Fremtidens ældre og fremtidens udfordringer på ældreområdet
Indstilling og beslutning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager rapporten vedrørende fremtidens ældre københavnere til efterretning (bilag 1).
Problemstilling
Antager man, at ældres sundhed og serviceniveauet på ældreområdet (dækningsgrader og omfang af hjælp) er konstant, vil der som følge af den demografiske udvikling ske en markant vækst i behovet for ældrepleje. En fremskrivning af fremtidige udgifter viser, at udgifter til ældrepleje vil stige med 500 mio. kr. i perioden fra 2014 til 2027. I samme periode skal der etableres 500 plejehjemspladser, såfremt serviceniveauet fastholdes.
I fremskrivningerne er der ikke taget højde for til- og fraflytninger til Københavns Kommune, fordi omfanget af flytninger er begrænset i aldersgrupperne fra 50 år og opefter.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har set på de væsentligste faktorer, som kan forventes at påvirke udviklingen i behovet for ældrepleje jf. forskning på området, herunder:
- Sund aldring og flere sunde leveår
- Øget forekomst af kronisk sygdom og demens
- Opgaveglidning fra region til kommune
- Stigende ulighed i sundhed og behov for ældrepleje
- De kommende ældres forventninger til livet som ældre.
Løsning
Sund aldring - flere sunde leveår
I Københavns Kommune er middellevetiden steget med 4,5 år fra 1995 til 2012. Blandt forskere er der generel enighed om, at danskernes middellevetid vil fortsætte med at stige i de kommende år. Som følge af stigningen i middellevetiden og den markante stigning i antallet af ældre i de kommende år er der stor fokus på, hvordan den øgede middellevetid vil påvirke efterspørgslen efter ældrepleje. På den ene side forventes det demografiske pres at blive modificeret som følge af sund aldring, dvs. at borgerne får flere gode leveår uden sygdom. På den anden side forventes den øgede middellevetid at medføre en vækst i antallet af borgere, som lever med deres (kroniske) sygdom, og dermed et øget behov for sygepleje. genoptræning mv.
Man kan således opstille tre scenarier for ældres behov for sundheds- og omsorgsydelser ved øget levealder, hvor:
- scenarie A beskriver en situation, hvor de ældre får flere år med sygdom og nedsat funktionsevne end nu;
- scenarie B, hvor de ældres tab af funktionsevne og sygdom udskydes og antallet af år med sygdom og funktionsnedsættelse fastholdes;
- scenarie C, hvor behovet for hjælp endnu udskydes og antallet af år med sygdom og funktionsnedsættelse reduceres.
B og C antager således, at de flere år, vi lægger til livet, er gode leveår uden sygdom.
Figur 1: Tre scenarier.
En opgørelse fra Hjemmehjælpskommissionen 2013 viser, at antallet af forventede leveår med funktionsnedsættelser har været stort set uændret for mænd og er faldet med 0,9 år for kvinder i perioden 1994 til 2010. Tilsvarende viser befolkningsundersøgelser fra tidligere år, at funktionsevnen for ældre over 60 år er blevet bedre. Andelen af ældre med nedsat bevægelighed faldt således fra 47,5 % til 31,7 % i perioden 1987 til 2005 (på grund af ændret opgørelsesmetode kan udviklingen siden 2005 ikke gøres op på sammenlignelig måde). Den bagudrettede udvikling tyder således på, at antallet af år med funktionsbegrænsninger vil være uændret (scenarie B) eller faldende (scenarie C), i takt med at middellevetiden stiger. Et fald i antallet af år med funktionsnedsættelser vil isoleret set betyde, at behovet for hjælp udsættes, og behovet for ældrepleje dermed ikke stiger i samme omfang som antallet af ældre.
I Københavns Kommune er andelen af hjemmeplejemodtagere faldet. I perioden 2009 - 2013 er andelen af 65 + årige, som modtager hjemmepleje, faldet med 6 % og det gennemsnitlige antal visiterede timers praktisk hjælp er faldet med 4 %. Det er dog vanskeligt at konkludere noget entydigt på baggrund af ovenstående tendenser. En del af forklaringen kan sandsynligvis tilskrives effekten af sund aldring, men en øget fokusering på rehabilitering og skærpede visitationskriterier gennem de senere år har formentlig også bidraget til denne udvikling.
Tidligere undersøgelser viser, at civilstand har betydning for hvor meget hjemmepleje man modtager. Andelen af borgere som lever alene er højere i København end i resten af landet, både blandt 65+ årige og blandt 50-65-årige. Andelen af enlige ældre er imidlertid faldet lidt både i København og i resten af landet i periden 2003-2013.
Øget forekomst af kronisk sygdom og demens
Forekomsten af kroniske sygdomme i Danmark er steget i de senere år, blandt andet som følge af øget middellevetid og muligheder for behandling af sygdomme, som tidligere var livstruende. Ca. 1/3 del af befolkningen lever med kronisk sygdom (fx diabetes, KOL og hjertekarsygdomme) og forekomsten stiger med alderen.
Region Hovedstadens sundhedsprofil for 2010 viser, at antallet af hovedstadsborgere med kronisk sygdom udgør 67 % blandt 55-64-årige og 82 % blandt de 80+ årige. Andelen af borgere, som har flere kroniske sygdomme, er også stigende med alderen. Blandt de 80+-årige er der således 26 %, som har tre eller flere kroniske sygdomme. Når forekomsten af kronisk sygdom stiger med alderen, vil antallet af kronikere stige i takt med den stigende middellevetid.
Desuden øges forekomsten af demens kraftigt med alderen, idet der sker en fordobling i antallet for hvert femte leveår. Antallet af borgere med demens i København forventes således at stige fra ca. 5.700 til ca. 7.400 borgere i perioden fra 2013 til 2030.
