Mødedato: 06.10.2025, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Revideret mødeplan for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget

Se alle bilag

 

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til forslag til mødeplan for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i 2026. Udvalget vedtager hvert år sin mødeplan for det kommende år. Mødeplanen er lagt med udgangspunkt i de rammer og ønsker, udvalget allerede har besluttet for deres mødeplan samt tidligere års erfaring og praksis. Mødeplanen vil indgå i den samlede politiske mødeplan for 2026 for Borgerrepræsentationen og fagudvalg.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at forslag til mødeplan for Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets ordinære møder i 2026 danner rammen for udvalgets møder i 2026 jf. løsning og bilag 2.

Problemstilling

Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets mødeplan skal i henhold til styrelsesloven §20 godkendes af udvalget året inden, den træder i kraft. Teknik- og Miljøudvalget sendte den 25. august 2025 indstilling om mødeplan 2026 tilbage til forvaltningen. På den baggrund er mødeplanen bl.a. opdateret med følgende forslag om reduceret antal udvalgsmøder, emne til besigtigelsestur, samt tidsrum for møder med Ældreråd, Handicapråd og Ungeråd. Mødeplanen vil fortsat blive forelagt det nye udvalg til endelig godkendelse på det konstituerende møde primo 2026.

Løsning

Mødeplan

Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets mødekalender for 2026 består af en række møder, hvor de primære møder er udvalgets ordinære udvalgsmøder. For at udvalget er klædt på til at træffe beslutninger på oplyst grundlag, er der desuden en række møder om centrale emner inden for teknik- og miljøområdet og med andre parter. Derudover vil andre større emner, der har mere orienterende karakter, indgå i introduktion for udvalget ved ny samling i 2026.

Mødeplanen foreslås på den baggrund at omfatte følgende møder, der er retlig mødepligt til:

  • 20 ordinære udvalgsmøder
  • Mulige foretræder fra borgere, foreninger m.v.

Derudover er der praksis for følgende møder uden retlig mødepligt:

  • 2 budgetseminarer (et langt og et kort), samt 1 kort budgetgennemgang
  • 1 studietur
  • 1 besigtigelsestur
  • 4 temamøder
  • 3 møder med hhv. Ældrerådet, Handicaprådet og Ungerådet
  • 2 møder med KTF-MED
  • 4 mulige bygherrepræsentationer
  • Reserveret tid til øvrige aktiviteter

 

Udvalgsmøder

Der er i Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets mødeplan for 2026 planlagt 20 ordinære udvalgsmøder, hvilket afviger fra praksis med 22 ordinære udvalgsmøder årligt, jf. Teknik- og Miljøudvalgets kutymepapir (TMU 6. februar 2023). Med det reducerede antal udvalgsmøder og ændrede mødedatoer i hhv. marts, maj, november og december imødekommer den reviderede mødekalender at undgå udvalgsmøder i ugen efter henholdsvis budgetseminar og studietur (TMU 25. august 2025), samt færre udvalgsmøder. Møderne med Ældrerådet, Handicaprådet og Ungerådet foreslås desuden afholdt før udvalgsmøderne og ikke som tidligere praksis ved udvalgsmødets start for at opnå mere tid til at afvikle sagsmængden.

Forvaltningen vurderer, at det er realistisk at håndtere sagsmængden på de 20 årlige udvalgsmøder. Forvaltningen bemærker dog, at antallet af sager på andre møder vil blive større, hvilket vil øge udvalgets forberedelsestid og give mindre tid til behandlingen af sagerne på de pågældende møder. Såfremt der skulle blive behov for yderligere tid, kan udvalget forud for et udvalgsmøde tage stilling til at udvide et møde fx inden for det tidsrum, der foreslås reserveret til andre aktiviteter. Dette kan gøres enten ved en revideret mødeplan eller ved mundtligt enstemmig tilkendegivelse for udvidet mødetid forud for selve udvalgsmødet.

Som udgangspunkt finder udvalgsmøderne sted i tidsrummet mandag kl. 15.00-19.00 på Rådhuset. Udvalget har herudover ønsket, at nogle af udvalgsmøderne afholdes uden for Rådhuset typisk i sammenhæng med temamøder. Desuden indgår ligesom i 2025, at to af udvalgsmøderne den 15. juni og 14. december 2026 udvides med to timer for at fungere som buffermøder af hensyn til en ofte øget sagsmængde på det sidste møde før hhv. sommerferien og juleferien.

Planlægning af mødeplanen for 2026 er foretaget ud fra princippet om kortest mulig behandling fra fagudvalg og frem til Borgerrepræsentationen, hvilket vil sige i udgangspunktet fire uger (BR 13. oktober 2016). Mødeplanen er desuden koordineret med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen for at sikre, at der ikke er tidsmæssigt sammenfald med deres faste mødedag mandag.

Indenfor denne ramme har Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet mødeplan 2026, der er vedlagt i en kalender (bilag 2) og oversigt over mødedatoer og øvrige aktiviteter (bilag 3). Udvalgsmøderne i kalenderen er farvelagt for at vise sammenhæng til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen (fx hænger de grønne møder i udvalg og Borgerrepræsentation sammen).

