Mødedato: 25.10.2012, kl. 14:30
Mødested: Ørestadens Plejecenter, Asger Jorns Allé 5, 2300 KBH. S.

Orientering om Nybodergården

Opfølgning på Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning den 20. september 2012 på baggrund af orientering om en konkret sag på Nybodergården.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager Sundheds- og Omsorgsforvaltningens orientering om status på igangværende undersøgelser af en konkret sag på Nybodergården til efterretning.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget fik på udvalgsmødet den 20. september 2012 en orientering om en konkret sag på Nybodergården. Der var desuden tre foretræder vedrørende sagen på mødet.

Sundheds- og Omsorgsudvalget tog orienteringen til efterretning i det udvalget så med stor alvor på sagen, og besluttede at afvente resultatet og de konsekvenser forvaltningen drager af de eksterne undersøgelser, som er igang hos Borgerrådgiveren og politiet, herunder at rette henvendelse til ministeriet vedrørende reglerne om tavshedspligt.

Sundheds- og Omsorgsudvalget pålagde forvaltningen at udarbejde retningslinier for håndtering af situationer, hvor der opstår mistanke om overgreb.

Sundheds- og Omsorgsudvalget anmodede om systematisk at blive orienteret om sagens udvikling og pålagde forvaltningen at rette henvendelse til politiet med henblik på at fremskynde sagen.
 

Løsning

På baggrund af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens henvendelse har Københavns Politi den 28. september 2012 skrevet til forvaltningen og har her oplyst, at kerneområdet for efterforskningen er, om der har været tale om et systematisk voldtægts- eller voldtægtslignende forhold, og om dette måtte have stået klart for de ansatte og ledelsen, at der var tale om et sådant strafbart forhold, og hvad de ansatte og ledelsen i givet fald gjorde eller undlod at gøre i den anledning. Efter politiets opfattelse må kommunen kunne håndtere de øvrige aspekter, som f.eks. spørgsmålene omkring samarbejdsforholdene, tavshedspligt, uklare vejledninger om håndtering af følsomme personoplysninger uden at afvente udfaldet af efterforskningen og en eventuel efterfølgende retssag.

På baggrund af politiets skrivelse har Borgerrådgiveren den 9. oktober 2012 skrevet til forvaltningen og oplyst, at Borgerrådgiveren på den baggrund og ud fra en samlet vurdering har besluttet at fremme sagens behandling hos Borgerrådgiveren på det foreliggende grundlag. Det kan i øvrigt oplyses, at henvendelsen til ministeriet afventer Borgerrådgiverens undersøgelse.

Sundheds- og Omsorgsborgmesteren har besluttet at igangsætte en intern undersøgelse med henblik på en sagsredegørelse, der blandt andet skal indeholde en kronologisk beskrivelse og gennemgang af sagsforløbet. Denne forventes færdiggjort, så den kan forelægges udvalget på mødet den 15. november 2012.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil på udvalgsmødet den 15. november 2012 orientere Sundheds- og Omsorgsudvalget nærmere om indholdet af og sammenhængen mellem disse undersøgelser.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er igang med at udarbejde egentlige retningslinier for håndtering af situationer, hvor der opstår mistanke om overgreb. Henset til sagens alvor har forvaltningen udarbejdet en kort og meget konkret vejledning i forbindelse med mistanke om seksuelle overgreb på borgere, der ikke selv kan varetage sine egne interesser. Denne vejledning er blevet sendt ud til forstanderne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsudvalget vil få forelagt forvaltningens redegørelse og de konsekvenser forvaltningen drager på baggrund heraf på udvalgsmødet den 15. november 2012.

Den videre proces er herefter afhængig af om de øvrige eksterne undersøgelser er afsluttet på dette tidspunkt samt de konsekvenser, der drages på baggrund heraf.


                Hanne Baastrup

                                                                            /Jesper Olsen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt. Udvalgets medlemmer kan sende yderligere spørgsmål, der ønskes undersøgt til forvaltningen.

 

Til top