Disse udviklingstendenser betyder, at flere ældre fremover vil leve flere år med (kronisk) sygdom. Dette er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at borgerne får flere leveår med funktionsbegrænsninger, da flere formentlig vil leve godt med deres sygdom, men det kan betyde, at kommunerne får en større opgave i form af patientrettet forebyggelse, sygepleje, genoptræning, rehabilitering mv. Den øgede forekomst af kronisk sygdom og demens peger dermed i retning af enten flere år med funktionsnedsættelse (scenarie A) eller fastholdelse af antal år med funktionsnedsættelse (scenarie B), men med en større tyngde i de kommunale opgaver.
Opgaveglidning fra region til kommune
Det regionale sundhedsvæsen udvikles løbende og er under stærk forandring. Generelt er udgifterne til det behandlede sundhedsvæsen stigende. Samtidig er den gennemsnitlige liggetid på hospitalerne faldende, og antallet af ambulante besøg er stigende. Fra 2002 til 2011 er den gennemsnitlige liggetid for 75-84-årige faldet fra 7,6 til 4,6 dage, og liggetiden for 85+ årige er faldet fra 8,3 til 3,9 dage. I samme periode er antallet af ambulante besøg steget med hhv. 61 % og 82 % for 75-84-årige og 85+ årige, iflg. Hjemmehjælpskommissionen. Samlet set betyder det et øget pres på sundhedsudgifterne i kommunerne. Som følge heraf skal kommunerne varetage flere og mere komplekse pleje- og behandlingsopgaver, og behovet for koordination mellem kommune, hospital og praktiserende læger øges.
I Københavns Kommune er det gennemsnitlige antal visiterede timers sygepleje pr. modtager steget med 11 %, og det gennemsnitlige antal timers personlig pleje pr. modtager er steget med 5 % fra 2009 til 2013. Denne vækst kan sandsynligvis tilskrives en glidning af opgaver fra hospital til kommune, men også en vækst i antallet af borgere med kronisk sygdom kan have en betydning.
Forsætter denne udvikling, vil der være et stigende antal borgere med komplekse pleje- og omsorgsbehov, som har behov for især sygepleje og personlig pleje. Kommunerne vil dermed formentlig få en større andel af pleje- og behandlingsopgaverne for de ældre, men opgaveglidningen vil ikke i sig selv betyde en ændring i antal år med funktionsbegrænsninger. Opgaveglidningen peger dermed ikke i sig selv på en stigning, fastholdelse eller fald i antal år med funktionsnedsættelse (scenarie A, B eller C), men peger på en større kommunal opgavetyngde i forhold til borgere med funktionsbegrænsninger.
Stigende ulighed i sundhed og behov for ældrepleje
Ældres menneskers livssituation afspejler de akkumulerede påvirkninger gennem livet, herunder uddannelse, erhverv og indkomst. Socioøkonomisk status, både gennem livet og som ældre, har dermed en betydning for ældres sundhed og funktionsevne. Ældre mennesker med kort uddannelse kan således forvente kortere levetid og flere år med funktionsnedsættelser og behov for ældrepleje sammenlignet med mennesker med længere uddannelse. Folkesundhedsrapporten for Københavns Kommune 2014 viser, at forskellen i middellevetid mellem borgere med lavest og højest uddannelse er steget fra 2001 til 2011, både for københavnerne og for hele landet. Samtidig forventes den økonomiske ulighed både i formue og indkomst fortsat at være stigende.
En øget ulighed i sundhed giver en række udfordringer i forhold til tilrettelæggelse af fremtidens ældrepleje. Der vil dels være behov for tilbud, der er attraktive for gruppen af ældre med mange kompetencer for at understøtte et aktivt ældreliv og sund aldring, dels være behov for at gruppen af svage ældre med dårlig sundhedstilstand får de rette tilbud, blandt andet i forhold til forebyggelse og rehabilitering. Udviklingen peger dermed i retning af både flere og færre år med funktionsnedsættelse (scenarie A og C), og det er vanskeligt at sige noget om, hvilket scenarie der vil vægte tungest.
De kommende ældres forventninger til livet som ældre
Ældresagen har gennemført et fremtidsstudie med 4.000 danskere, som har fortalt om deres ønsker og forventninger til deres liv som ældre. Fremtidsstudiet viser, at de kommende års ældre tilhører generationer, der i langt højere grad end tidligere generationer har gjort sig til herre i eget liv og forventer at bevare så meget kontrol som muligt så længe som muligt. Samtidig vurderes det, at de ældres forventninger til velfærdssamfundet vil ændre sig, idet mange vil have krav om flere, bedre og mere individualiserede ydelser.
Ældres forventninger til livet kan således både medføre et fald i efterspørgslen efter ældrepleje, idet flere vil fortsætte et aktivt liv og dermed kunne bibeholde deres funktionsniveau, og dermed udsætte deres behov for hjælp. Omvendt kan efterspørgslen blive mere differentieret og medføre krav om en mere individualiseret ældrepleje. De kommende ældregenerationers forventninger peger således mest i retning af færre år med funktionsnedsættelse (scenarie C), men måske med en mere individualiseret og omfattende kommunal indsats.
Økonomi
Videre proces
De videre analyser skal indgå i arbejdet med en ny ældrepolitik, herunder behov for:
- Indsatser (i form af forebyggelse, genoptræning, rehabilitering og sygepleje), som kan reducere antallet af år, hvor borgeren har behov for pleje og omsorg
- indsatser som kan medvirke til at mindske følgerne af øget ulighed i sundhed
- mere individualiserede indsatser som kan bidrage til øget livskvalitet via større selvhjulpenhed og selvbestemmelse.
Lars Gregersen
/Daniel Schwartz Bojsen