Mødedato: 26.04.2012, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Høring af Københavns Kommunes Restaurationsplan

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal afgive høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget vedrørende Københavns Kommunes Restaurationsplan.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender at fremsende indstillingen som høringssvar på Københavns Kommunes Restaurationsplan til Kultur- og Fritidsudvalget.

Problemstilling

Restaurationsplanen skaber overblik over, hvordan bevillingsområdet administreres, og hvordan man ansøger om en bevilling. Planen giver svar på en række spørgsmål så som, hvornår skal der søges om alkoholbevilling, hvordan søges der om alkoholbevillinger og lejlighedsbevillinger, er der særlige forhold i forhold til en given lokalitet og hvilke betingelser, der skal være opfyldt for at få tildelt en bevilling samt overholdes når bevillingen er givet.

Restaurationsloven danner den overordnede ramme for, hvad en restaurationsplan må indeholde. Der kan ikke fastsættes krav el. lign. i en restaurationsplan, som ikke lovligt kan fastsættes i medfør af restaurationsloven. Hertil kommer at restaurationsplanen ikke må blive så detailregulerende, at det lovpligtige skøn, der skal foretages i forhold til hver enkelt ansøgning, sættes ud af kraft. Københavns Kommune har ikke tidligere haft en restaurationsplan.

Bevillingsnævnet ønsker at sikre en yderligere kvalificering af udkastet. De har derfor indstillet til Kultur- og Fritidsudvalget at sende restaurationsplanen i høring i Økonomiudvalget og i de stående udvalg med henblik på at få udvalgenes eventuelle bemærkninger til et endeligt udkast, jf. (bilag 1).

Løsning

Sundheds- og Omsorgsudvalget har tidligere efterlyst en restaurationsplan i Københavns Kommune og bifalder, at kommunen får en samlet beskrivelse af gældende regler og praksis omkring alkoholbevillinger.

Sundheds- og Omsorgsudvalget er enige i, at der skal være fokus på et trygt og fordomsfrit natteliv, og at planen bakker op om initiativer i Sikker By-regi, men Sundheds- og Omsorgsudvalget efterlyser i den forbindelse et tydeligt fokus på betydningen af for stort alkoholforbrug.

Sundheds- og Omsorgsudvalget mener, at en restaurationsplan bør understøtte det brede forebyggende fokus i Københavns Kommunes sundhedspolitik.

Sundhedspolitikken er en tværpolitisk plan, hvor kommunen blandt andet vil:

  • Styrke en sundere ryge-, alkohol- og rusmiddelkultur blandt elever på de ældste klassetrin, på ungdomsuddannelser og i beskæftigelsesindsatsen gennem skole-hjem samarbejde og sundhedsundervisning.
  • Støtte københavnere i udsatte bydele til et liv uden røg og et for stort alkoholforbrug gennem for eksempel indsatsen Sundhed i Nærmiljøet, hvor der foregår en opsøgende alkoholindsats i forhold til borgere i risiko for at udvikle et overforbrug af alkohol.

Der er solid dokumentation for et stort alkoholforbrugs betydning for middellevetid, livskvalitet og sikkerhed og tryghed i nattelivet. Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefaler, at sundhedspolitikkens mål om sunde alkoholvaner tydeliggøres som del af værdigrundlaget for restaurationsplanen.

Et fokus på sunde alkoholvaner kan alternativt skrives ind i planen under afsnittet ”Hvilke betingelser skal være opfyldt?” 
Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefaler: 

  • At geografisk placering  som nærhed til f.eks. ungdomsuddannelser, boligområder  mv. inddrages i en samlet vurderingen af, om der kan gives alkoholbevilling. 
  • At der etableres vejlendende retningslinier for udskænkning og markedsføring ikke mindst i forhold til de unge.

Ansvarlig Udskænkning
Sundheds- og Omsorgsudvalget vil opfordre til, at der i planen indarbejdes et særligt fokus på udskænkning til unge. Unges forbrug af alkohol hænger blandt andet sammen med tilgængelighed og pris. Ansvarlig Udskænkning er et initiativ, som har fokus på unge som kombinerer udskænkning med en strammere bevillingspolitik, uddannelse af personale på udskænkningssteder og opbakning fra politiet i form af tilsyn med overholdelse af aldersgrænser. Indsatsen kan ske i sammenhæng med eksisterende indsatser som Sikker By og Tryg Den Af.

Sundheds- og Omsorgsudvalget foreslår endvidere, at Kultur- og Fritidsforvaltningen etablerer et samarbejde om bevillingsopgaven, der involverer flere aktører og interesser på området. Konkret foreslås nedsat en samarbejdsgruppe. Samarbejdsgruppen kan være rådgivende over for Bevillingsnævnet og have til opgave:

  • At dele fælles faglig viden og viden om lokale forhold og give denne viden videre til Bevillingsnævnet.
  • At sikre klare rammer for arbejdet gennem udarbejdelse af lokale alkohol- og stofpolitikker.

Samarbejdsgruppen skal være sammensat af aktører fra kommune, politi, restauratører, uddannelsesinstitutioner, repræsentanter fra Lokaludvalgene, de unge, forældre og andre som vil være relevante at inddrage. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil kunne indgå i samarbejdsgruppen og bidrage med et fagligt fokus.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Indstillingen sendes til Bevillingsnævnet og den reviderede restaurationsplan sendes til behandling i Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.


         Anne Mette Fugleholm

                                                                  /Bjarne Rasmussen

Beslutning

Indstillingen blev med konkrete tekstrettelser godkendt.
Til top