Mødedato: 28.05.2025, kl. 12:00
Mødested: Skriftlig votering

2. sag om bevillingsmæssige ændringer 2025

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) skal med denne sag tage stilling til budgetmæssige ændringer (bevillingsmæssige ændringer), så budgettet svarer til det politisk besluttede budget. Flytningerne er således af teknisk karakter.

Med denne sag godkendes budgetmæssige omplaceringer mellem udvalg for 87,8 mio. kr. på serviceområdet samt 223,8 mio. vedr. Finansposter. Derudover godkendes to eksternt finansierede projekter for samlet 0,3 mio. kr. samt interne budgetflytninger mellem bevillinger på SOUs område på 7,3 mio. kr.

Samtlige budgetflytninger fremgår af hhv. bilag 1, Bevillingsmæssige ændringer og bilag 2, Eksternt finansierede projekter.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at bevillingsmæssige ændringer samt eksternt finansierede projekter på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område, jf. bilag 1 og 2, indgår i den samlede sag om bevillingsmæssige ændringer, som forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Problemstilling

Når opgaver og ansvarsfordelinger, som følge af politiske eller administrative beslutninger, flyttes mellem forvaltninger i kommunen skal det tilhørende budget ligeledes flyttes/omplaceres, så der sikres overensstemmelse mellem budget og det tilhørende forbrug. 

SOUs servicebudget er opdelt på tre bevillinger:

  • sundhed
  • Ældre
  • Administration.

Bevillingsmæssige ændringer angår enten flytning mellem udvalgets bevillinger, mellem forvaltninger eller håndtering af eksternt finansierede projekter.

Sådanne budgetflytninger skal godkendes af udvalget samt af Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen (BR), jf. kommunens bevillingsregler. Desuden skal der gives bevilling (både indtægts- og udgiftsbevilling), hvis kommunen modtager eksterne midler. Sagen indeholder desuden tekniske korrektioner og mindre tilpasninger af budgettet.

Løsning

SOUs omplaceringer mellem udvalg i tilknytning medfører en samlet nedskrivning af servicebudgettet på i alt 87,8 mio. på servicerammen kr. i 2025. Budgetflytninger mellem SOUs og andre udvalg vedrører:

  • 70,0 mio. kr. fra SOU til ØU (kassen) som følge af højere aktivitet vedr. salg af ældreboliger o §192 pladser til andre kommuner.
  • 10,0 mio. kr. fra SOU til ØU (kassen) som følge af mindreforbrug vedr. færdigbehandlede patienter.
  • 10,0 mio. kr. fra SOU til ØU (kassen) vedr. mindreforbrug på uddannelsesområde.
  • 10,0 mio. kr. fra SOU til ØU (kassen) som følge af lavere aktivitet vedr. køb af ældreboliger og §192 pladser i andre kommuner.
  • 10,8 mio. kr. fra ØU til SOU vedr. finansiering af huslejeudgifter vedr. nyt sundhedshus på Hans Kirks vej, der huser Center for Børn og Unge Sundhed.
  • 1,8 mio. kr. fra Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) til SOU som følge af finansiering af BUU-indsats vedr. professionel forældrebetaling, som opgavevaretages i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF).
  • 0,3 mio. kr. fra ØU til SOU vedr. delfinansiering af udviklingsløft og etablering af tværgående forum til styrkelse af Fælles informationer i Københavns Kommune (FISKK).
  • 0,03 mio. kr. fra SOU til Økonomiudvalget (ØU) som følge af delfinansiering af analyse til konsolidering af tidsregistreringssystemer i Københavns Kommune.
  • 0,02 mio. kr. fra ØU til SOU vedr. finansiering af analyse vedr. muligheder ved standardsoftware i Københavns IT (KIT)

Herudover søges om godkendelse af flytning af samlet 223,2 mio. kr. i 2025 på finansposter som følge af flytning af budget til 2026 vedr. Indskud i Landbyggefonden som følge af tilpasning af forventede restbetalinger vedr. byggerierne på Sølund og Molestien.

Udover ovenstående flytninger mellem udvalg skal SOU godkende to eksternt finansierede projekter på i alt 0,3 mio. kr. i 2025 vedrørende følgende eksterne projekter:

  1. Boligfonden – Lokalråd Østerbro: Boligforeningen støtter Fælledgården til indkøb af nye møbler til fællesarealer for at gøre miljøet så hyggeligt som muligt (0,260 mio. kr. inkl. fondsmoms).
  2. IDIT: Steno Diabetes Center støtter projekt til udvikling og test af indsats for styrkelse af udsatte borgeres motivation og mulighed for at deltage i diabetesrelaterede indsatser i nærområdet (0,03 mio. kr.).

De eksterne projekter medfører, at der både skal gives indtægts- og udgiftsbevilling – dvs. at ØU og BR bemyndiger Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) til at modtage midlerne – og derefter afholde udgifter. Af den grund fremstår det samme beløb med både plus og minus i tabellen i bilag 2.

Interne omplaceringer

Slutteligt indstilles følgende interne budgetflytninger mellem bevillinger på SOUs område på i alt 7,3 mio. kr. i 2025. Budgetflytningerne har til formål at sikre, at der er overensstemmelse mellem budget og forbrug på den enkelte bevilling, jf. Indenrigs- og Boligministeriets budget og regnskabssystem.

De interne budgetflytninger angår følgende og er sammenfattet i tabel 3, hvor det fremgår hvilke bevillinger omplaceringerne vedrører:

  • 5,6 mio. kr. fra hhv. Ældrebevilling og Administrationsbevilling til Sundhedsbevilling for at opnå retvisende budget under Center for Digitalisering.
  • 0,7 mio.  fra Ældrebevilling til Administrationsbevilling vedr. projektet ”Bedre bemanding”, til dækning af dokumentationskrav.
  • 0,7 mio. kr. fra Sundhedsbevilling til Administrationsbevilling vedr. Børnesundhedsprofilen, ansættelse af dataanalysemedarbejder, jf. budgetaftale 2025.
  • 0,2 mio. kr. fra Ældrebevilling til hhv. Sundhedsbevilling og Administrationsbevilling som følge af flytning af råderet over kompetencemidler fra centralt til decentralt niveau.

Økonomi

Jævnfør ovenfor.

Videre proces

De bevillingsmæssige ændringer på SOUs område er oversendt til ØKF med forbehold for SOUs godkendelse. ØKF vil efterfølgende fremlægge en samlet sag for ØU, hvor alle udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår. Denne sag behandles af ØU den 17. juni 2025 og af BR den 26. juni 2025. Når ændringerne er godkendt af BR, indarbejdes de i SOUs korrigerede budget.

Anna Schou Johansen

/ Camilla Vang Taankvist

Til top