Mødedato: 07.11.2007, kl. 15:00

Miljøudspil - "Miljømetropolen, vores vision CPH 2015"

Miljøudspil - "Miljømetropolen, vores vision CPH 2015"

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 7. november 2007

 

 

Sager til beslutning

 

16.      Miljøudspil - "Miljømetropolen, vores vision CPH 2015"

TMU 596/2007  J.nr. 2007-97081

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Miljøudspillet har været i offentlig høring, og udspillet forelægges nu til politisk beslutning.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.      at resultaterne af den offentlige høring tages til efterretning

2.      at Miljøudspillet "Miljømetropolen, vores vision CPH 2015" vedtages med de foreslåede tilføjelser

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 7. november 2007

Der blev stemt om indstillingen.

For stemte 7 udvalgsmedlemmer: Morten Kabell (Ø), Camilla Burgwald (F), Johannes Nymark (A), Anne Vang (A), Stig Ekman (A), Klaus Bondam (B) og Lars Dueholm (V).

Ingen udvalgsmedlemmer stemte imod.

1 udvalgsmedlem undlod at stemme: Winnie Berndtson (U).

 

Indstillingen blev anbefalet.

 

 

 

PROBLEMSTILLING

Borgerrepræsentationen besluttede den 30. august 2007 at sende miljøudspillet "Miljømetropolen, vores vision for CPH 2015" i høring. Udspillet har i perioden fra den 10. september til den 19. oktober 2007 været ude i offentlig høring. Miljøudspillet vedlægges som bilag 1.

En lang række organisationer, Agenda 21-centre, lokaludvalg og –råd samt kommuner er blevet spurgt om deres kommentarer til miljøudspillet. Samtidig har udspillet været i forvaltningshøring. Resultaterne af høringen er sammen med forvaltningernes kommentarer samlet i bilag 2.

Høringen har endvidere omfattet en mulighed for, at borgerne har kunnet besvare postkort, hvor københavnerne er blevet spurgt om deres holdning til miljøudspillet samt blevet bedt om at komme med forslag til, hvordan de selv kan bidrage til, at visionen og målene kan blive en realitet. Resultatet er opsamlet i notatet: "Miljøudspillet – tendenser i postkortbesvarelserne", der er vedlagt som bilag 3.

Herudover har det elektroniske borgerpanel været inddraget, og analysebureauet Catinét har udarbejdet en rapport "Panelundersøgelse af borgernes holdning til miljøudspillet". Rapportens hovedkonklusioner er vedlagt som bilag 4.

 

LØSNING

Høringen af organisationer m.fl. samt af kommunens egne forvaltninger viser, at der er meget bred opbakning til udspillets visioner og mål. Flere efterlyser konkrete tiltag og i ndsatser, der sikrer, at målene nås. Der er endvidere spørgsmål til, hvilken status miljøudspillet har i forhold til kommunens øvrige planer, særligt forholdet mellem miljøudspillet og Agenda 21-planen.

 

Flere peger på, at det er vigtigt for realisering af udspillet, at kompetenceudvikling inden for natur, klima og miljø bliver et prioriteret indsatsområde.

 

Rigtig mange melder tilbage, at de meget gerne vil deltage i arbejdet med at realisere miljøudspillets mål. Der er udtrykt ønske om, at kommunens øvrige forvaltninger inddrages i arbejdet med de kommende stjerneinitiativer og øvrige konkrete planer.

 

Besvarelsen af postkortene viser også stor støtte til udspillet. Generelt har der været størst interesse for "Verdens bedste cykelby", idet ca. en tredjedel (109 ud af 359) af alle besvarelser vedrører dette emne. "En ren og sund storby" har en lidt højere svarandel (76 ud af 359) end de resterende tre temaer "En grøn og blå hovedstad", "Centrum for verdens klimapolitik" og "Vores vision", hvor der er en ligelig fordeling af svarene (ca. 50-60 ud af 359).

 

De gennemgående tendenser i postkortbesvarelserne er ønsker om:

-          Bedre forhold for cyklister og reduktion i privatbilisme i byen,

-          En renere by – endnu renere end den allerede er

-          Flere kulturelle oplevelser og tilbud i forbindelse med de rekreative områder.

