Mødedato: 09.04.2018, kl. 16:40
Mødested: Dansk Arkitektur Center (DAC), Strandgade 27B, 1401 København K

Dispensation fra tillæg nr. 7 til lokalplan nr. 310 ”Teglværkshavnen”, Kgs. Enghave/Vesterbro

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal gives dispensation fra lokalplan til udvidelse af et byggefelt, som omfatter Pladehallen, så stueetagen kan udvides.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation fra lokalplanens § 6, stk. 2, jf. tegning nr. 5 og 8 til tillæg nr. 7 til lokalplan nr. 310 til udvidelse af byggefelt for ”Pladehallen”.

Problemstilling

Bygherre har søgt om dispensation til, at Pladehallens byggefelt udvides. Udvidelsen omfatter stueetagen som ønskes udvidet til at også at omfatte gårdrummet. Herved opstår i stedet et hævet gårdrum i første sals niveau. Dette er ikke i overensstemmelse med lokalplanens § 6, stk. 2, og byggefeltet som vist på tegningerne nr. 5 og nr. 8 (bilag 2). Udvidelsen af stueetagen medfører, at både den del, der kan anvendes til erhvervsdel, og den del, der skal anvendes til kultur- og fritidsformål, bliver større. Det ændrede byggefelt har ikke konsekvenser for rummet omkring Flydedokken, men passagen gennem Pladehallen indsnævres ved ændringen af byggefeltet fra en bredde på 20 meter til 10 meter mod syd og fra 13 meter til 10 meter mod nord (bilag 2 tegning 8).

Dispensationen forelægges Teknik- og Miljøudvalget, fordi der er tale om at udvide Pladehallens byggefelt, og fordi lokalplanen havde politisk fokus i forbindelse med vedtagelsen i Borgerrepræsentationen den 15. december 2016. Dispensationen anses derfor for at være principiel.

Løsning

Bygherre har ansøgt om dispensation til et konkret projekt for Pladehallen og er i kontakt med forskellige aktører, der ønsker at leje stueetagen (bilag 2 for kort og illustrationer).

Teknik- og Miljøforvaltningen kan anbefale dispensationen, da ændringen giver mulighed for et levende miljø i området med mere kultur og kollektive anlæg og restauranter. Samtidig forbedres adgangs- og lysforhold til boligernes friareal.

Pladehallens stueetage skal ifølge lokalplanens § 4, stk. 1 anvendes til kultur- og fritidsformål, kollektive anlæg og/eller restauranter. Mindst 50 % af Pladehallens stueetage skal dog anvendes til én eller flere af følgende kulturelle funktioner: idræt, bibliotek, museum, koncertsal, teater, biograf, galleri og/eller foreningslokaler. Endvidere må der indrettes enkelte dagligvare- eller udvalgsvarebutikker, der betjener nærområdet. Arealet til kulturformål samt kollektive anlæg og/eller restauranter udvides fra i alt 1.426 m2 til 2.292 m2. I dette område af Sydhavn er der i dag ingen kulturelle funktioner.

En udvidelse af stueetagen vil give flere muligheder for, at stueetagen kan anvendes og udlejes til kulturformål samt udadvendte funktioner som for eksempel restauranter i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser. Disse formål vil kunne bidrage til et levende miljø i området og give en bedre udnyttelse af Pladehallens stueetage.

En dispensation vil betyde, at bygningens gårdrum hæves til første sals højde. Når den omkringliggende bygning i forhold til gårdrummet bliver lavere, fordi gårdrummet hæves, vil gården få mere sol. Dette medfører, at det friareal, der hører til boligerne i bygningerne, vil få bedre lysforhold (se bilag 2 for kort og illustrationer).

