Mødedato: 10.05.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Festsalen

2. behandling af Teknik- og Miljøudvalgets budgetbidrag (udsat sag)

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal 2. behandle udvalgets budgetbidrag til Budget 2022.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller overfor Teknik- og Miljøudvalget,

  1. at udvalget godkender udvalgsafsnit og bevillingsoversigt, jf. bilag 2 og 3.
  2. at udvalget godkender, at afdrag på lån vedr. underskud på forvaltningens interne afregning af løn på anlægsprojekter håndteres indenfor for udvalgets budgetramme, som anvist i løsningsafsnittet.
  3. at udvalget godkender, at forvaltningen søger budgetbehov finansieret i forhandlingerne om budget 2022, som anvist i løsningsafsnittet.
  4. at udvalget tager til efterretning, at potentialet for et investeringsforslag om udvidelse af kontaktcentret afdækkes, jf. bilag 4.

Problemstilling

Som opfølgning på Teknik- og Miljøudvalgets 1. behandling af udvalgets budgetbidrag den 1. marts 2021, forelægges budgetbidraget nu til 2. behandling. Med 1. behandlingen af budgetbidraget tog udvalget til efterretning, at effektiviseringsmåltallet er indfriet og besluttede at finansiere 3,1 mio. kr. til bevillingsudløbet vedr. byggesagsbehandlingen med det overskydende provenu fra stigende profiler på tidligere vedtagne effektiviseringer. Endvidere besluttede udvalget at oversende udvalgets bevillingsudløb til forhandlingerne om Budget 2022 med henblik på at søge finansiering til forlængelse af udvalgets bevillingsudløb.

Siden 1. behandlingen har forvaltningen kvalificeret en række budgetrisici, som skal håndteres med denne indstilling. Som en del af udvalgets vedtagelse af budgetbidraget, skal udvalget endvidere godkende udvalgsafsnit (jf. bilag 2) og bevillingsoversigt (jf. bilag 3). Forvaltningen er desuden ved at afdække potentialet for et investeringsforslag om udvidelse af kontaktcentret i Teknik- og Miljøforvaltningen, som udvalget skal tage til efterretning (jf. bilag 4).

Løsning

Teknik- og Miljøudvalget skal med 2. behandlingen godkende udvalgsafsnittet, som kort beskriver udvalgets opgaver, de overordnede budgetrammer og udvalgets primære styringsmæssige udfordringer i de kommende år. Udvalgsafsnittet fremgår af bilag 2.

Udvalgets bevillinger fremgår af bevillingsoversigten i bilag 3. Bevillingsoversigten er fordelingen af udvalgets budgetramme på de forskellige bevillinger. Det er indenfor disse budgetrammer, at udvalget med budgetbidraget skal sikre rammeoverholdelse.

Udvalgsafsnittet og bevillingsoversigten er en obligatorisk del af udvalgets budgetbidrag og danner baggrund for udvalgenes samlede budgetbidrag, som forelægges Økonomiudvalget med juniindstillingen. Udvalgsafsnittet og bevillingsoversigten indgår også i kommunens samlede budgetforslag, som forelægges Økonomiudvalget den 25. august (augustindstillingen) og Borgerrepræsentationen den 2. september.

Rammeoverholdelse i 2022 og frem

Forvaltningen har kvalificeret en række budgetrisici, der blev præsenteret i 1. behandlingen af budgetbidraget, men hvor der var behov for at afdække behovene yderligere (TMU 1. marts 2021, pkt. 2). Forvaltningen har kvalificeret behovene og vurderer på den baggrund, at en række budgetbehov kan håndteres indenfor udvalgets budgetramme, mens øvrige anbefales håndteret i forhandlingerne om Budget 2022 med henblik på at sikre rammeoverholdelse af udvalgets budgetramme. 

