Mødedato: 08.09.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Skulptur på Tove Ditlevsens Plads

Se alle bilag

Løsning

Skulpturen er tænkt udført i bronze i naturlig størrelse, således at figuren vil kunne anbringes siddende på en af bænkene i pladsprojektet.

Misja Kristoffer Rasmussens forslag til en skulptur forestillende Tove Ditlevsen til pladsen af samme navn har været sendt til høring i Københavns Billedkunstudvalg, som har afgivet følgende svar:

”Billedkunstudvalget finder, at der er tale om et fint initiativ med en kunstnerisk markering af Tove Ditlevsen på Tove Ditlevsens Plads på Vesterbro, men finder på baggrund af det fremlagte skitseprojekt - ud fra en kunstfaglig vurdering - ikke, at skulpturen egner sig til en permanent placering i byrummet. Billedkunstudvalget finder, at formsproget afspejler et ikke-nutidigt udtryk samt, at skulpturen ikke tilstrækkeligt markant opfanger og afspejler Tove Ditlevsens intensitet og eksistens.”

Forvaltningen tager høringssvarets kunstfaglige vurdering til efterretning og indstiller derfor overfor Teknik- og Miljøudvalget, at det konkrete projekt ikke gennemføres.

Økonomi

Indstillingen i sig selv har ikke økonomiske konsekvenser. Såfremt Teknik- og Miljøudvalget ønsker en realisering af projektet, skal der rejses eksterne midler til dets udførelse. Beløbes anslås til mellem 300.000 og 400.000 kr. Dette arbejde påhviler projektets initiativtagere.

Videre proces

Københavns Billedkunstudvalg anerkender i sin udtalelse om det konkrete projekt samtidig det positive i en kunstnerisk markering af Tove Ditlevsen på pladsen. Under forudsætning af at Teknik- og Miljøudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen fremadrettet anbefale eventuelle initiativtagere, der måtte melde sig med nye projektforslag, at indgå i en dialog med billedkunstudvalget om udpegning af en egnet kunstner, subsidiært udskrivning af en konkurrence.

                    Pernille Andersen
                                                            /Jon Pape

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 8. september 2014

A stillede følgende ændringsforslag:
”1. at sagen tilbagevises til forvaltningen med henblik på høring af Vesterbro/ Kgs. Enghave lokaludvalg”.

Ændringsforslaget blev godkendt med 10 stemmer mod nul. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, I og Ø
Ingen stemte imod.
Undlod at stemme: V

Til top