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forlængelse af indsats for boliger uden toilet og bad 2026-2029

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til en fortsættelse af bygningsfornyelsesindsatsen overfor boliger, som mangler toilet og/eller bad i 2026-2029. Den nuværende toiletpulje samt den systematisk opsøgende indsats ift. boliger uden toilet udløber med udgangen af 2025. Forvaltningen foreslår at anvende restmidler herfra til en ny pulje med et revideret administrationsgrundlag, som bl.a. forenkler dokumentationskrav og åbner for støtte til fællesfaciliteter ifm. meget små boliger. Som del af arbejdet foreslår forvaltningen at afsætte midler til en opsøgende indsats med særligt fokus på boliger uden bad, da København fortsat har mange af disse sammenlignet med andre større danske byer.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at behandle og godkende ansøgninger til toilet- og badpuljen i 2026-2029, jf. løsning og administrationsgrundlag (bilag 2).

     

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  2. at der overføres og frigives i alt 22 mio. kr. fra den nuværende Toiletpulje 2019 til et nyt projekt ”Toilet- og badpulje 2026-2029” på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelsesanlæg, jf. økonomiafsnit og bilag 3.

Problemstilling

Den nuværende toiletpulje under Københavns bygningsfornyelse udløber ved udgangen af 2025. Puljen støtter etablering af toilet og/eller bad i enkeltlejligheder. I 2022-2025 har puljen været suppleret af en opsøgende indsats med fokus at reducere antallet af boliger uden eget toilet i samarbejde med Københavns Boligkommission (TMU 9. maj 2022).

Der blev oprindeligt afsat 50 mio. kr. til toiletpuljen (BR 22. august 2019), og der forventes at være mellem 22-23 mio. kr. i uforbrugte midler, når alle sager fra 2025 er afsluttet. Begrundelsen er dels, at for undgå et samlet merforbrug på bygningsfornyelserne har forvaltningen budgetteret efter et mindreforbrug på denne pulje på ca. 7,5 mio. kr. Med ny økonomistyringsmodel beskrevet i Byfornyelsesredegørelsen 2025 (TMU-portal, maj 2025) er der ikke længere behov for dette. Dels, at det ikke har vist sig hensigtsmæssigt at igangsætte en støttet rådgivningsindsats, som der var afsat op til 15 mio. kr. til. En fortsættelse af indsatsen kan dermed finansieres via restmidler.  

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller en fortsættelse af indsatsen overfor boliger, som mangler toilet og/eller bad. Indsatsen indeholder dels en pulje, dels en målrettet opsøgende og vejledende indsats.

I den nuværende toiletpulje har denne kombination vist gode resultater i forhold til at reducere antallet af boliger uden eget toilet. Forvaltningen foreslår derfor som del af løsningen en lignende kortlægning og tilbud om dialog og vejledning til borgere, som ikke har eget bad. Den foreslåede løsning vil dog ikke videreføre intentionen om at tilbyde støtte til ekstern bygherrerådgivning ifm. projekterne, da det efter flere markedsafsøgninger er forvaltningens vurdering, at det ikke er muligt at konstruere et udbud som vil give den ønskede effekt. Erfaringer fra den nuværende toiletpulje er opsummeret i bilag 5.

De følgende afsnit giver status på udviklingen i boliger uden toilet og bad i København, og beskriver herefter en ny toilet- og badpulje 2026-2029. Den ny pulje er justeret på baggrund af nyt overordnet administrationsgrundlag for bygningsfornyelsen (TMU 26. maj 2025).

Status på den generelle udvikling for boliger uden eget toilet og bad

København har markant flere boliger uden eget bad sammenlignet med andre større danske byer (6-by samarbejdet). Til gengæld kom antallet af boliger uden eget toilet i København sidste år igen under niveauet i de andre større byer, efter at have ligget højere i årene 2019-2023. Forvaltningen vurderer, at den opsøgende indsats ift. boliger med manglende toilet i 2022-2025 har bidraget til, at den nedadgående trend accelererede i denne periode.

Toilet- og badmangler indgår som del af Københavns Doughnut 2025 (BR 26. juni 2025), og her er antallet af boliger uden bad identificeret som en udfordring med løsningsbehov. Udviklingen i antallet af boliger registreret med toilet- og badmangler fra 2011-2024 er gengivet i grafer i bilag 4.

Ny toilet- og badpulje

Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår at afsætte 22 mio. kr. til en ny toilet- og badpulje med ansøgningsrunder i 2026-2029. For at sikre hurtig sagsbehandling bemyndiges forvaltningen fortsat til at behandle ansøgninger og tildele støtte jf. administrationsgrundlag for puljen (bilag 2). De sidste sager med støtte fra puljen forventes at blive afsluttet i 2030. Toilet- og badpuljen 2026-2029 indeholder en række justeringer ift. den hidtidige toiletpulje, jf. nyt overordnet administrationsgrundlag for bygningsfornyelsen (TMU 26. maj 2025).

