Administrationsgrundlag for forsøgsordning for saunaer gældende til 2026
På baggrund af medlemsforslag (TMU den 20. november.2023) (bilag 2) og en stigende interesse for at opstille saunaer, skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til et administrationsgrundlag for en forsøgsordning for saunaer på offentlige vejarealer, i kommunale parker og ved kommunale bolværker. Forsøgsordningen løber i vintersæsonen 2025/2026, hvorefter ordningen evalueres af forvaltningen sammen med Kultur- og Fritidsforvaltningen og By og Havn. Af medlemsforslaget fremgår, at administrationsgrundlaget skal indeholde en differentiering mellem hhv. mobil og fast opstilling af saunaer og kommerciel og foreningsdrevet brug af saunaer.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at forvaltningen i en forsøgsordning for vintersæsonen 2025/2026 anvender administrationsgrundlaget for saunaer, som beskrevet i afsnittet Løsning og bilag 3.
- at ”Medlemsforslag om mulighed for opstilling af midlertidig sauna ved badezonen i Havneparken ved Halfdansgade frem til 1. april 2024, Islands Brygge”, stillet af Socialistisk Folkeparti jf. Teknik- og Miljøudvalgets møde den 20. november 2023, hermed er håndteret.
Problemstilling
Med ”Medlemsforslag om mulighed for opstilling af midlertidig sauna ved badezonen i Havneparken ved Halfdansgade frem til 1. april 2024, Islands Brygge” (TMU 20.11.2023), besluttede Teknik- og Miljøudvalget, at administrationsgrundlaget for saunaer skal indeholde en differentiering mellem hhv. mobil og fast opstilling af saunaer og kommerciel og foreningsdrevet brug af saunaer. Der er også et ønske om, at administrationsgrundlaget kan anvendes bredere end alene i Havneparken.
Forvaltningen har udarbejdet udkast til et administrationsgrundlag, der både favner de ønsker, der fremgår af medlemsforslaget, og forvaltningens behov for at kunne administrere den store efterspørgsel fra saunaaktører på fornuftig vis (bilag 3).
Teknik- og Miljøforvaltningen har siden 1. januar 2024 modtaget mere end 25 ansøgninger fra foreninger og virksomheder om opsætning af saunaer ved kommunalt ejede bolværker, i kommunale parker og på offentlige vejarealer.
Løsning
De mere end 25 ansøgninger Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget siden 1. januar 2024, kommer fra foreninger og virksomheder, som ønsker at opsætte saunaer ved kommunalt ejede bolværker, i kommunale parker og på offentlige vejarealer. Nogle søger om at opstille sauna på en eller flere specifikke placeringer i byen, mens andre ansøgere ønsker at forvaltningen anviser et sted. Der er dog en tendens til, at ansøgerne helst vil være ved strande, badezoner, dyppezoner eller havnebade. Der er ventelister til flere saunaforeninger i København, fx var der pr. 20. februar 2025 2.839 personer på ventelisten til Svanemøllebugtens Vinterbadelaug og ca. 222 personer til Nordhavn Sauna. Saunaer kan understøtte borgernes ønsker og muligheder for at deltage i bylivet om vinteren.
Der er for saunaaktører i København, både de kommercielle og de foreningsdrevne saunaer, forskellige scenarier for opstillingen af saunaer, både ift. placering og tidsrum. Dette er illustreret i tabel 1 og fremgår også af administrationsgrundlaget. Af bilag 4 fremgår oversigt over steder, der kan opstilles saunaer.
Tilladelser til mobile saunaer uden fast placering
Flere saunaaktører har indrettet mobile saunaer i fx varevogne – såkaldte sauna-vans. Disse benyttes ofte på fx festivaler eller private områder, men har fra tid til anden også været opstillet på offentlige arealer, hvor de opererer i en gråzone. Såfremt de opstilles på offentlige pladser, promenader eller i parker, kræver de en tilladelse fra kommunen, men i nogle tilfælde er det ikke et forhold som forvaltningen kan regulere, hvis opstillingen har været som en lovlig parkering. I andre tilfælde, med mere varigt parkerede saunavogne i fx Amager Strandpark, er det i strid med fredningen og her har forvaltningen reageret og vejledt aktøren om disse regler.