Passagen gennem Pladehallen indsnævres ved ændringen af byggefeltet fra 20 meter til 10 meter mod syd og fra 13 meter til 10 meter mod nord (bilag 2, tegning nr. 8). Indsnævringen sker for at forbedre bygningens symmetri og for at få større lokaler i stueetagen. Disse bliver samtidig mere anvendelige, fordi de får rette vinkler. Forvaltningen vurderer, at passagen gennem bygningen vil være bred nok til at sikre en god fodgængerforbindelse mellem Pladehals Allé og Flydedokken. Det bemærkes i øvrigt, at en indsnævring af passagen ikke skønnes at ville forringe oplevelsen af byrummene. Dette fordi passagens kontrast til den store havneplads ”Flydedokken” vil få denne til at fremstå som mere rummelig.

Nedenfor fremgår muliggjorte ændringer sammenholdt med bestemmelserne i tillæg nr. 7 til lokalplan nr. 310, § 6, stk. 2. I bilag 2 er vedlagt naboorienteringen inkl. illustration af ønskerne.

Gældende lokalplanbestemmelser

 

Muliggjorte ændringer ved en  dispensation

 

Bebyggelsesplan i overensstemmelse med lokalplanens § 6, stk. 2, og vist på tegningerne nr. 5 og nr. 8 (bilag 2).

 

Stueetagens byggefelt udvides, således at gårdrummet hæves til første sals højde og passagen igennem Pladehallen indsnævres.

 

Passagen gennem Pladehallen er 13 -20 meter. Vist på lokalplanens tegningerne nr. 5 og nr. 8 (bilag 2).

Passagen gennem Pladehallen indsnævres til en bredde på 10 meter

Gårdrum i terrænniveau i overensstemmelse med lokalplanens § 6, stk. 2, og vist på tegningerne nr. 5 og nr. 8 (bilag 2)

Bygningens gårdrum hæves til første sals højde

Hvis dispensationen ikke gives, vil det oprindelige projekt kunne bygges.

Høring

Dispensationen har i medfør af planlovens § 20 været i nabohøring i perioden fra den 29. januar 2018 til den 19. februar 2018. Forvaltningen har modtaget to henvendelser. En fra Metroselskabet, der ikke har bemærkninger til sagen, samt en henvendelse fra Kongens Enghave Lokaludvalg (bilag 3).

Bemærkninger fra Kongens Enghave Lokaludvalg.  
Lokaludvalget er positivt indstillet over for den foreslåede ændring af byggefelterne i forbindelse med genopførelse af Pladehallen. Lokaludvalget bemærker, at det ville være ønskeligt, hvis den del af stueetagen, der skal anvendes til kulturelle formål, indrettes, så loftshøjden lever op til kravene til f.eks. en badmintonbane og til, at der kan indrettes kulisser til teater.

Forvaltningens bemærkninger:

Etagehøjden for stueetagen vil i overensstemmelse med lokalplanbestemmelserne være mindst 4 meter. Bygherre oplyser, at etagehøjden de fleste steder vil blive 4,5 meter. Hvor vidt denne højde er tilstrækkelig til at indrette stueetagen til teater med traditionelle kulisser er ikke afklaret, men stueetagen vil næppe egne sig til badminton. Forvaltningen bemærker, at dispensationen i alle tilfælde vil forbedre mulighederne for kulturelle aktiviteter i stueetagen, idet arealets størrelse og dimensionering vil give en betydelig større fleksibilitet til teater, udstillinger og koncerter m.v.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøforvaltningen har godkendt indstillingen, vil forvaltningen meddele ansøger dispensation.

 

Pernille Andersen

                                                   /Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 9. april 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker, at de lokale ønsker til nye kulturfunktioner i ”Pladehallen” prioriteres, således at kulturen kan anvendes til at binde det gamle og det nye Sydhavnen sammen. Partierne ønsker derfor, at bygherre går i dialog med lokale aktører for at undersøge, hvilke kulturelle funktioner, der kan etableres, samt størrelsen på rummene, så de bliver mest muligt fleksible i deres anvendelse.”

Til top