De væsentligste ændringer er:

  • Det bliver muligt at støtte etablering af fælles bade og/eller toiletfaciliteter i forbindelse med små boliger under 40 m2, kollegier eller klubværelser.
  • Det bliver muligt for private udlejningsejendomme at søge puljen og dermed få støtte til indfasning af den medfølgende huslejestigning for lejerne eller evt. permanent genhusning, hvis lejeren ønsker dette.
  • Miljøkrav og de medfølgende dokumentationskrav reduceres, da effekten ikke vurderes at stå mål med den barriere kravene kan udgøre for ansøgere. Der er fortsat krav om el- og vandbesparende installationer, men processen forenkles, så borgerne blive vejledt om fx miljømærkede materialer uden at blive afkrævet efterfølgende dokumentation.

I andels- og ejerlejligheder kan der fortsat gives kontant støtte til etableringen, 33% (max 75.000 kr.) ved badmangel og 50% (max 125.000 kr.) ved toiletmangel. Satser kan løbende justeres for inflation.

Som del af den samlede indsats vil forvaltningen gennemføre en systematisk indsats ift. boliger uden eget bad, samt afrunde den hidtidige indsats ift. boliger uden eget toilet. Indsatsen vil ikke længere foregå i regi af Boligkommissionen, da Byfornyelsesnævnet har omgjort Boligkommissionens afgørelse i fire konkrete sager af principiel betydning. I den ene sag har nævnet ophævet en kondemnering af bolig med eget toilet på bagtrappen, da de ikke fandt, at sundhedsfaren var begrundet tilstrækkeligt. I tre sager har nævnet forlænget fristen for udbedring i en bolig med deletoilet frem til nuværende beboers fraflytning. På den baggrund foreslår forvaltningen, at en fremadrettet indsats ift. bad- og toiletmangler ikke tager udgangspunkt i Boligkommissionens myndighedsrolle, men fortsat knyttes tæt til byfornyelsespuljerne.

Den fremtidige indsats vil have et stærkt fokus på dialog og vejledning af beboere og ejendomsejere. Bl.a. vil puljen videreføre og styrke samarbejde på tværs af teknik- og miljøforvaltningen om vejledning af borgerne ift. byggeansøgning til toilet/bad. Der afsættes to årsværk i 2026-2029 og ét i 2030 til denne indsats samt sagsbehandling. Herudover forventes udgifter på op til 0,4 mio. kr. til drift af ansøgningsportal samt løbende kommunikation om puljen. I alt 7 mio. kr. Se bilag 2 for nærmere beskrivelse af indsatsen.

Politisk handlerum

Det kan besluttes, at

  • fravælge, at der åbnes mulighed for at støtte etablering af fælles badefaciliteter via en ny toilet- og badpulje.
  • private udlejningsejendomme ikke kan søge en ny toilet- og badpulje. Der vil dermed ikke skulle betales for genhusning og indfasning af huslejestigninger.
  • reducere antallet af årsværk afsat i puljen fra to til ét per år. Dette vil betyde, at der kun vil være begrænset mulighed for dialog og vejledning af borgere, og ikke vil være ressourcer til en systematisk indsats ift. badmangler i byen. Puljen vil blive administreret mere passivt, hvilket formodentlig vil medføre færre ansøgninger og gennemførte sager i puljen.

Såfremt indstillingen ikke bliver godkendt, vil restmidler fra toiletpuljen 2019 i stedet blive overført til Bygningsfornyelsens mer-/mindreforbrugskonto i forbindelse med regnskabsafslutning.

Økonomi

Der overføres og frigives i alt 22 mio. kr. fra den nuværende Toiletpulje 2019 til et nyt projekt ”Toilet- og badpulje 2026-2029”, jf. bilag 3. Projektet ligger fortsat på bevillingen Byfornyelse Anlæg (Bygningsfornyelse). Midlerne overføres til en ny pulje, så den nuværende Toiletpulje kan regnskabsaflægges, når alle sager fra 2020-2025 er afsluttet.

Af de 22 mio.kr. forventes det at ca. 15 mio. kr. er afsat til puljemidler, og 7 mio. kr. til årsværk og drift af puljen mv. jf. løsningsafsnittet. Såfremt der gives støtte til indfasning af huslejestigninger i private lejeboliger, vil de forventede udgifter til indfasningsstøtten blive overført til forvaltningens bevilling Efterspørgselsstyrede overførsler, funktion 5.57.77.1 (Indfasningsstøtte) i forbindelse med de kommende sager om bevillingsmæssige ændringer. Jf. bilag 3.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen åbne for en ny toilet- og badpulje med ansøgningsfrister i 2026-2029 samt igangsætte indsatsen ift. boliger uden eget bad.

 

Søren Wille

/ Peter Højer

 

Til top