Mødedato: 07.12.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 2. sal, Festsalen

Opstart af bevarende lokalplan for Wesselsgade, Nørrebro (udsat sag)

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til opstart af bevarende lokalplan for Wesselsgade, som forbyder nedrivning af bygningen på Wesselsgade 17, 2200 København N.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der udarbejdes en bevarende lokalplan for Wesselsgade, som bl.a. bevarer bygningen på Wesselsgade 17.
  2. at der hermed er gjort op med medlemsforslag stillet af Socialdemokratiet den 28. september 2020 (bilag 2).

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget vedtog på møde den 28. september 2020, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal udarbejde forslag til bevarende lokalplan, som forbyder nedrivning af bygningen på Wesselsgade 17, Nørrebro. Ejeren af bygningen ønsker at nedrive ejendommen til fordel for et nyt etagebyggeri. Ejendommen på Wesselsgade 17 er et byhus fra 1862, som ønskes bevaret, da det med en unik historie, en karakteristisk gul facade og et ikonisk gavlmaleri er med til at give lokalmiljøet en særlig karakter.

 

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har undersøgt mulighederne for afgrænsningen af lokalplanområdet med det formål at bevare bygningen på Wesselsgade 17. Forvaltningen foreslår, at der udarbejdes en bevarende lokalplan for hele Wesselsgade, som herunder bevarer Wesselsgade 17, således at afgrænsningen fastlægges som vist på kortet i bilag 3.

Arkitektonisk vurdering af Wesselsgade

Bygningen på Wesselsgade 17 er en 2-etages boligejendom opført i 1862, og har en middel bevaringsværdi (SAVE-værdi 4). Bygningen er opført i den typiske historicistiske stil med blændinger og bueslag i facademuren, der er med til at give bygningen dens karakter. Den fritstående gavl har siden 1985 været udsmykket med gavlmaleriet ’Atomvåbenfri zone i Norden’, og er et karakteristisk indslag i gadebilledet.

Wesselsgade fremstår i dag som en af de bedst bevarede gader på Indre Nørrebro og er en af de eneste gader i kvarteret, som undgik en markant transformering i forbindelse med 1970’erne og 80’ernes omfattende bysanering. Der er ikke opført bygninger på Wesselsgade siden omkring år 1900. Bebyggelserne er opført efter samme mønster, som man kender fra Indre By med individuelle etageejendomme på enkeltmatrikler i sammenhængende karréer med baghuse. Wesselsgade vidner om bydelens tidlige historie og fremstår velbevaret med en variation af enkeltbygninger, bygningstyper og størrelser, afbrudt af mindre grønne elementer, der tilsammen udgør en helhed, og som er med til at fastholde Nørrebros identitet som en bydel, hvor der er kontrast og kant. Der er foretaget en tentativ afgrænsning af lokalplanen (bilag 3) udfra en umiddelbar vurdering af det unikke miljø på Wesselsgade. Forvaltningen vil i forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslaget, se nærmere på den præcise afgrænsning.

Hvis der i den mellemliggende periode, inden den bevarende lokalplan er udarbejdet, ansøges om byggetilladelse til forhold, som strider mod lokalplanarbejdet og bevaringen af Wesselsgade, vil kommunen kunne nedlægge et §14 forbud. Kommunen kan ifølge planlovens § 14 nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Forbuddet kan nedlægges for højst et år, og kommunen skal på tidspunktet for forbuddets nedlæggelse have til hensigt at udarbejde en ny lokalplan. Der skal således foreligge et lokalplanforslag inden et år, ellers bortfalder forbuddet.

Delegation

Lokalplanen forudsætter ikke kommuneplantillæg, kræver ikke udbygningsaftale og er ikke af principiel karakter. Sagen er derfor omfattet af delegation.

Der er tale om en ukompleks lokalplan (kategori 2). Teknik- og Miljøudvalget har den 24. februar 2020 besluttet, at forvaltningen kan sende denne type forslag direkte i offentlig høring.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, udarbejder forvaltningen et forslag til lokalplan. Forvaltningen forventer at igangsætte arbejdet i 2. kvartal 2021 og vil kunne fremlægge et lokalplanforslag til endelig vedtagelse i 2. kvartal 2022. 

 

                             Søren Wille

                                                         /Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 7. december 2020 

 
Indstillingen blev godkendt med 10 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme. 
 

For stemte: A, B, F, O, V, Ø og Å. 

Imod stemte: C. 

Til top