Mødedato: 05.04.2006, kl. 15:00

Medlemsforslag om valgplakater

Medlemsforslag om valgplakater

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for onsdag den 5. april 2006

 

 

Sager til beslutning

 

13.      Medlemsforslag om valgplakater

 

TMU 211/2006  J.nr. 21531:106.0006/06

 

 

INDSTILLING

 

 

 

 

(Stillet af V, O, C, A, F, B, Ø, Finn Rudaizky (U), Winnie Berndtson (U) og Wallait Khan (U)):

 

 

Det foreslås

at Borgerrepræsentationen beslutter at ændre den afgørelse, som Vej og Park har truffet i forbindelse med nedtagning af valgplakater (på plader) ved kommunalvalget i 2005.

at partierne bliver opkrævet en enhedspris på 31,25 kr. inkl. moms pr. nedtagning af ulovligt ophængt valgplakat (på plade) ved kommunalvalget i 2005.

at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik og Miljøforvaltningen at udarbejde et forslag til nye retningslinier for nedtagning af ulovligt ophængte valgplakater (på plader).

at de evt. resterende udgifter til entreprenør finansieres af Teknik og Miljøforvaltningens/ Vej og Parks budget.

 

Motivering:

 

Borgerrepræsentationen bør omgøre den afgørelse som Vej og Park har truffet i forbindelse med nedtagning af valgplakater ved kommunalvalget i 2005. Vej og Park har administreret Vejlovens § 102, stk. 2 på en måde, der rammer partiforeningerne i København uforholdsmæssigt hårdt.

 

I det følgende gøres opmærksom på forhold i behandlingen af sagen, som bør betyde en omgørelse i overensstemmelse med forslaget.

 

1.      Vej og Park har ikke givet det påbud som loven foreskriver

Med mindre valgplakater er til ulempe for færdslen, kan Vej og Park kun fjerne valgplakater, efter at der er givet påbud om at fjerne dem og dette påbud ikke er blevet efterlevet, jf. §102, stk. 2. Vej og Park har ikke givet konkrete påbud til det enkelte parti, om at plakater skulle fjernes. Kandidaterne og partierne har derfor ikke haft mulighed for at fjerne plakaterne af egen drift. Vej og Parks manglende påbud betyder, at opkrævningen ikke var i overensstemmelse med Vejloven.

 

2.      Manglende orientering om priser og upræcise regninger

Vej og Park har ikke orienteret partiforeninger eller kandidater om, at prisen for nedtagning af plakater er 31,25 kr. pr. plakat efter valget og 125,00 kr. pr. plakat før valget. Det er en ny praksis og noget partiforeninger og kandidaterne ikke kunne forudse. Vej og Park har desuden ikke kunne adskille nedtagninger i før og efter valget, og har været nødsaget til at foretage et skøn, der betyder upræcise regninger.   

 

3.      Loven er håndhævet strammere end normal praksis.

Partiforeninger og alle andre grupper, der bruger det offentlige rum til plakatophængning, må kunne forvente at blive behandlet lige. Det er ikke sket ved Kommunalvalget i 2005, hvor Vej og Park har håndhævet Vejlovens § 102 langt strammere end ved tidligere valg og langt strammere end normal praksis ved nedtagning af ulovligt opsatte plakater i det offentlige rum.

 

Det foreslås derfor, at partierne betaler en pris på 31,25 kr. inkl. moms pr. nedtaget plakat. Beløbet er lig det beløb partierne er blevet opkrævet pr. nedtaget plakat efter valget. Såfremt forslaget bliver gennemført vil regningernes stadigt høje beløb sende et utvetydigt signal om, at partier og kandidater skal overholde kommunens regler for opsætning af valgplakater.

 

Det er en uheldig og beklagelig situation som partierne i det Københavnske Kommunalvalg er kommet i. En lignende situation må ikke opstå ved kommende valg. Det er derfor nødvendigt, at Vej og Park udarbejder et forslag til nye regler for ophængning af valgplakater. Heri bør det klart præciseres, hvordan Vej og Park administrerer nedtagning af valgplakater og til hvilken pris.

 

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 23. marts 2006

 

Det Radikale Venstre stillede forslag om, at medlemsforslaget blev direkte udvalgshenvist til Teknik- og Miljøudvalget.

 

Forslaget blev godkendt uden afstemning.

 

 

 



 

Til top