Foretræder

Borgere, foreninger m.v. kan søge om foretræde for udvalget til indstillinger, der er på dagsordenen. Forslag til forskellige mulige retningslinjer herfor vil fremgå af udvalgets forretningsorden og kutymepapir, som udvalget forelægges primo 2026.

Budgetseminar og budgetgennemgang

Der er i forslag til mødeplan 2026 fastlagt budgetseminar den 23.-24. februar 2026. Budgetseminaret vil omhandle budgetproces og forvaltningens økonomi, som vurderes at tage to dage. I seminaret indgår desuden et udvalgsmøde. Der er desuden planlagt et budgetseminar inden sommerferien med henblik på, at forvaltningen kan fremlægge budgetpakker, og udvalget har mulighed for at drøfte, hvad der er vigtigst at prioritere ved forhandlingerne om budget 2027. Herudover er der i forbindelse med udvalgsmødet den 17. august planlagt en kort budgetgennemgang.

Studietur

Teknik- og Miljøudvalget har tradition for at tage på studietur i løbet af valgperioden. Traditionelt har der været gennemført én tur til en europæisk destination og én længere tur der kan være til en oversøisk destination. Der er i forslag til mødeplan reserveret tid til studietur fra den 4.-7. maj 2026. Udvalget forelægges indstilling om valg af destination og rejsetidspunkt primo 2026.

Besigtigelsestur

Den 24. august er i mødeplanen fastlagt til besigtigelsestur på tre timer forud for udvalgsmøde. Forvaltningen anbefaler, at emnet for besigtigelsestur bliver om vandsystemet ift. åer og søer i stedet for at dette emne indgår i et temamøde (TMU 25. august 2025). Emnet er komplekst, og forvaltningen har efterfølgende vurderer, at det derfor egner sig bedre som emne for en besigtigelsestur, hvor der også er mulighed for at se forskellige steder i byen med relevans for emnet.

Temamøder

Der afholdes temamøder om enkelte større temaer for at opnå udvalgets pejling inden for det specifikke område. Det foreslås at reservere tid til fire temamøder forud for udvalgsmøderne, hvor der afsættes 50 min.

Forvaltningen foreslår nedenstående fire emner til temamøderne i 2026 (bilag 4):

Fællesmøder med Ældreråd, Ungerådet og Handicapråd

Der er kutyme for et årligt møde med Ældrerådet, Ungerådet og Handicaprådet. Der afsættes 45 min forud for udvalgsmøderne.

Fællesmøde med Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningens MED-udvalg (KTF-MED)

To gange årligt afholdes møder mellem Klima-, Miljø- og Teknikudvalget og KTF-MED. Det første møde ligger før Teknik- og Miljøudvalgets budgetseminar i foråret og det andet møde ligger i efteråret inden budgetforhandlingerne. Det giver mulighed for, at KTF-MED kan tage emner op, som er vigtige for de faglige sammenhænge i forvaltningen, ligesom udvalget har mulighed for at spørge om medarbejdervinkler på forskellige politiske ønsker. Der afsættes 45 min forud for udvalgsmøderne.

Bygherrepræsentationer

Der er reserveret tid 30 min til bygherrepræsentationer fire gange årligt forud for udvalgsmøderne. Dette er samme antal som i 2025, hvilket vurderes at være tilstrækkeligt, idet der i 2024 og på nuværende tidspunkt i 2025 kun er blevet benyttet én gang. Ved en bygherrepræsentation har bygherre med større byggeprojekter mulighed for 15 min til at præsentere sit projekt for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget tidligt i forløbet, jf. Budget 2019 (BR 4. oktober 2018) (A, B, C, F, I, O og V) og Teknik- og Miljøudvalget den 17. december 2018.

Reserveret tid til øvrige aktiviteter

Udover de i sagen beskrevne aktiviteter, der planlægges forud for udvalgsmøderne, reserveres to timer i udvalgsmedlemmernes kalendere forud for udvalgsmøderne (kl. 13.00-15.00) til eventuelle aktiviteter fx teknisk gennemgang, mindre besigtigelsesture, eller udvidet tidsramme for udvalgsmøde ved behov for mere tid til at afvikle sagsmængden.

Politisk handlerum

Udvalget har mulighed for at beslutte bl.a. følgende ændringer for mødeplanen:

  • Ændre antal, længde, mødetid eller mødedage for udvalgsmøder.
  • Ændre antal, længde, tid og dage for besigtigelsesture, temamøder, studietur, bygherrepræsentationer og hhv. budgetseminarer og -gennemgang, eller annullere møderne. Eksempelvis kan budgetseminaret inkl. udvalgsmødet i februar afholdes på én dag i stedet for de to foreslåede dage eller studieturen kan foregå i 2027.
  • Emner til temamøder kan ændres til alternativer, som fremgår af bilag 5 eller nye forslag.
  • Fællesmøder med Ældrerådet, Handicaprådet og Ungerådet kan afholdes sammen, hvor de alle deltager på samme tid. Mødet kan udvides til eksempelvis at vare en time.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Udgifter til afholdelse af møder, budgetseminarer og studieture m.v. afholdes inden for Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets egen budgetramme.

Videre proces

Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt mødeplan for 2026, vil den blive offentliggjort på kk.dk. Mødeplanen vil blive forelagt det nye udvalg til endelig godkendelse på udvalgets konstituerende møde primo 2026.

 

Søren Wille

/ Morten Rixen

 

 

Til top