Forhøjelse af bevilling skybrudsprojekt for Strandboulevarden, Østerbro
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til forhøjelse af anlægsbevillingen for skybrudsprojektet på Strandboulevarden med 18 mio. kr. (Klima-anlæg), så projektet kan realiseres. Projektet blev igangsat via skybrudsprojektpakke 2016 og er justeret flere gange. Forhøjelsen sker på grund af generelle prisforhøjelser på bygge- og anlægsmarkedet samt opståede projektændringer. Skybrudsprojektet har indflydelse på tre forbundne projekter, som skal omprojekteres, såfremt skybrudsprojektet ikke kan gennemføres.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at rådighedsbeløbet til skybrudsprojektet på Strandboulevarden (takstmidler) forhøjes med 18,0 mio. kr. Der skal på den baggrund gives en udgiftsbevilling på 18,0 mio. kr. samt frigives en anlægsbevilling på 18,0 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg. Rådighedsbevillingen på 18,0 mio. kr. mellemfinansieres via byggekredit, jf. økonomiafsnittet.
Problemstilling
Skybrudsprojektet Strandboulevarden indgår i Skybrudsplan 2012 (BR 13. december 2012) og i den samlede skybrudssikring af Indre Østerbro besluttet af Borgerrepræsentationen i forbindelse med skybrudsprojektpakke 2016 (BR 30. april 2015), hvor der blev afsat 111,4 mio. kr. til projektet. Som følge af projektændringer er det samlede rådighedsbeløb på 51,4 mio. kr., jf. Økonomi. Borgerrepræsentationen vedtog den 14. maj 2020 dispositionsforslag for et skybrudsprojekt på Strandboulevarden.
I løbet af de seneste år er der sket væsentlige ændringer i projektets forudsætninger, som både har påvirket projektets økonomi og tidsplan. Disse ændringer har medført forsinkelser samt fordyrelse af projektet, og ligeledes har de generelle prisforhøjelser på bygge- og anlægsmarkedet været en medvirkende årsag til, at der er behov for at forhøje det tidligere budget med yderligere 18,0 mio. kr.
Forhøjelsen af bevillingen er nødvendig for at gennemføre projektet i den nuværende form. Forhøjelsen er finansieret af takstmidler og påvirker således ikke Teknik- og Miljøforvaltningens anlægsmåltal.
Løsning
Skybrudsprojektet på Strandboulevarden består af en række græsklædte lavninger/bassinvoluminer samt underjordiske magasiner (kassetter) med et samlet volumen på i alt 2000 m3. Bassiner og magasiner forsinker hverdagsregn og skybrudsvand, inden vandet føres via indløbsskakte på overfladen til HOFORs skybrudstunnel under Strandboulevarden og herfra videre ud i havnen.
I projektet anlægges de græsbeklædte skybrudsbassiner i den østlige side af Strandboulevarden, og det omkringliggende areal anlægges som et grønt område med træer, buske og løgplanter. Der etableres en redningsvej mellem skybrudsbassinerne og det eksisterende fortov, hvor en del af redningsvejen vil fungere som en promenade for gående. På redningsvejen vil der ligeledes blive anlagt en cykelbane. Trafikken afvikles i den vestlige side af Strandboulevarden. Dispositionsforslag fra 2020 fremgår i bilag 2.
Ændringerne i projektets forudsætninger, jf. nedenstående, har medført adskillige projekttilpasninger, som har haft konsekvenser for projektets økonomi og tidsplan. Forvaltningen har på TMU-portalen orienteret om ændringer den 3. marts 2023, den 5. december 2023 og den 20. september 2024. Indkomne tilbud fra entreprenører har vist, at der er behov for at hæve budgettet med 18 mio. kr. for, at projektet kan realiseres. Forvaltningen vurderer, at det ikke er muligt at finde yderligere besparelser i projektet eller reduceres i kapaciteten. De væsentligste ændringer er nærmere beskrevet herunder.
Ændret projektering som følge af ændringer af indløbsskaktene i HOFORs skybrudstunnel i Strandboulevarden
I sommeren 2021 meddelte HOFOR, at der var sket ændringer i koterne på indløbsskaktene til tunnelen under Strandboulevarden. Dette krævede en projektændring i skybrudsprojektet, så vandet herfra fortsat kunne ledes til skybrudstunnelen. Derudover blev en skybrudsskakt i krydset ved Vordingborggade sløjfet i 2022, hvilket krævede tilpasning af skybrudsprojektet på overfladen for at sikre, at vandet stadig kunne ledes til skybrudstunnellen.
Ændrede krav til bredden på arealer ved brandredning
På grund af nye krav til brandredning har det været nødvendigt at gøre brandredningsarealerne bredere i den østlige side af Strandboulevarden end forudsat i dispositionsforslaget. Det har derfor været nødvendigt at reducere bassinernes volumen fra 2.000 m3 til ca. 1.200 m3 og at håndtere de resterende ca. 800 m3 i lukkede magasiner under det fremtidige kørebaneareal i Strandboulevarden. Ændringen af brandredningsarealerne har betydet en forhøjelse af anlægsudgiften, da en løsning med lukkede magasiner under kørebaneareal er dyrere end en overfladeløsning.
