2. behandling af Sundheds- og Omsorgsudvalgets forretningsorden for embedsperioden 2026-2029
Sundheds- og Omsorgsudvalget 1. behandlede d. 7. januar 2026 udkast til forretningsorden for udvalgets virke i embedsperioden 2026-2029. Udvalget skal her 2. behandle forretningsordenen.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller overfor Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget endeligt godkender vedlagte forretningsorden (bilag 1).
Problemstilling
I henhold til lov om kommunernes styrelse § 20, stk. 3, fastsætter Sundheds- og Omsorgsudvalget selv sin forretningsorden. Forretningsordenen regulerer udvalgets virksomhed og fastsætter de praktiske regler i forhold til udsendelse af dagsorden, borgmesterens rolle og udvalgets virksomhed i almindelighed.
En forretningsorden skal undergives to behandlinger i udvalget, hvorfor udvalget her får forelagt forretningsordenen til 2. behandling.
Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte udkast til forretningsordenen på udvalgsmødet d. 7. januar 2026 uden bemærkninger. Der er derfor ikke indarbejdet yderligere ændringer i forretningsordenen siden forelæggelsen for udvalget d. 7. januar 2026.
Løsning
Forretningsorden for Sundheds- og Omsorgsudvalget
I bilag 1 er vedlagt forslag til forretningsorden for Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Det fremlagte forslag er en stort set uændret videreførelse af forretningsordenen for udvalget i forgangne valgperiode.
Der er enkelte tilpasninger om,
- at forvaltningens juridiske chef også deltager som en del af den faste deltagerkreds i overensstemmelse med hidtidige praksis (tilpasning af § 2, stk. 6)
- at foretræde ikke udelukkende er knyttet til oplysning af en konkret sag på dagsordenen (nyt § 3, stk. 2), men at det også er muligt i særlige tilfælde at få foretræde om emner uden for dagsordenen, hvis emnet er af principiel og almen interesse for udvalget, og der ikke er tale om et emne, der har karakter af enkeltsagsbehandling.
- at lørdag ikke beregnes med i frister for besvarelse af politikerspørgsmål (§ 13, stk. 3). Ændringen er en ensretning af frister i overensstemmelse med øvrige frister og følger fx offentlighedsloven fristberegning.
Det er tilstræbt, at forretningsordenerne for kommunens stående udvalg og Økonomiudvalget i hovedtræk er ensartede, men med respekt for udviklede kutymer og ønsker i det enkelte udvalg.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender forretningsordenen, vil den blive forelagt udvalget til 2. behandling på kommende udvalgsmøde.
Per Bennetsen
/ Niels Nicolai Nordstrøm