Mødedato: 30.01.2003, kl. 15:00

Revision af kvalitetsstandarder for praktisk hjælp og personlig pleje

Revision af kvalitetsstandarder for praktisk hjælp og personlig pleje

Sundheds- og Omsorgsudvalget

Sundheds- og Omsorgsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 30. januar 2003

 

6. Revision af kvalitetsstandarder for praktisk hjælp og personlig pleje

SOU 22/2003 J.nr. 27/2002

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at revision af "Kvalitetsstandarder for Ældreområdet i Københavns Kommune", Januar 2003, godkendes.

RESUME

I 2001 blev "Kvalitetsstandarder for Ældreområdet i Københavns Kommune" udarbejdet, og politisk godkendt den 11. oktober 2001(BR 409/01) i Borgerrepræsentationen. Revisionen af Kvalitetsstandarderne er foretaget for at honorere lovgivningens krav til opstilling og revision af kvalitetsstandarder. Kvalitetsstandarderne danner samtidig grundlag for fastsættelse af et politisk godkendt serviceniveau, som overordnet ramme for alle visitationer til praktisk bistand og personlig pleje i kommunen.

De erfaringer, der løbende er gjort med anvendelsen af standarderne, er indgået i revisionen af standarderne.

Revisionen er koncentreret om at gøre standarderne egnede til at gælde også for private leverandører i forlængelse af den nye frit valg lovgivning. Derudover er der enkelte tilføjelser og ændringer, der nærmere redegøres for i sagsfremstillingen.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Kvalitetsstandarderne er et revideret oplæg til ensartet serviceniveau for hjemmeplejen, som blev godkendt den 11. oktober 2001(BR 409/01) i Borgerrepræsentationen. De honorerer lovgivningens krav til opstilling og revision af kvalitetsstandarder (lov om social service §71 og bekendtgørelse om kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig og praktisk bistand af 9. oktober 2002) og danner samtidig grundlag for fastsættelse af et politisk godkendt serviceniveau som overordnet ramme for alle visitationer til praktisk bistand og personlig pleje i kommunen.

Kvalitetsstandarderne udgør det grundlæggende styringsredskab på ældreområdet. Kvalitetsstandarderen udmønter det serviceniveau, som Borgerrepræsentationen har godkendt i budget 2003.

Serviceniveauet er den overordnede ramme for visitationsgrundlaget. Inden for den enkelte ramme skal visitationen ske individuelt på baggrund af en helhedsvurdering af den enkelte borgers behov. Målet er, at der træffes ensartede afgørelser om hjælp til borgere med samme behov i hele kommunen. Styringsredskabet bidrager til at sikre borgerens retssikkerhed ved, at visitationen bliver mere præcis i forhold til borgerens behov.

På baggrund af den enkelte borgers behov tildeles de relevante ydelser og en samlet tidsramme opgøres. Det er herefter op til udføreren at yde den nødvendige hjælp på en så fleksibel måde som muligt. Udføreren skal tilrettelægge den konkrete opgaveløsning med afsæt i borgerens dagsaktuelle situation og ønsker.

Kvalitetsstandarderne beskriver de visitationskriterier og ydelser, som tilsammen danner serviceniveauet. Det ensartede serviceniveau opnås gennem information, uddannelses- og opfølgningsaktiviteter. Det er visitators fortolkning og anvendelse af kvalitetsstandarderne i den konkrete visitation og hjælperens forståelse og accept af ydelsestildelingen, der er afgørende for opnåelse af et ensartet serviceniveau.

Kvalitetsstandarderne skal til enhver tid understøtte den gældende ældrepolitik og de afsatte økonomiske ressourcer. Kvalitetsstandarderne er derfor et dynamisk redskab og skal løbende revideres, mindst en gang årligt. Endvidere kan kvalitetsstandarderne videreudvikles i lyset af de faglige erfaringer og politiske beslutninger for området.

Kvalitetsstandarderne beskriver serviceniveauet indenfor Københavns Kommunes tilbud om praktisk og personlig hjælp (hjemmeplejen). På længere sigt skal standarderne udbygges til også at omhandle det øvrige ældreområde.

 

Revision af kvalitetsstandarderne for ældreområdet - en oversigt over de vigtigste ændringer

Redaktionelle ændringer

Der i forbindelse med revisionen foretaget redaktionelle ændringer. Disse ændringer er foretaget ud fra en tilpasning i forhold til frit valgslovgivningen.

Teksten på kvalitetsområderne er ændret, således at de er tilpasset, at der kan komme private leverandører. Alle organisatoriske mål for kvalitetsområderne ved de enkelte ydelser på udførerområdet er udgået, idet kommunen ikke skal opstille organisatoriske mål for private leverandører. De organisatoriske mål er bevaret for visitationen, for udførselen af opgaven og for fleksibel hjemmehjælp.

Opfølgningsmetoder og kvalitetssikring for alle kvalitetsområder er udgået, da der i øjeblikket er et arbejde i gang vedrørende kravspecifikationer til private leverandører i forbindelse med indførelsen af frit valg. Endvidere er der et arbejde i gang vedrørende uanmeldte tilsyn på ældreområdet.

Arbejdet med kvalitetskonceptet mere generelt for de kommunale udførere vil indtænke f.eks. de organisatoriske mål, der som nævnt er taget ud af kvalitetsstandarderne. Dette arbejde skal foregå i løbet af foråret 2003.

 

To nye kvalitetsområder

Det ene nye kvalitetsområde er "Fleksibel hjemmehjælp". Denne tilføjelse indebærer, at kommunen opfylder sin hjemmel til, at hjemmehjælpsmodtagere i konkrete tilfælde kan vælge at få udført en anden praktisk bistand eller personlig pleje end den hjælp, hjemmehjælpsmodtageren er visiteret til, uden at det skal bevilliges ved en ny visitation (side 25 - henvisning til sidetal i bilag).

Det andet nye kvalitetsområde er "Pleje af alvorligt syge og døende" (side 27). Der er udarbejdet visitationskriterier for området (side 27-28).

Nye ydelser under praktisk bistand

Under "Kvalitetsområdet praktisk bistand" (side 55) er i forlængelse af politiske beslutninger siden sidste godkendelse tilføjet følgende ydelser:

  • Opgaver i forbindelse med levering af dagligvarer (side 56)
  • indkøbsordning (side 56)
  • vaskeordning (side 58)
  • opgaver i forbindelse med vaskeordning (side 59)
  • grundig rengøring (side 63)

Under "Kvalitetsområdet personlig pleje" er der i ydelsen fodbad (side 33) tilføjet "negleklipning i de tilfælde, hvor der ikke kræves fodterapi".

 

MILJØVURDERING

Giver ikke anledning til bemærkninger.

 

ØKONOMI

Afholdes indefor det eksisterende budget

 

HØRING

Ældrerådene vil blive hørt med frist 5. marts 2003. Høringssvarene vil indgå i den endelige behandling i Borgerrepræsentationen af kvalitetsstandarder, leverandør- og priskrav fra såvel Sundhedsforvaltningen som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

 

BILAG

Revision af "Kvalitetsstandarder for Ældreområdet i Københavns Kommune", Januar 2003.

 

 

 

Lau Svendsen-Tune

/Lars Bo Bülow

 

 

Til top