Mødedato: 30.05.2013, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Snitflader i hjemmeplejen mellem SOF og SUF (fællesindstilling)

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen besluttede den 13. december 2012 på baggrund af Strukturudvalgets rapport, at der inden juni skal udarbejdes et beslutningsoplæg vedrørende håndtering af snitflader på hjemmeplejeområdet mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen.

Indstilling og beslutning

Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningens forslag som beskrevet i afrapportering af snitfladeudfordringen på hjemmeplejeområdet (bilag 1), og

2. at Økonomiudvalget orienteres herom.

Problemstilling

På baggrund af Borgerrepræsentationens beslutning tiltrådte Økonomiudvalget den 30. januar 2013, at Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skulle udarbejde konkrete forslag til håndtering af snitfladeudfordringer ved overgangen ved det 65. år. Strukturudvalget havde i sit arbejde identificeret snitfladeudfordringer i relation til hjemmeplejen. Forvaltningerne skulle forelægge forslag til Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget og orientere Økonomiudvalget herom.

Hjemmeplejen er i dag opdelt således, at Socialforvaltningen tager sig af borgere under 65 år og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen tager sig af borgere over 65 år. Hovedprincippet er, at borgere, der modtager hjemmepleje, overgår fra Socialforvaltningen til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, når de fylder 65 år, medmindre at borgerne har sociale problemstillinger, fx svær psykisk sygdom eller handicap, hvor der evt. i forvejen er kontakt til tilbud på handicapområdet i Socialforvaltningen.

De konkrete forslag skal indeholde en vurdering af gevinsterne i forhold til blandt andet de udfordringer som borgerne oplever, en vurdering af gevinsterne i forhold til den samlede oplevede service fra kommunen, antallet af berørte borgere, borgernes kontakt til kommunen, faglig kvalitet i opgaveløsningen og økonomi.

Løsning

Forvaltningerne har på den baggrund foretaget en snitfladeanalyse og identificeret en række udfordringer:

- Der gælder ikke de samme kvalitetsstandarder og visitationskriterier i de to forvaltninger. Borgere, der isoleret set har samme behov for hjemmepleje, kan opleve et uens serviceniveau eller opleve, at de ikke får tilbudt de subsidierende ydelser, de er berettiget til. Borgere, som skifter hjemmepleje, kan opleve skift i serviceniveau og utryghed ved at skulle genvisiteres.

- Risiko for at de enkelte forvaltningers hjemmeplejer bliver for fokuseret på kernemålgruppen og mangler kompetencer og udvikling i forhold til borgere i gråzonen mellem målgrupperne, og som dermed ikke får den specialiserede hjemmepleje, deres behov kalder på, og en kommune af Københavns størrelse, kan levere. Der er ikke fastlagt de samme sagsbehandlingstider i de to forvaltninger.

- Der er en risiko for, at der tabes tid i afklaringen af, hvilken forvaltning, der skal behandle sagen.

- Unødige parallelstrukturer der kan være fordyrende ved leveringen af services samt uhensigtsmæssig ved håndtering af udskrivning fra hospitaler efter endt behandling.

- De enkelte enheder kan være sårbare i spidsbelastninger og ydertimer.

- Manglende fælles udskrivningskoordinatorer betyder, at borgerne oplever forskellige udskrivningsforløb i de to forvaltninger.

- Visitationsaftalen (gråzoneaftalen) er på nuværende tidspunkt låst fast økonomisk, således at der overføres et fast beløb fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til Socialforvaltningen, hvorfor pengene i dag ikke automatisk følger borgerne.

Forvaltningerne har belyst forskellige løsningsscenarier, jf. bilag 1, og udarbejdet konkrete løsningsforslag, der tager udgangspunkt i en borgervinkel, således at det sikres, at borgerne altid får en service, der modsvarer deres behov, ligegyldigt hvilken forvaltning der leverer den. Forslagene skal således sikre, at borgere med særlige behov får en hjemmeplejeydelse, der er specialiseret, og sikre, at færrest mulig borgere oplever en kvalitetsforskel mellem forvaltningerne eller ender i en gråzone mellem forvaltningerne.

Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fremlægger derfor konkrete forslag om:

1.  At serviceniveauet i de to forvaltninger harmoniseres i form af fælles kvalitetsstandard og visitationskriterier for den tilbudte service. En fælles kvalitetsstandard vil sikre, at borgerne i Københavns Kommune har ret til hjemmeplejeydelser i samme omfang uanset, hvilken alder de har, og hvilken forvaltning de hører til.

Hermed adresseres, at borgerne vurderes ens i forhold til deres behov uanset alder, og at det ikke er spørgsmålet om skift fra forvaltning, men ændrede behov der medfører ændret service. Samtidig vil visitatorerne, uanset hvilken forvaltning der har opgaven, have adgang til hele paletten af subsidierende ydelser.

2. At de to forvaltninger konsekvent gennemfører fælles udbudsrunder i forhold til private leverandører af hjemmepleje. Derved sikres både ens standarder for kvaliteten af hjælpen fra private leverandører samt større sikkerhed for, at den ene forvaltnings erfaringer med samarbejdet med en konkret leverandør videregives til den anden forvaltning. Endvidere kan der også være en økonomisk fordel ved at opnå bedre priser ved større udbud. 

En række af forslagene kræver imidlertid en række nærmere analyser og kan ikke iværksættes umiddelbart i indeværende år. Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil inden udgangen af 2014 fremlægge en status til Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget om forslagene vedrørende:

3. At indføre en ny visitationsaftale, der sikrer, at pengene følger borgeren.

Hermed adresseres blandt andet den udfordring, at den nuværende visitationsaftale er låst fast økonomisk, og pengene derfor i dag ikke automatisk følger borgerne.

4. En model med fælles udskrivningskoordinatorer

Hermed adresseres den udfordring, der konstant er ved udskrivning fra hospitaler ved færdigbehandling, og hvor de to forvaltninger kan opnå en bedre service for borgerne ved et tættere samarbejde og adressere nogle af de udfordringer, der kan være ved afklaring af borgernes behov. Modellen skal sikre, at de såkaldte udskrivningskoordinatorer har adgang til hele paletten af tilbud, borgerne er berettigede til.

5. Konkrete forslag til businesscases på samlokalisering af udførerenheder.

Hermed gives en mulighed for at løse de udfordringer, som parallelstrukturer på kapacitet giver og vil samtidig give nogle nye muligheder for at udvikle de faglige specialer og sikre mere robuste faglige enheder.

Forvaltningerne har som grundlag for snitfladeanalysen taget udgangspunkt i en række praktiske og faglige udfordringer ved at inddrage medarbejdere og ledere fra de to hjemmeplejer i en indledende workshop. De forslag, der her fremlægges, har været fremlagt for den samme gruppe, og deres umiddelbare faglige kommentarer er indarbejdet heri.

Økonomi

Der er ingen selvstændige økonomiske konsekvenser forbundet med indstillingen.

Videre proces

Afrapporteringen sendes til Økonomiudvalget med henblik på den samlede afrapportering af strukturarbejdet den 18. april.

Hvis indstillingen tiltrædes af Økonomiudvalget, vil Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen udarbejde fælles kvalitetsstandarder og visitationskriterier for 2014 samt gennemføre fælles udbud af hjemmepleje. Derudover vil forvaltningerne forelægge Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget konkrete forslag på de øvrige punkter senest sommeren 2014.

Anette Laigaard                                                                   Katja Kayser

Beslutning

Udvalget godkendte indstillingen med bemærkning om, at de forskelle der er i tilbud til borgere henholdsvis over og under 65 år ved udskrivning bør rejses i forbindelse med forhandlingerne om budgettet for 2014.
Til top