Mødedato: 02.04.2008, kl. 15:00

Fælledparken - kunstgræsbane på eksisterende grusbane

Se alle bilag

Fælledparken - kunstgræsbane på eksisterende grusbane

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 2. april 2008

 

 

Sager til beslutning

 

18.      Fælledparken - kunstgræsbane på eksisterende grusbane

TMU 199/2008  J.nr. 2007-70881

 

 

 

Teknik- og Miljøudvalget vedtog i august 2006 udviklingsplan for Fælledparken og dermed, at grusbanen i Fælledparken skal erstattes med en kunstgræsbane til opvisning og træning for især fælledklubberne og de lokale skoler og institutioner.
Teknik- og Miljøudvalget har den 9. januar 2008
besluttet at fastholde den oprindelige beslutning. Kultur- og Fritidsudvalget har ønsket denne beslutning ændret af hensyn til udøvelse af hammer- og diskoskast på arealet.
Sagen forelægges Borgerrepræsentationen til afgørelse.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.      at beslutningen om at erstatte den eksisterende grusbane i Fælledparken med en kunstgræsbane fastholdes

2.      at forvaltningen - i en periode på 3 år - efter ansøgning tillader opvarmningsøvelser for kastere andre steder i Fælledparken i forbindelse med stævner på Østerbro Stadion, såfremt området hver enkelt gang afspærres forsvarligt, skader på græsset repareres og der ikke er konflikter med andre arra ngementer i parken.

 

3. at muligheden for efter ansøgning at foretage opvarmningsøvelser i forbindelse med stævner for kastere andre steder i Fælledparken forlænges ud over den 3 årige periode, såfremt der ikke til den tid er fundet et egnet permanent træningssted for kasterne.

4. at Teknik- og Miljøudvalget afholder udgifterne til genopretning af Fælledparken i forbindelse med stævner

5. at Teknik- og Miljøforvaltningen, sideløbende med at arbejdet i Fælledparken sættes i gang, pålægges at anvise alternative egnede arealer til træning.

 

 

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget har den 9. januar 2008 besluttet at fastholde den oprindelige beslutning om at erstatte den eksisterende grusbane i Fælledparken med en kunstgræsbane jf. Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 9. august 2006 om "Udviklingsplan for Fælledparken". Se udviklingsplanen i bilag 2. Med beslutningen i 2006 blev der samtidig reserveret 20 mio. kr. til realisering af planen.

Anlægget af kunstgræsbanen er en del af planen og et vigtigt indsatsområde frem mod Fælledparkens 100 års fødselsdag i april 2009. Banen skal både fungere som opvisningsbane og som vintertræningsbane for især fælledklubbernes ca. 3000 medlemmer, men også for de lokale skoler og institutioner samt for selvorganiserede idrætsudøvere.

Kunstgræsbanen skal anlægges på den eksisterende grusbane, der først og fremmest benyttes til vintertræning for boldspillerne men også til kasteaktiviteter for atletikklubben Sparta/KIF. Når kunstgræsbanen er etableret i sommeren 2008, nedlægges den gamle opvisningsbane på Klosterfælleden. Dette giver plads til flere små fodboldbaner til børnespillerne, samt mere plads til selvorganiseret leg, motion og rekreation. Løsningen er blevet til i tæt dialog med fælledklubberne, som med kunstgræsbanen får en ny boldbane både til opvisnings- og vintertræningsbrug.

Efter sagens behandling den 9. januar 2008 i Teknik- og Miljøudvalget har sagen været i høring i Kultur- og Fritidsudvalget, der har gjort opmærksom på, at atletikkens vilkår forringes kraftigt ved nedlæggelsen af grusbanen/kastegården. Det gælder både i forhold til træning og konkurrencer/stævner - se brev af 6. marts 2008 fra borgmester Pia Allerslev samt beslutningsprotokollen fra Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 28. februar 2008 i bilag 3. 

Der er altså en konflikt omkring ønsker til anvendelse af arealet. Sagen forelægges derfor Borgerrepræsentationen til afgørelse. Se den hidtidige politiske behandling af sagen i bilag 4.

