Annullering af neurorehabiliteringscenter i Valby Idrætspark
Det fremgår af ’Aftale om sundhedsreform 2024,’ at regeringen og aftalepartierne er enige om at flytte ansvaret for den specialiserede rehabilitering samt størstedelen af de midlertidige pladser til regionerne. Borgerrepræsentationen (BR) skal derfor tage stilling til, om det planlagte kommunale neurorehabiliteringscenter i Valby Idrætspark, som fik en planlægningsbevilling i budget 2023 og tidlig anlægsbevilling i budget 2025, skal annulleres. Hvis centeret annulleres, kan byggefeltet udlægges til andre kommunale formål, herunder plejehjem.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler:
- At neurorehabiliteringscenteret i Valby Idrætspark annulleres.
- At der arbejdes videre med at udlægge byggefeltet i Valby Idrætspark, hvor centeret skulle være placeret, til kommunalt formål, specifikt til plejehjem.
Problemstilling
I budget 2023 afsatte parterne en planlægningsbevilling på 6,5 mio. kr. til et nyt kommunalt neurorehabiliteringscenter i Valby Idrætspark, og i budget 2025 afsatte parterne en tidlig anlægsbevilling til centeret på 43,1 mio. kr. Den tidlige anlægsbevilling er ikke udmøntet på grund af aftalen om sundhedsreformen, og der er ca. 2,3 mio. kr. i planlægningsbevillingen, som ikke er brugt. Aftale om sundhedsreform 2024 Beslutningen om at planlægge og afsætte tidlig anlæg til neurorehabiliteringscenteret blev truffet på baggrund af dels den demografiske udvikling og det afledte behov for at etablere flere midlertidige pladser (MTO) og dels at Neurorehabilitering KBH ikke havde tilstrækkelig kapacitet i deres eksisterende rammer.
Jf. ’Aftale om sundhedsreform 2024’ er regeringen og aftalepartierne i november 2024 blevet enige om at flytte myndighedsansvaret for specialiseret rehabilitering samt størstedelen af de midlertidige pladser til regionerne.
Myndighedsansvaret for den opgave, som neurorehabiliteringscenteret skulle bygges til, overgår dermed til den nye region Østdanmark. Rammerne for myndighedsoverdragelsen til regionerne fastlægges i forbindelse sundhedslovningen, som forventes i oktober 2025, hvorefter myndighedsansvaret overflyttes pr. 1. januar 2027.
Når myndighedsansvaret er ordraget til regionerne, vil det være en regional og ikke en kommunal opgave at etablere flere rehabiliteringspladser. Regionerne kan pålægge kommunerne at fortsætte driften til udgangen af 2028, ligesom de kommende sundhedsråd vil kunne indgå aftaler med kommunerne om, at de varetager driften af opgaven, selvom myndighedsansvaret overgår til regionerne. I København arbejdes der for, at kommunen fortsat selv kan drifte opgaven. Hvis sundhedslovgivningen - mod forventning – ikke følger ’Aftale om sundhedsreform 2024’, vil Københavns Kommune (KK) udpege en anden placering til neurorehabiliteringscenteret.
I perioden frem til myndighedsoverdragelsen den 1. januar 2027 løses behovet for neurorehabilitering i København inden for de eksisterende bygningsmæssige rammer.
Løsning
Da myndighedsansvaret for specialiseret rehabilitering ifm. sundhedsreformen overgår til regionerne, har KK forespurgt Region Hovedstaden om en overtagelse af det planlagte byggeri af nyt neurorehabiliteringscenter i Valby Idrætspark. Regionen har meddelt kommunen, at det ikke umiddelbart har nogen interesse.
Det er BR, der skal træffe den endelige beslutning om at annullere centeret, idet BR har godkendt planlægning og tidlig anlæg til centeret i budget 2023 og budget 2025. Derfor anbefales det, at neurorehabiliteringscenteret annulleres og at byggefeltet justeres til andre kommunale formål, herunder plejehjem. I ’Udviklingsplan for Valby idrætspark’ er udlagt et byggefelt til etablering af neurorehabiliteringscenteret. Hvis neurorehabiliteringscenteret annulleres, kan byggefeltet nedjusteres til ca. 4 – 5.000 m2. Dette muliggør et byggeri på ca. 8 - 10.000 etm2, hvilket er optimalt for et plejehjem. Et plejehjem af denne størrelse kan rumme ca. 90 – 110 plejeboliger.
Økonomi
I budget 2025 afsatte parterne 43,1 mio. kr. i ’tidlig anlæg’ til projektet, som ikke er udmøntet. I budget 2023 afsatte parterne 6,5 mio. kr. til at planlægge neurorehabiliteringscenteret. Heraf er der ca. 2,3 mio. kr. tilbage af planlægningsbevillingen, som kan lægges tilbage i kassen.
Hvis centeret annulleres, kan midlerne disponeres til andre opgaver i budget 2026 og efterfølgende budgetaftaler.
Der gøres opmærksom på, at SUF har ca. 0,2 mio. kr. af bevillingen til ’tidlig anlæg’ periodiseret i 2025. De 0,2 mio. kr. kan i stedet indgå i forhandlingerne om budget 2026.
Tidlig anlæg og ubrugte planlægningsmidler, i alt 45,4 mio. kr. lægges tilbage i kassen i forbindelse med annulleringen (se tabel 1 nedenfor).
Tabel 1: Bevillinger, forbrug og rest på neurorehabiliteringscenteret
|
Beløb |
Forbrug |
Rest |
B2025 tidlig anlæg |
43,1 mio. kr. |
0 mio. kr. |
43,1 mio. kr. |
B2023 Planlægning |
6,5 mio. kr. |
4,2 mio. kr. |
2,3 mio. kr. |
I alt |
49,6 mio. kr. |
4,2 mio. kr. |
45,4 mio. kr. |
ØKF har vurderet, at de samlede anlægsudgifter til neurorehabiliteringscenteret vil udgøre ca. 650–700 mio. kr. (se bilag 2).
Videre proces
Tiltrædes indstillingen i SOU, vil sagen blive forelagt Økonomiudvalget (ØU) og efterfølgende Borgerrepræsentationen før sommerferien jf. nedenstående tidsplan.
- Den 17. juni 2025: ØU
- Den 26. juni 2025: BR.
Teknik- og Miljøudvalget (TMU) tager stilling til justering af byggefeltet i forbindelse med lokalplan for Valby Idrætspark forventet medio 2026. Herefter vil SOU blive informeret om placeringen af byggefeltet til plejehjemmet. Fra vedtagelse af lokalplan til et plejehjem står klar, går der ca. 5 år.
Anna Schou Johansen
/ Per Christensen