Medlemsforslag om afvikling af bålstedet i Folkets park og generelt i parker
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde forslag til dels nedlukning/afvikling af bål-stedet i Folkets park på Nørrebro, samt justere parkernes ordensreglementer med henblik på at inkludere mulighed for at indføre åbningstider for bål-steder, der oprettes på Københavns kommunes ejendom.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Lukning af bål-sted
Mange lokale beboere har store gener fra bål, der afbrændes i Folkets park, helt specifik angående bål-stedet, der ligger ved Folkets Hus og ud mod Stengade ved de offentlige toiletter; situationen er den, at der er nogle, der nærmest har slået lejr med presenninger, madrasser og andet udstyr og bor i parken. De laver bål både morgen og aften, hvilket skaber store røg- og lugtgener, så beboere i området ikke kan lufte ud i deres lejligheder og i det hele tage føler store gener ved den nærmest konstante røg fra bål-stedet.
Det er i stor stil affald fra de omkringliggende gårde, der afbrændes, så det er hverken sundt eller miljømæssigt særligt hensigtsmæssig, derfor ønsker vi at afvikle og nedlukke bål-stedet, så vi kan få sat en stopper for de store gener, som mange lokale beboer oplever.
Som det er nu, er bål-stedet lovligt, hvilket gør, at politiet ikke kan stoppe afbrændingen af storskrald og andet affald på bål-stedet i parken. Det ønsker vi at ændre på dels ved at nedlægge bål-stedet og dels ved at gøre det muligt for politiet at stoppe afbrænding af bål, hvis der oprettes uautoriserede bål-steder i parken.
Ordensreglement for parker
I forhold til ordensreglement for parker, ønsker vi at tilføje muligheden til ordensreglementet for park for at indføre ”åbningstider” på bål-steder i parker, hvis der er behov for dette. Denne justering vil betyde, at der dels kan opstilles skilte med åbningstider, og derved sikre selvjustits, og dels at når der brændes bål uden for åbningstiden, vil politiet kunne skride ind, da det jo så vil være ulovligt. Ved denne tilføjelse til ordensreglementet vil der kunne lukkes ned for uhensigtsmæssig afbrænding sent om aften uden at skulle lukke ned for muligheden for, at spejdere, institutioner eller andre benytter bål-steder i løbet af dagen eller først på aften.