 

Løsning

Kultur- og Fritidsudvalgets ønske om at fastholde et areal i Fælledparken til brug for kasteaktiviteter er klart uforeneligt med områdets status som offentligt tilgængelig park.

Teknik- og Miljøforvaltningen er af den opfattelse, at det er helt uacceptabelt at kaste med de tunge emner hammer og diskos i en offentligt tilgængelig park, og at det vil være urimeligt at indrette så stor en del af parken til en så begrænset anvendelse. Grusbanen er ikke aflukket, og der er rapporteret om adskillige farlige situationer, da enhver frit kan krydse banen. Kast med hammer og diskos hører efter Teknik- og Miljøforvaltningens mening helt klart hjemme på et idrætsanlæg.

Forvaltningen anbefaler derfor, at Borgerrepræsentationen fastholder Teknik- og Miljøudvalgets beslutninger af 9. august 2006 og 9. januar 2008 om en udviklingsplan for Fælledparken for dermed at tilgodese:

·        de mange børnespilleres behov for flere små boldbaner

·        de mange selvorganiseredes behov for større opholds- og aktivitetsplæner

·        fodboldklubbernes behov for en slidstærk opvisningsbane og mulighed for vintertræning på kunstgræs

Udviklingsplanen for Fælledparken er blevet til i et langt og tæt samarbejde mellem Brugerrådet for Fælledparken og Teknik- og Miljøforvaltningen. Udviklingsplanen er udtryk for en afvejning af de mange forskellige brugerinteresser, der er i parken. Fælledparken har på årsbasis 11 mio. besøg.

En stor og vigtig brugergruppe i Fælledparken er de mange fodboldhold, der er organiserede i de 5 fodboldklubber, Skjold, Østerbro IF, HB, Heimdal og Viktoria. De mange spillere betyder, at der er et meget stort slid på græsset, og banerne fremtræder ofte med store afslidte jordarealer. Derfor er det vigtigt at skabe plads til flere små boldbaner især til børnespillerne.

Det er et stort ønske fra de mange boldspilleres side, at der etableres en kunstgræsbane i Fælledparken. Kunstgræsbanen, som i øvrigt vil blive belyst, kan også bruges om vinteren, og giver således meget fine træningsmuligheder. Desuden skånes græsset på sommerbanerne, så der kan opnås en bedre græskvalitet her.

Samtidig med den organiserede idræt bruges parken i stigende grad af selvorganiserede brugere. Der er derfor brug for græsarealer, der ikke er indhegnet i den nordlige ende af Klosterfælle den til ophold, leg og bevægelse. Det bliver der mulighed for, når den nuværende opvisningsbane flyttes.

Hammer- og diskoskast hører efter Teknik- og Miljøforvaltningens mening ikke hjemme i en offentlig tilgængelig park, og bør i stedet finde sted på et idrætsanlæg.

I en overgangsperiode på 3 år, mens der findes en varig løsning for kasterne, vil forvaltningen være velvilligt indstillet over for ansøgninger fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, Sparta, KIF mfl. om at stille en del af parken til rådighed for opvarmning af kasterne i forbindelse med stævner på Østerbro Stadion.

Betingelserne er, at der foretages en forsvarlig afspærring af området, at skader på græsset straks repareres og at opvarmningen ikke er i konflikt med andre arrangementer, som der er givet tilladelse til. Det vurderes, at der til en sådan opvarmning vil skulle afspærres et areal på størrelse med en fuld fodboldbane i nogle timer.


Uddybning

Sparta og KIF har oplyst, at de i dag har 7 seniorkastere, der træner 4-5 gange ugentligt på grusbanen i Fælledparken. Derudover er der et antal ungdomskastere, der træner 1-2 gange ugentligt.

Der er konkurrenceaktiviteter i Fælledparken i gennemsnit 2 gange om året samt mindre stævner 1 gang pr. måned fra maj til september.

Grusbanen bruges også til opvarmningskast i forbindelse med konkurrenceaktiviteter og stævner på Østerbro stadion 2 gange om året og til DM hvert 4. år.

