Mødedato: 30.05.2013, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Forslag til fælles løsning i spidsbelastningssituationer på Region Hovedstadens hospitaler

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende, at Københavns Kommune fremsætter forslag til Sundhedskoordinationsudvalget om en fælles kommunal og regional indsats for at afhjælpe overbelægningen på Region Hovedstadens hospitaler.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, 

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at Københavns Kommune præsenterer nedenstående forslag til en fælles løsning i spidsbelastningssituationer på Region Hovedstadens hospitaler på møde i Sundhedskoordinationsudvalget den 7. juni 2013.

Problemstilling

Hospitalerne oplever ind imellem et ekstraordinært pres på sengekapaciteten, senest i januar-marts 2013. For at bidrage til løsningen af dette problem og for at bidrage til tænkningen om fælles løsninger i et nyt samlet sundhedsvæsen har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen udarbejdet et forslag til afhjælpning af overbelægningen.

Københavns Kommune har som andre kommuner i Region Hovedstaden allerede et stort fokus på at hjemtage færdigbehandlede borgere hurtigst muligt.

Københavns Kommune ønsker at fremsætte et forslag på Sundhedskoordinationsudvalgsmøde til yderligere afhjælpning med henblik på at skabe et operationelt fælles beredskab i situationer med en længerevarende overbelægning.

Sundhedskoordinationsudvalget består af udvalgte regionale og kommunale politikere samt repræsentanter for almen praksis. Sundheds - og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen er formand på kommunal side.

Løsning

Nedenstående er forslag til et fælles akutberedskab på midlertidige døgnpladser mv. beskrevet. Forslaget indebærer et udbygget samarbejde mellem kommuner og region.

Fokus i forslaget er i overensstemmelse med regeringens sundhedsudspil, hvor der er lagt særlig vægt på at skabe fælles løsninger mellem kommuner og region. Ambitionen er, at borgerne skal opleve, at praktiserende læger, kommuner og sygehuse arbejder tæt sammen, så borgerne får koordinerede og sammenhængende forløb. Regeringen lægger endvidere op til at omprioritere 1/4 mia. kr. i 2014 på sundhedsområdet for at styrke sammenhængende løsninger, hvor sundhedspersonalet arbejder sammen og flytter sig efter borgerens behov på tværs af fag- og sektorgrænser. Der er således tale om omstillinger fra alle sider for at skabe fælles løsninger. Forslaget er et bidrag til denne proces.
 
Formål
Formålet med et fælles akutberedskab i situationer med massiv overbelægning på hospitalerne er først og fremmest at sikre ældre borgere et trygt og bedre alternativ til indlæggelse på et overbelagt hospital og samtidigt at løfte en samfundsmæssig opgave. Kommunen har andre muligheder end hospitalerne for at skabe rolige rammer for de ældre borgere, som kan og bør benyttes.

Forudsætningerne for forslaget er dels, at hospitalets egne muligheder for at håndtere overbelægningen skal være udtømte, og dels at kvaliteten ikke forringes i forhold til at være indlagt på hospitalet.

Målgruppe
Målgruppen er +65-årige indlagte borgere, typisk ”den skrøbelige medicinske patient”. Indlæggelses- og behandlingsdiagnoserne vil typisk være urinvejsinfektioner, lungebetændelse, dehydrering, obstipation samt fald i hjemmet. Når den lægelige behandlingsplan er lagt, og der primært er behov for sygepleje, pleje og omsorg, kan kommunen hjemtage borgere, selvom borgere endnu ikke er helt færdigbehandlet.

Hospitalsfunktion
Det er en forudsætning for etableringen af et kommunalt akutberedskab, at hospitalerne stiller lægefaglig ekspertise til rådighed. Der skal således etableres et egentligt lægeligt tilsyn på den kommunale institution, suppleret med oprettelse af en hotline til hospitalet. Der bør være udpeget en tovholder for patientforløbet på hospitalet. Det er afgørende, at det kommunale tilbud ikke bliver en lægefaglig forringelse i forhold til en hospitalsindlæggelse.

Forslaget forslås uddybet og videredrøftet med de regionale myndigheder.

Økonomi

Såfremt Region Hovedstaden og kommuner i Sundhedskoordinationsudvalget er positive overfor den foreslåede løsning, vil det indgå i de videre drøftelser, at der skal ske en afklaring  af de økonomiske udfordringer.

Videre proces

Sundheds - og Omsorgsudvalget vil blive orienteret om udfaldet af drøftelsen af forslaget i Sundhedskoordinationsmødet efter den 7. juni 2013.



                    Katja Kayser

                                                                                                     /Jens Egsgaard

Beslutning

Udvalget godkendte indstillingen med bemærkning om at forslaget til et akutberedskab skal omfatte alle københavnske borgere, uanset de er over eller under 65 år.

 

Til top