Mødedato: 13.06.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Revidering af Musikforskriften vedr. bedre vilkår for professionelle kulturaktører med større kapacitet

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget skal med denne indstilling tage stilling til at Forskrift for Udendørs musikarrangementer (Musikforskriften) bliver revideret med henblik på at skabe bedre vilkår for professionelle kulturaktører med større kapacitet.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget godkender,

  1. at der igangsættes en revidering af Forskrift for Udendørs musikarrangementer (Musikforskriften) (bilag 4) med henblik på at skabe bedre vilkår for professionelle kulturaktører med større kapacitet, som kan træde i kraft inden sommeren 2023.

     

  2. at der hermed er gjort op med medlemsforslaget om ”Bedre vilkår for professionelle kulturaktører med større kapacitet” (bilag 2), jf. Borgerrepræsentationens møde den 3. marts 2022 (stillet af Enhedslisten, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre og Alternativet), om at forvaltningerne udarbejder en fællesindstilling om revidering af Musikforskriften til forelæggelse i Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget inden sommerferien 2022.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen anmodede den 3. marts Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen om at udarbejde en fællesindstilling om revision af Forskrift for Udendørs musikarrangementer med inddragelse af bl.a. lokaludvalg og kulturlivet, med henblik på at skabe bedre rammer for kulturlivet uden at åbne for uorganiseret støj. Medlemsforslag adresserer balancen mellem at understøtte en levende storby og muligheden for at bo i byen (bilag 2).

Den aktuelle Forskrift for udendørs musikarrangementer blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 28. marts 2019. Hensigten med forskriften dengang var, at musikarrangementer skulle give færrest mulige miljøgener for de omkringboende borgere samt sikrer forudsigelighed og ensartede rammer for arrangementer. Støjgrænser og arrangementsdage er blevet konkret fastlagt, som en afvejning mellem de forskelligrettede hensyn. Denne afvejning skal justeres på baggrund af medlemsforslaget således, at kulturaktører med større kapacitet får bedre vilkår for afholdelse af professionelle arrangementer som fx koncerter og festivaler.

Løsning

Balancen mellem hensynet til både at bo og til brug af byen er overvejende politisk. Forskriftens formål er bl.a. at sikre beboerne mod urimelige støjgener, men forskriften skal også sikre plads til, at der i København kan afholdes professionelle musikarrangementer til glæde for både københavnere, nationale og internationale gæster i landets hovedstad.

På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 13. juni 2022 behandles en separat indstilling ”Forsøgsordning og mulighedskatalog for bedre vilkår for professionelle kulturaktører med større kapacitet” på baggrund af samme medlemsforslag. Denne indstilling lægger op til, at Teknik- og Miljøforvaltningen i en forsøgsordning i 2022 kan dispensere fra bestemmelserne i forskriften på baggrund af en konkret vurdering, på egnede lokationer, for tilbagevendende musikarrangementer med større kapacitet.

Forsøgsordningen peger på udvalgte placeringer med større kapacitet – såsom Tiøren, Valbyparken inkl. Festpladsen, Bellahøjmarken og Fælledparken. Derudover lægges der op til dispensation for sluttidspunkt – både hverdage (onsdag og torsdag) og weekend (fredag og lørdag) samt for arrangementets samlede varighed. Forsøgsordningen i 2022 vil kunne indsamle konkrete erfaringer frem mod den endelige revidering.

Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår på baggrund af medlemsforslaget at udarbejde en mindre revidering af forskriften, der tilgodeser professionelle kulturaktører med større kapacitet, og som forelægges i Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget og til endelig vedtagelse i Borgerrepræsentationen med ikrafttrædelse fra sæsonen 2023.

Teknik- og Miljøforvaltningen vil sende revideringen i offentlig høring i otte uger fra primo august og vil i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen inddrage lokaludvalgene og kulturlivet, herunder festivalerne og relevante brancheorganisationer, jf. procesplan (bilag 3).

Krav om støjkort ved musikarrangementer med større kapacitet

Ved større musikarrangementer med større kapacitet kan forvaltningen stille vilkår om, at arrangøren skal indsende et støjkort med støjberegninger. Et støjkort kan, ved hjælp af beregninger, vise både støjniveauer på facaden på de nærmeste mest støjbelastede beboelser, samt målt ”front of house” (fagterm brugt i branchen, der betyder ca. 10 meter fra scenekant). Støjkort kan bl.a. give arrangører mulighed for, bedst muligt at indrette arrangementspladsen for optimale lydforhold, set i forhold til omgivelserne.

De bestemmelser som fremgår i musikforskriften, tager udgangspunkt i, at forvaltningen sikrer, at de nærmeste mest støjbelastede boliger beskyttes mest muligt. Ved behandling af en ansøgning, som tager udgangspunkt i musikniveauet /dB(A) ”front of house”, vil forvaltningen uden et støjkort ikke kunne tage udgangspunkt ved nærmeste mest støjbelastede bolig i sin vurdering, og kan dermed ikke varetage hensynet til borgerne i et støj- miljøbeskyttelsesperspektiv.

Borgerdialog og høring i Københavns Musikudvalg

Forvaltningerne har forud for denne indstilling hørt Københavns Musikudvalg (bilag 5) og Teknik- og Miljøforvaltningen har afholdt forhåndsdialogmøde med borgerrepræsentanter fra Valby Lokaludvalg og Amager Øst Lokaludvalg (bilag 6). Den indledende dialog skitserer de modsatrettede hensyn, der balanceres mellem i Forskrift for Udendørs Musikarrangementer.

Politisk handlerum

Udvalgene kan tilkendegive vægtningen af hensynet og balancen mellem borgerne sat overfor hensynet til afholdelsen af tilbagevendende musikarrangementer med større kapacitet.

Såfremt udvalgene ønsker en gennemgribende revidering af Forskrift for Udendørs Musikarrangementer med en samlet vurdering af alle placeringer i forskriftens bilag 1, skal dette besluttes i Borgerrepræsentationen. Det bemærkes, at det er forvaltningernes vurdering, at der derved skal foretages en evaluering med en bredere inddragelsesproces og erfaringsopsamling, og at en revidering dermed først vil kunne gennemføres til start 2024.   

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget har godkendt fællesindstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen med inddragelse af Kultur- og Fritidsforvaltningen igangsætte processen med en revidering af forskriften, herunder inddragelse af kulturlivet og relevante brancheorganisationer, foretage offentlig høring samt høring i lokaludvalgene og sideløbende indsamle data fra musikarrangementer i 2022.  En revidering vil blive fremlagt for Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik-og Miljøudvalget før endelig vedtagelse i Borgerrepræsentationen inden sommer 2023.

 

                             Søren Tegen Pedersen                         Søren Wille

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 13. juni 2022

 

Sagen blev trukket fra dagsordenen ved mødets start.

Til top