Budgetbehov, der anbefales håndteret inden for udvalgets ramme

Internt lån til håndtering af merforbrug i regnskab 2020

Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 15. marts 2021, at der optages et internt lån på 20,9 mio. kr. til at håndtere merforbruget i regnskab 2020. Lånoptaget behandles af Borgerrepræsentationen den 22. april 2021 i forbindelse med indstillingen om Overførselssagen. Afdragene udgør 3,5 mio. kr. årligt fra 2022 til 2027.

Forvaltningen anbefaler, at afdrag på internt lån håndteres indenfor udvalgets budgetramme. Forvaltningen vil søge at reducere lånebehovet i 2021 via tilbageholdenhed og dermed reducere låneafdragene fra 2022. Endvidere viser regnskab 2020, at lånebehovet vedr. tilbagebetalingen på containerområdet blev mindre end forudsat i budgetlægningen for 2021. Hermed frigøres midler, der kan omdisponeres til at håndtere afdrag på det nye lån vedr. aflønningsmodellen. Hvis det ikke lykkes at nedskrive lånebehovet i 2021, vil den udestående udfordring blive håndteret med en rammekorrektion i budgettet for 2022.

Takstkatalog 2022

Takstkataloget for 2022 skal behandles af Teknik- og Miljøudvalget inden sommerferien. Forvaltningens foreløbige takstberegninger viser, at der ikke forventes budgetudfordringer som følge af genberegning af taksterne. I tilfælde af at de endelige beregninger udviser mindreindtægter, vil forvaltningen håndtere dette indenfor udvalgets budgetramme via en rammekorrektion.

Budgetbehov, der søges finansieret i budgetforhandlingerne

Nedenstående budgetbehov indstiller forvaltningen, oversendes til forhandlingerne om Budget 2022. Forvaltningen vil udarbejde budgetnotater på behovene, og vil i den forbindelse redegøre endeligt for den konkrete konsekvens af finansieringsbehovene. Såfremt budgetbehovene vurderes at medføre behov for kompenserende besparelser, vil budgetbehovene søges rejst som enten need to eller specifikke udfordringer. Udvalget vil på budgetdrøftelsen i august blive nærmere orienteret om, hvilke budgetbehov der vil medføre behov for kompenserende besparelser, hvis ikke finansieringen afsættes i forhandlingerne om Budget 2022. I det følgende redegøres for budgetbehovene.

Udbud af driftskontrakt på signalanlæg

Driftskontrakten på signalanlæg udløber med udgangen af 2021, og den skal derfor udbydes igen. Der er siden den seneste kontraktindgåelse sket en stigning på 20 % i antallet af signalanlæg, uden der har været en prisregulering af kontrakten. Den foreløbige vurdering er, at den nye kontrakt risikerer at blive dyrere end den nuværende kontrakt. Hvis resultatet af udbuddet udgør en økonomisk udfordring, vurderer forvaltningen, at budgetbehovet bør rejses i forhandlingerne om Budget 2022 for at undgå kompenserende besparelser på udvalgets område. Udbuddet forventes at være afsluttet ultimo juni 2021, og en eventuel budgetudfordring kendes derfor inden budgetforhandlingerne.

IT-sikkerhed på parkeringsområdet

Udbud af sagsbehandlingssystem til parkeringsafgifter

Kommunens sagsbehandlingssystem til parkeringsafgifter vil i løbet af 2021 ikke længere leve op til kravene for IT-sikkerhed, da platformen til systemet ikke opdateres efter oktober 2021. Udgifterne til udbud og indkøb af et nyt system er ved at blive kvalificeret og vil blive fremlagt til budgetforhandlingerne.

Opgradering af IT-sikkerhed i automatiske parkeringsanlæg

Forvaltningen drifter tre automatiske parkeringsanlæg med samlet knap 1.000 underjordiske pladser. I anlæggene er der diverse IT-løsninger og hardware, der styrer løfteelementerne, overvågning, betalingssystemer, gas- og brandalarmer mv. Anlæggene blev etableret for 10 år siden, og der er behov for at opdatere og udskifte hardware i anlæggene, da teknologien ikke længere er tidssvarende, og der er opdaget en lang række sårbarhedspunkter i systemerne. Udgifterne forventes at udgøre 6,2 mio. kr. fordelt over 2022 og 2023.