Højtstående grundvand
Projektets rådgivere har løbende foretaget pejlinger af grundvandet. I nogle af de seneste grundvandspejlinger har det vist sig, at grundvandsstanden i dele af projektområdet stod højere end tidligere. Det var uvist, hvad denne forhøjelse af grundvandsstanden skyldtes, men det var nødvendigt at foretage supplerende grundvandspejlinger, da højtstående grundvand kunne få stor indflydelse på bassinvoluminet, da bunden i bassinerne ville skulle hæves for at undgå grundvand i disse. Senere pejlinger viste, at grundvandsspejlet var faldet, og forvaltningen valgte derfor at forsætte med det oprindelige projekt uden ændringer.
Omfattende ledningskoordinering, herunder koordinering ifm. renovering af fjernvarmeledninger
En af de væsentligste årsager til forsinkelsen har været ledningskoordineringen i projektet. Med over 500 ledningskrydsninger, har det været nødvendigt at bede flere ledningsejere om at foretage prøvegravninger, men prøvegravningerne trak ud. Prøvegravningerne er for at klarlægge, den nøjagtige placering af ledninger, da ledningsplaceringen har stor betydning for skybrudsprojektet. Den præcise placering af ledningerne er ikke altid angivet i Ledningsejerregistret, hvorfor prøvegravninger kan være nødvendige – dette især for større ledninger som fx fjernvarme og højspænding,
HOFOR Fjernvarme gjorde i 2023 opmærksom på, at det var nødvendigt at renovere fjernvarmeledningerne i vejen. Der har derfor været brugt tid på at planlægge processen med HOFOR Fjernvarme, da HOFOR, udover renoveringen af fjernvarmen, også skal fjerne gamle fjernvarmekanaler, som ikke længere er i brug. Dette for at gøre plads til de underjordiske magasiner (kassetter), som er en del af skybrudsprojektet. Skybrudsprojektet og HOFORs arbejder koordineres løbende.
Synergiprojekt
Skybrudsprojektet på Strandboulevarden er et synergiprojekt – dvs. at det udover skybrudssikring består af tre andre bevillinger, hvilke er etablering af en cykelsti i den vestlige side af Strandboulevarden (BR 31. oktober 2021 og BR 14. maj 2020), byrumstiltag (BR 15. april 2021) samt genopretning (BR 7. oktober 2021). Skybrudsprojektet har derfor indflydelse på de tre øvrige bevillinger, da projekterne er forbundne. I det tilfælde skybrudsprojektet ikke bliver en realitet, vil det kræve en større omprojektering at realisere de tre øvrige projekter.
Politisk handlerum
Det kan besluttes ikke at forøge bevillingen for skybrudsprojektet, hvilket vil medføre, at projektet ikke er realiserbart i sin nuværende form. Projektet skal derfor enten annulleres, eller et nyt projekt skal udvikles med dertil hørende forøgede udgifter til projektering. Det udestår at afdække, om det vil være muligt at realisere de øvrige projekter (cykelsti, byrumstiltag og genopretning), hvis skybrudsprojektet ikke bliver en realitet.
Økonomi
På Borgerrepræsentationens møde 30. april 2015 blev der givet en samlet rådighedsbevilling på 351,8 mio. kr. (2016 p/l) hvoraf 111,4 mio. kr. (2016 p/l) blev frigivet til skybrudsprojektet på Strandboulevarden. Bevillingen blev nedskrevet med 75,6 mio. kr. (2017 p/l) (BR 12. oktober 2017), da projektet blev reduceret og skulle udføres på en kortere strækning. På Borgerrepræsentationens møde 14. maj 2020 blev rådighedsbeløbet forhøjet med 15,6 mio. kr. (2020 p/l) og frigivet. Forhøjelsen skyldtes bl.a. en større projektændring, som følge af en centralisering af vandrensningen. Den oprindelige plan om en decentral renseløsning blev valgt fra af HOFOR til fordel for en central renseløsning i slutningen af skybrudstunnellen.
Med denne indstilling skal der tages stilling til forhøjelse og frigivelse af en anlægsbevilling på 18,0 mio. kr. (2026 p/l) på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg. HOFOR refunderer Københavns Kommunes anlægsudgift efter endt anlæg. Fra projektstart til projektafslutning mellemfinansierer Københavns Kommune anlægsudgiften via byggekredit (BR 24. marts 2022). HOFOR får dækket udgiften via spildevandstaksterne.
De bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af tabel 1 mens frigivelsen fremgår af tabel 2.
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser ved forhøjelse af bevilling
|
At-punkt |
Udvalg |
Bevillingsnavn |
Indtægt (I) / |
Beløb i 1.000 kr.* (2026 p/l) |
Varig? |
||||
|
Udgift (U) |
2026 |
2027 |
2028 |
2029 |
I alt |
ja/nej |
|||
|
1 |
TMU |
2030 Klima anlæg (Strandboulevarden) |
U |
4.500 |
4.500 |
4.500 |
4.500 |
18.000 |
Nej |
|
1 |
ØU |
2500 Finansposter (Kassen) |
U |
-4.500 |
-4.500 |
-4.500 |
-4.500 |
-18.000 |
Nej |
|
I alt |
- |
- |
- |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
- |
*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret uden fortegn. Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.
Tabel 2. Anlægsbevilling - Frigivelse af midler
|
Udvalg |
Klima ID |
Projekt |
Bevilling (navn) |
Beløb i 1.000 kr. (2026 p/l) |
|
|
2026-2029 |
I alt |
||||
|
TMU |
OS1 |
Strandboulevarden (Skybrudssikring) |
2030 Klima Anlæg |
18.000 |
18.000 |
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt forhøjelsen af rådighedsbeløbet for skybrudsprojektet på Strandboulevarden, forventer forvaltningen projektstart primo 2026 og ibrugtagning primo 2029.
Søren Wille
/ Peter Højer