Forvaltningen vil med administrationsgrundlaget kunne udstede tilladelser til saunaaktører med mobile saunaer uden fast placering. Tilladelsen er en generel tilladelse, med vilkår for opstilling af køretøjer med sauna, herunder hvilke hensyn til færdsel og trafik, der skal tages ved opstilling. Tilladelsen er ikke stedsspecifik, men vil give mulighed for, at saunaaktører kan opstille på udpegede arealer i kommunale parker og på fodgængerarealer ved eller i nærheden af kommunale havnebade, badezoner, dyppezoner og strande, hvis der er plads og eventuel badning i forbindelse med sauna skal foregå disse steder, grundet badevandskvalitet og sikkerhed i forhold til strømforhold i vandet. Saunaen skal fjernes hver dag.
For at give plads til den rekreative brug af byen om sommeren, vil tilladelsen til mobile saunaer i kommunale parker og på udpegede fodgængerarealer kun være gyldig i perioden 15. oktober til 31. marts hvert år. Der skal søges om en ny tilladelse hvert år. Tilladelsen kan ansøges af både foreninger og kommercielle aktører.
Tilladelser til saunaer med fast opstilling i vintersæsonen
Forvaltningen kan med administrationsgrundlaget udstede tilladelse til saunaer, der ønsker en fast placering med fx en pavillon (uden faste installationer), flydende sauna eller lignende, ved eller i nærheden af havnebade, badezoner, dyppezoner og strande. Forvaltningen konkurrenceudsætter egnede placeringer i en ansøgningsrunde med mulighed for at ansøge inden en given ansøgningsfrist, hvorefter forvaltningen tager stilling til, hvor mange ansøgninger, der kan imødekommes.
I en konkurrencesituation vil forvaltningen prioritere saunaforeninger højere end kommercielle aktører. Forvaltningens generelle vurdering er dog, at kommercielle og foreningsdrevne saunaer kan komplementere hinanden. Alle kan købe adgang til kommercielle saunaer, mens foreningsdrevne saunaer som udgangspunkt kræver medlemskab, suppleret med et begrænset omfang af offentlig adgang, som forvaltningen dog kan fastsætte i forbindelse med, at der gives en tilladelse. Forvaltningen anbefaler, at der skal være 20% offentlig adgang i foreningsdrevne saunaer, som også er overensstemmende med Kultur- og Fritidsforvaltningens praksis.
Saunaen kan opstilles i hele eller dele af perioden 15. oktober til 31. marts hvert år, alt afhængig af ansøgerens egne ønsker og evt. lokale forhold. Der gives kun tilladelse til én sæson ad gangen. Der skal ansøges om ny tilladelse hvert år, på baggrund af en ansøgningsrunde.
Tabel 1. Tilladelsestyper
|
Mobile saunaer uden fast placering |
Saunaer med fast placering for sæsonen |
Periode |
Sæson (15. oktober – 31. marts) |
Sæson (15. oktober – 31. marts) |
Placering |
Fodgængerarealer, hvor saunaen må tage opstilling i en udpeget zone, hvis der er plads.
Parkeringspladser i kommunale parker som fx Amager Strand. |
Arealer, hvor kommunen er ejer eller myndighed (parker, vejarealer og bolværker) |
Ansøgning |
Generel tilladelse til mobilt gadesalg, der vil blive tilpasset til saunaer ift. vilkår, placering mv.
Konkurrenceudsættelse |
Konkurrenceudsættelse
|
Vilkår |
Saunaen fjernes hver dag. |
Saunaen opstilles på samme placering igennem hele sæsonen, uden at blive fjernet hver dag. |
Saunaer der som udgangspunkt ikke kan få en tilladelse til opstilling
Forvaltningen vil som udgangspunkt ikke udstede tilladelser til saunaer, der fx ønsker at opstille på pladser, parkeringspladser i byens parker mv., hvor der ikke er adgang til havnebade, badezoner, dyppezoner og strande.