Gebyr for jordflyt (DUT)

Teknik- og Miljøforvaltningen forventer at blive påvirket af ny lovgivning vedrørende private aktørers flytning af jord, der giver forvaltningen mulighed for at opkræve et gebyr. Loven gælder fra starten af 2021, men det har endnu ikke været muligt at opkræve gebyret, da bekendtgørelsen stadig er i høring. Den nye lovgivning kan give en årlig budgetudfordring på 1-1,5 mio. kr. fra 2022 og frem, da det forventes, at der skal tilbagebetales mere til staten, end det er muligt at opkræve med det nye gebyr. Den endelige budgetudfordring kendes først, når aftalen om kommunernes økonomi forelægger, forventeligt i juni 2021. 

Styrket byggesagsbehandling

Byggesagsbehandlingen er udfordret af større sagspukler og lange sagsbehandlingstider. Udvalget blev med Overførselssagen 2020-2021 tildelt midler i 2021, men for at kunne fortsætte indsatsen i 2022 og frem, og dermed nedbringe sagspuklen og opnå kortere sagsbehandlingstider, er der et budgetbehov i 2022 og frem. Det samlede budgetbehov er 9,5 mio. kr. i 2022, heraf er 5,1 mio. kr. til ekstern byggesagsbehandling og 4,4 mio. kr. til fastholdelse af medarbejdere. Finansiering fra 2022 muliggør, at forvaltningen kan implementere handlingsplanen og fortsætte med de eksterne byggesagsbehandlere, der skal bidrage til at afvikle sagspuklen og forbedre sagsbehandlingstiderne.

Fysiske helhedsplaner

Der er en stigning i antallet af sager om renovering af almene boliger på baggrund af Folketingets vedtagelse af den grønne boligaftale. Den store stigning i antallet af sager medfører, at forvaltningen har behov for midler til medarbejdere for at behandle sagerne. Forvaltningen har udarbejdet en budgetanalyse, der har afdækket ressourcebehovet. Der blev ved Overførselssagen 2020-2021 bevilget midler til at håndtere udfordringen i 2021, men der mangler fortsat finansiering af opgaven i 2022 til 2025. Budgetbehovet er 2,6 mio. kr. i 2022.

Budgetrisici i udvalgets budgetramme

Udover de konkrete finansieringsbehov er der fortsat risici i udvalgets budget, som der først kan skabes klarhed over senere i budgetlægningen for 2022.

Finansiering af bygherreorganisationen i Teknik- og Miljøforvaltningen

På baggrund af underskuddet på forvaltningens aflønningsmodel til intern afregning af løn i anlægsprojekterne har forvaltningen igangsat arbejdet med en ny model for styring af bygherreorganisationen. Det er forventningen, at en ny styringsmodel til styring af løn i bygherreorganisationen kan medføre et finansieringsbehov på driftsrammen til finansiering af de indirekte omkostninger, der indtil i dag er afregnet på anlægsprojekterne. Forvaltningen vil igangsætte en budgetanalyse, der skal afdække det samlede finansieringsbehov. 

Manglende afledt drift til afsluttede projekter i områdefornyelserne

Når der vedtages områdefornyelser, bliver der ikke afsat afledt drift til de projekter, der bliver etableret i forbindelse hermed. Dette presser økonomien, da der med tiden opstår flere og flere projekter, hvor der skal afholdes udgifter til drift inden for den samme økonomiske ramme. Teknik- og Miljøforvaltningen er i dialog med Økonomiforvaltningen om en model for afledt drift til projekterne, der svarer til de modeller, der allerede findes til afledt drift til gaver og udbygningsaftaler. Hvis det ikke lykkes at få en model på området, vil forvaltningen fremlægge et budgetnotat til budgetforhandlingerne. Hvis der ikke bevilges midler til området, vil udfordringen blive håndteret i forbindelse med udmøntningssagen i november.

