Nedsat takstloft for madlevering i 2026
Med finansloven for 2026 er loftet for hjemmeboendes betaling for en hovedret nedsat fra 65 kr. til 50 kr. pr. 1. januar 2026. Borgerrepræsentationen (BR) skal vedtage den afledte takstændring, før den kan træde i kraft. BR bør desuden tage stilling til, om to eksisterende tilskud skal fortsætte eller bortfalde.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget (SUND) anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at godkende, at det ny takstloft på 50 kr. for en hovedret implementeres, hvorved taksten i Københavns Kommune i 2026 nedsættes fra 61 kr. til 46 kr. grundet eksisterende tilskud på 4 kr.
- at godkende, at de eksisterende tilskud til nedsættelse af taksten på 4. kr. i 2026 og 2 kr. i 2027 opretholdes indtil de udløber.
Problemstilling
Takstnedsættelse i finansloven
I finansloven for 2026 er aftalt en nedsættelse af loftet for hjemmeboendes betaling for en hovedret. Sænkelsen af takstloftet gælder hjemmeboende borgere, der er visiteret til madlevering efter Ældreloven og til madservice efter Serviceloven. Takstloftet gælder kun en hovedret. Taksten for øvrige måltider til hjemmeboende er ikke omfattet af et loft.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) leverer mad til hjemmeboende i både SUF og i Socialforvaltningen (SOF) og dermed efter både Ældreloven og Serviceloven.
Det hidtidige loft for 2026 på 65 kr. er nedsat til 50 kr. pr. 1. januar 2026. Det ny takstloft er først blevet udmeldt i december 2025. Ifølge Styrelsesloven skal BR vedtage takstændringer, før de kan træde i kraft.
Der er i finansloven afsat 200 mio. kr. til dækning af kommunernes reducerede takstindtægter. Det er endnu uklart, hvordan fordelingen heraf vil være, og KL oplyser at det formentlig dækkes ved midtvejsreguleringen sommeren 2026. SUF vil derfor forventeligt blive kompenseret med DUT-midler medio 2026.
Eksisterende takstnedsættelser i Københavns Kommune
Københavns Kommune har p.t. to gældende takstnedsættelser, som tilsammen nedsætter taksten for en hovedret til 4 kr. under takstloftet i 2026, og som udløber fra og med henholdsvis 2027 og 2028. Med det nedsatte takstloft og de to takstnedsættelser er taksten 46 kr. i 2026.
Den ene takstnedsættelse er givet i budgetaftalen for 2023 og udgør 1,171 mio. kr. (2026-priser), svarende til 2 kr. pr. hovedret. Tilskuddet er midlertidigt og udløber fra og med 2027.
Den anden takstnedsættelse er givet i budget 2024 og udgør 1,156 mio. kr. (2026-priser), svarende til 2. kr. for pr. hovedret, og udløber fra og med 2028. Tilskuddet blev i budget 2024 gjort varigt og finansieret ved udmøntning af overopfyldt effektiviseringsmåltal i SUF. Som led i effektiviseringer i budgetaftalen for 2025 blev tilskuddet dog ophævet med virkning fra og med 2028.
Løsning
BR skal godkende den nye takst grundet finanslovens opdaterede takstloft samt tage stilling til, om de eksisterende tilskud skal fortsætte.
I tabel 1 nedenfor vises udviklingen i takstloft afhængigt af, om de eksisterende tilskud bevares eller bortfalder.
Tabel 1. Scenarier for takst for madlevering/madservice
|
Takst pr. hovedret, kr., 2026-priser |
2026 |
2027 |
2028 og frem |
|
Eksisterende takst med nuværende tilskud |
61 |
63 |
65 |
|
Nyt takstloft inkl. eksisterende tilskud |
46 |
48 |
50 |
|
Nyt takstloft med beslutning om at eksisterende tilskud bortfalder |
50 |
50 |
50 |
En ny takst for 2026 skal vedtages af BR, inden den kan træde i kraft. Der bliver derfor behov for at rette taksten med tilbagevirkende kraft i løbet af 2026, så takstændringen bliver gældende pr. 1. januar 2026, som loven foreskriver. SUF informerer modtagerne om ændringen, når den ny takst er vedtaget, og tilbagebetaler differencen.
Såfremt det besluttes at lade de eksisterende tilskud bortfalde allerede fra 2026, bør midlerne fsva. det ene tilskud lægges i Kassen, da de er givet i forbindelse med budgetforhandlinger. Det andet tilskud er givet ved overopfyldelse af effektiviseringsmåltal og kan anvendes inden for SUND’s ramme.
SUF indstiller, at SUND indstiller over for ØU og BR, at de to eksisterende tilskud får lov til at løbe ud ”af sig selv”, da dette er til borgenes fordel. Da tilskuddene er midlertidige, kan de ikke bidrage til at opfylde SUF’s effektiviseringsmåltal.
Økonomi
Der forventes ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune som helhed, da den lavere takstindtægt vil blive dækket af staten i midtvejsreguleringen.
Såfremt BR beslutter, at de eksisterende tilskud skal bortfalde, vil det frigive midler til SUND og til Kassen.
Videre proces
Indstillingen behandles af ØU den 24. februar 2025 og af BR den 26. marts 2025.
Anna Schou Johansen
/ Camilla Vang Taankvist