 

Økonomien anføres i høj grad som grund til fravalg af økologiske varer, hvor mange ønsker en prisudligning i forhold til konventionelle varer. Enkelte udtrykker ønske om, at kommunen økonomisk skulle støtte såvel økologiske fødevarer som offentlig transport. Der er endvidere et ønske om økonomisk at regulere trafik- og affaldsområdet, så ønsket affærd bliver belønnet og uønsket straffet.

 

Københavnerne synes at være meget opmærksomme på, hvad de selv kan gøre for at medvirke til kommunens visioner. Københavnernes egne bidrag handler primært om cykling, mindre energiforbrug og villighed til at købe økologiske fødevarer.

 

Catinéts panelundersøgelse af borgernes holdninger viser også støtte til udspillet, og peger i samme retning. Københavnerne bakker klart op om miljøudspillets vision som Miljømetropol. Ønsket om en reduktion af privatbilismen samt bedre forhold for cyklisterne er også en gennemgående tendens. Det samme gælder for renholdsområdet.

 

Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår på baggrund af ovenstående, at det i miljøudspillets afsnit "Vores vision" indarbejdes følgende tekst i forlængelse af det sidste afsnit:

 

"Miljømetropolens visioner og mål skal medtages og konkretiseres i kommunens øvrige planarbejde fx kommuneplanen og Agenda 21-planen".

 

Det fremgår allerede af miljøudspillet, at udspillets mål skal støttes op af  dels stjerneinitiativer, dels konkrete initiativer, der bl.a. vil blive fastlagt i Agenda 21-planen. Tilføjelsen af den nye sætning vil dog sikre, at der sker en tydeliggørelse af sammenhænge med andre planer.

 

Derudover foreslår forvaltningen, at det i opslaget om "Handling" afsnit 11 indarbejdes følgende (kursiverede) tekst:

 

"Københavns Kommune vil gå forrest, men uden en aktiv indsats fra borgerne og erhvervslivet vil det ikke lykkes at realisere visionen. Derfor vil vi inddrage borgerne og erhvervslivet i miljøpolitikken og sætte  fokus på undervisning i miljø og klimaspørgsmål, så det bliver lettere og mere attraktivt at bidrage til at tage hånd om miljøet i hverdagen."

 

Forvaltningen planlægger at invitere interesserede parter til et samarbejde omkring realisering af miljøudspillets mål. Her spiller fx agendacentrene og lokaludvalgene en vigtig rolle i forhold til at forankre arbejdet lokalt. Forvaltningen vil ligeledes invitere kommunens øvrige forvaltninger til et tæt samarbejde.

 

 

ØKONOMI

Selve miljøudspillet forventes ikke at have økonomiske konsekvenser. Derimod vil de kommende stjerneinitiativer og andre indsatser frem til 2015 kræve finansiering ud over forvaltningernes egne budgetter. Der er dog i forbindelse med de seneste tre budgetforlig yderligere afsat 183 mio. kr. til forbedring af cyklernes forhold frem til 2010, og på budgettet er der afsat 150 mio. kr. over de næste tre år til klimaområdet. Til byens blå og grønne rum er der afsat 106 mio. kr. til anlægsudgifter frem til 2010, og på renholdsområdet er der årligt afsat ekstra 30 mio. kr. også frem til 2010.

 

VIDERE PROCES

Under forudsætning af udvalgets godkendelse vil indstillingen blive forelagt Borgerrepræsentationen i december 2007. Efter den politiske vedtagelse af miljøudspillet skal der iværksættes kampagner for hvert af de fire indsatsområder. Hver af kampagnerne vil have en varighed på ca. ½ år. Kampagnedelen vil være afsluttet i 2009. I miljøregnskabet vil der hvert år blive gjort status på, hvor lang vi er nået i forhold til målene.

 

BILAG

  1. Miljøudspil: "Miljømetropolen, vores vision CPH 2015"
  2. Notat: Offentlig høring af miljøudspillet "Miljømetropolen, vores vision CPH 2015"
  3. Notat: Miljøudspillet – tendenser i postkortbesvarelserne
  4. Catinét: Panelundersøgelse af borgernes holdninger til miljøudspillet – hovedkonklusioner..

 

 

 

Hjalte Aaberg                                           Mikkel Aarø-Hansen


 

Til top