Ligeledes friholdes promenaden langs Københavns Havn som udgangspunkt for saunaer (se også bilag 3). På promenaden ved Islands Brygge har foreningen Vinterbad Bryggen siden 2013 haft sauna. Denne sauna berøres ikke af administrationsgrundlaget, da foreningen afventer etablering af faste saunafaciliteter.
Private saunaer kan ikke få en tilladelse til opstilling på offentlige vejarealer, i kommunale parker og ved kommunale bolværker, da forvaltningen prioriterer, at der er offentlig adgang til faciliteter, der er opstillet disse steder. Der kan desuden være lokale begrænsninger i forhold til fx fredninger, lokalplaner, mv.
Allerede i dag parkerer køretøjer med saunafaciliteter på offentlige parkeringspladser i byen efter gældende parkeringsregler. Det ses bl.a. ved Svanemøllen Strand igennem vintersæsonen. Såfremt parkeringsreglerne overholdes, kræver det som udgangspunkt ikke en tilladelse fra Københavns Kommune at parkere en sauna-van på offentlige parkeringspladser.
For at forvaltningen kan justere administrationsgrundlaget, så det harmonerer med saunaer administreret af Kultur- og Fritidsforvaltningen, er forsøgsperioden sat til en enkelt sæson. Således får forvaltningen erfaringer fra praksis at evaluere ud fra og disse kan så sammenholdes med Kultur- og Fritidsforvaltningens erfaringer, ikke mindst set i lyset af den kommende ressortændring, hvor en række arealer, med adgang til bademuligheder, administreret af Teknik- og Miljøforvaltningen, overgår til Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Politisk handlerum
Teknik- og miljøudvalget har mulighed for at beslutte, at:
- Forvaltningen skal anvende andre saglige kriterier i forbindelse med en konkurrencesituation (fx erfaring fra branchen eller lokal forankring).
- Forvaltningen ikke giver tilladelser til mobile saunaer uden fast placering.
- Sæsonen for saunaer skal være kortere eller længere end fra 15. oktober og til med 31. marts hvert år.
- Forvaltningen ikke tillader brændeovnsfyrede saunaer.
Økonomi
Saunaer uden fast placering betragtes som gadesalg af serviceydelser og underlægges dermed de samme takster som gælder for hhv. faste stadepladser og mobilt gadesalg.
Der er et takstkatalog for kommercielle aktiviteter i kommunale parker, hvilket også kan anvendes til saunaaktiviteter. Kommercielle saunaer i kommunal park sidestilles med fast stadeplads i en kommunal park, mens kommercielle saunaer uden fast placering sidestilles med mobilt gadesalg i en kommunal park. Takster herfor er godkendt i takstkataloget og opkræves én gang årligt. For en sauna med en fast opstilling, vil taksten være 3.483 kr. årligt, mens den vil være 4.645 kr. årligt for saunaer uden fast placering (2025-takst).
Mobile saunaer på offentlige vejarealer, pladser mv. er afgiftsfritaget.
Forvaltningen har ikke et takstkatalog for kommunale bolværker, hvorfor dette vil kræve stedsspecifikke markedslejevurderinger. Indtægter fra kommercielle saunaer medfinansierer forvaltningens administration af ordningen. Udgifter ud over de indkomne indtægter, afholdes indenfor rammen.
Foreninger kan fritages for markedsleje, hvis de kan dokumentere, at de årligt afholder generalforsamling samt at der er åben/fri adgang til at blive medlem, herunder at der er en venteliste for alle interesserede, samt at et evt. overskud går tilbage til foreningsrettede aktiviteter.
Forvaltningen vil for saunaer med fast placering stille krav om et depositum, til eventuel bortskaffelse eller udbedring af skader efterfølgende.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt administrationsgrundlaget for saunaer, vil forvaltningen annoncere muligheden for at ansøge som beskrevet for vintersæsonen 2025/2026.
I 2026 evaluerer forvaltningen forsøgsordningen med henblik på en politisk stillingtagen til en permanent ordning for saunaer.
Søren Wille
/Lena Kongsbach