Teknik- og Miljøforvaltningen har gennem længere tid været i dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen, som har deltaget aktivt i udarbejdelsen af Udviklingsplan for Fælledparken. Teknik- og Miljøforvaltningen sendte i januar 2006 et brev til Kultur- og Fritidsforvaltningen med en beskrivelse af planerne for grusbanen og en opfordring til at finde et sted, hvor kasterne kan udfolde deres sportsgren på et idrætsanlæg under forsvarlige og også for kasterne langt bedre forhold. Kultur- og Fritidsforvaltningen svarer, at der ikke umiddelbart kan findes egnede alternative arealer til kasterne, men at de fortsat vil have opmærksomheden skærpet omkring at finde et egnet areal til etablering af kastefaciliteter til de atletikklubber, der hører hjemme på Østerbro Stadion. Teknik- og Miljøforvaltningen har ligeledes opmærksomhed omkring at finde alternative arealer, men vil i første omgang pege på idrætsanlægget ved Østre Gasværk.

 

Konklusion

Teknik- og Miljøforvaltningen lægger vægt på, at Fælledparken først og fremmest er en offentlig tilgængelig park og prioriterer forbedrede vilkår for boldspil, leg og bevægelse i denne del af parken meget højt. Forvaltningen indstiller derfor, at beslutningen om at erstatte den eksisterende grusbane i Fælledparken med en kunstgræsbane fastholdes.

For at imødekomme Kultur- og Fritidsudvalgets ønske om at støtte hammer- og diskoskast indstilles det samtidig, at Teknik- og Miljøforvaltningen - i en periode på 3 år - efter ansøgning tillader opvarmningsøvelser for kastere andre steder i Fælledparken i forbindelse med stævner på Østerbro Stadion, såfremt området hver enkelt gang afspærres forsvarligt, skader på græsset repareres og der ikke er konflikter med andre arrangementer i parken.

Muligheden for efter ansøgning at foretage opvarmningsøvelser i forbindelse med stævner for kastere andre steder i Fælledparken kan forlænges ud over den 3-årige periode, såfremt der ikke til den tid er fundet et egnet permanent træningssted for kasterne.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen særskilte økonomiske konsekvenser for Teknik- og Miljøforvaltningen. Den omtalte afspærring og reparation af skader på græsset, når kastere skal varme op i forbindelse stævner, vurderes af Teknik- og Miljøforvaltningen at koste i størrelsesorden 20.000 kr. pr. gang eller ca. 60.000 kr. årligt ved 3 stævner.  Udgiften vil i givet fald skulle finansieres af Teknik- og Miljøudvalget, da det vil være en for stor belastning for arrangøren af stævnerne.

Oprindeligt havde Teknik- og Miljøforvaltningen foreslået, at udgiften deles mellem Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget. Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer imidlertid, at reparation af græs m.v. kan komme op på i størrelsesordenen 120.000 kr. årligt, idet 3-6 årlige stævner som følge af opgraderingen af Østerbro Stadion er et mere realistisk skøn. Kultur- og Fritidsudvalget oplyser, at man ingen frie midler har til rådighed til dækning af disse udgifter. 

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 9. august 2006 at reservere 20 mio. kr. på Teknik- og Miljøforvaltningens investeringsplan 2007-2011 til realisering af udviklingsplanen.

Rådgivningsopgaven har derefter været i udbud med anlæg af kunstgræsbanen som en væsentlig anlægsopgave. Et overslag for anlæg af banen inkl. ny belysning beløber sig til 5 - 6 mio. kr.

Teknik- og Miljøforvaltningen har sammen med fælledklubberne søgt 1 mio. kr. i støtte i DBU's pulje til finansiering af kunstgræsbaner.

 

Videre proces

Når sagen har været behandlet i Teknik- og Miljøudvalget skal den til afgørelse i Borgerrepræsentationen. Kunstgræsbanen ventes at kunne stå klar i slutningen af 2009.

 

Bilag

1. Luftfoto af Fælledparken, sommeren 2003

2. Udviklingsplanen

3. Brev fra borgmester Pia Allerslev af 6. marts 2008 og Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning den 28. februar 2008.

4. Politisk behandling

 

 

 

 

 

Hjalte Aaberg                                         Jon Pape



 

Til top