Sikring af rammeoverholdelse i 2022

Frem mod budgetforhandlingerne kan der ske ændringer i Teknik- og Miljøudvalgets budgetbehov, blandt andet som følge af aftalen om kommunernes økonomi for 2022. Forvaltningen vil derfor på baggrund af DUT-forhandlingerne tilpasse budgetbehovet. Forvaltningen vil forelægge udvalget et endeligt overblik over budgetbehovene til budget 2022 på udvalgets budgetdrøftelse i august 2021. Såfremt der ikke findes finansiering til udvalgets budgetbehov i Budget 2022, vil forvaltningen forelægge forslag til kompenserende besparelser indenfor udvalgets ramme i forbindelse med udmøntningen af Budget 2022.

Investerings- og innovationsforslag til Budget 2022

Investeringsforslaget vedrørende udvidelse af kontaktcentret fremgår af bilag 4. Teknik- og Miljøforvaltningen er ved at afdække potentialet for investeringsforslaget. Hvis potentialet for casen viser sig at være stort nok, vil udvalget få forelagt et endeligt investeringsforslag til godkendelse på mødet den 7. juni 2021. Det med henblik på at investeringscasen kan indgå i forhandlingerne om Budget 2022 med henblik på at opnå investeringsmidler i 2022. Investeringsforslaget skal bidrage til at indfri udvalgets effektiviseringsmåltal i budget 2023 og frem.

Ydermere arbejder forvaltningen med et innovationsforslag om smartere tilsyn og vedligehold af vejens profil, som ventes at indgå i forhandlingerne om Budget 2022. Dette forslag vil også blive forelagt udvalget den 7. juni 2021 til endelig godkendelse, hvis det viser sig, at der er grundlag for et innovationsforslag.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, men er grundlag for budgetforslaget for 2022. Der henvises til løsningsafsnit og bilag for yderligere uddybning af budgetforslaget.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt budgetbidraget, fremsendes budgetbidraget til Økonomiforvaltningen. Økonomiudvalget behandler udvalgenes budgetbidrag den 8. juni 2021. 1. behandlingen af budgetforslaget sker den 25. august i Økonomiudvalget og den 2. september i Borgerrepræsentationen. De politiske forhandlinger om Budget 2022 forventes at foregå i perioden fra den 3. september til og med den 17. september 2021. Budgettet forventes endeligt vedtaget af Borgerrepræsentationen den 7. oktober 2021. Teknik- og Miljøudvalget forelægges i november en sag om udmøntning af budgettet.

 

            Søren Wille

                                                      /Thomas Højlt


Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 10. maj 2021

Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) som tilføjelse til 3. at-punkt: 

 

”dog således, at forvaltningen fremlægger et forslag, hvor bevillingsudløbene finansieres ved reduktion i udgifterne til kommunikation, annoncer, eksterne konsulenter og evt. eksterne rekrutteringsfirmaer.”

 

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 3 stemmer mod 8. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: C, V og O.

Imod stemte: A, B, F, Ø og Å.

 

 

Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) som tilføjelse til 3. at-punkt: 

 

”dog således, at forvaltningens bevillingsudløb finansieres ved at bringe udgifterne til grøn renholdelse og pleje i udbud for så vidt angår hele byen og ikke blot to bydele.”

 

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med 4 stemmer mod 7. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: C, B, O og V.

Imod stemte: A, F, Ø og Å.

 

Indstillingens 1. og 2. at punkt blev godkendt uden afstemning

 

Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt med 9 stemmer mod 0. 2 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.

Imod stemte: ingen.

Undlod at stemme: C og V.

 

Indstillingens 4. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne anbefaler, at forvaltningen finansierer bevillingsudløb ved at hjemtage opgaver fra Kultur- og Fritidsforvaltningen vedr. hhv. udenomsvedligeholdse af forvaltningens arealer på Amager, samt hjemtagelse/udbud af opgaver vedr. grøn pleje af parker og boldbaner.”

Til top