Mødedato: 22.01.2026, kl. 14:30
Mødested: Ørestad Plejecenter

Godkendelse af kvalitetsstandard Ældre i København 2026

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal godkende Sundheds- og Omsorgsforvaltningens kvalitetsstandard, Ældre i København 2026. Ældre i København udkommer via hjemmesiden aeldre.kk.dk og indeholder en borgerrettet beskrivelse af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens serviceniveau for borgere over 65 år.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefaler over for Borgerrepræsentationen,

1. at godkende Sundheds- og Omsorgsforvaltningens kvalitetsstandard, Ældre i København 2026. 

Problemstilling

Borgerrepræsentationen skal én gang årligt godkende en borgerrettet kvalitetsstandard om personlig og praktisk hjælp, rehabiliteringsforløb, genoptræning og vedligeholdende træning som følge af bekendtgørelse om kvalitetsstandarder for hjemmepleje, rehabiliteringsforløb og træning efter servicelovens §§ 83, 83 a og 86.

Med vedtagelse af ny ældrelov blev kravet om årlig politisk godkendelse af kvalitetsstandarder ophævet for borgere over 67 år. Da Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i dag har ansvar for at yde hjemmepleje til borgere over 65 år betyder det, at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i år alene er forpligtet til at opdatere kvalitetsstandarden efter serviceloven for borgere ml. 65 og 66 år.

Der blev i maj 2025 indgået en politisk aftale om ressortdeling i Københavns Kommune. Aftalen indebærer en række ændringer af kommunens organisering, blandt andet at kommunens hjemme- og sygepleje samt visitation hertil, som i dag er delt mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen, samles under Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. De tre ovennævnte servicelovsbestemmelser, som alle er underlagt lovkravet om kvalitetsstandard, er omfattet af aftalen om ressortflyt af hjemme- og sygeplejen, som træder i kraft 1. juni 2026. Det betyder, at kvalitetsstandarderne skal ændres i forbindelse med ressortflyttet.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller derfor, at kvalitetsstandarderne for 2025 forlænges med de nødvendige opdateringer på baggrund af Budget 2026.

Løsning

For at skabe en god overgang til den nye organisering, indstiller Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen over for deres respektive fagudvalg, at de eksisterende kvalitetsstandarder for henholdsvis københavnere under 65 år (Hjælp i Hverdagen) og københavnere over 65 år (Ældre i København) forlænges i deres nuværende form i 2026 med de få, nødvendige justeringer bl.a. som følge af budgetaftalen for 2026. Formålet er at sikre tryghed og genkendelighed for borgere og pårørende og undgå unødvendig forvirring i forbindelse med ressortflyttet.

Når hjemmeplejen den 1. juni 2026 er samlet i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen udarbejde en kvalitetsstandard for de tre bestemmelser efter serviceloven (hjemmepleje, rehabiliteringsforløb og træning). I den forbindelse vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen tilrettelægge en høringsproces i forhold til opdatering og godkendelse af kvalitetsstandarderne for 2027.

Kvalitetsstandarden Ældre i København 2026

 Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har, foruden mindre redaktionelle opdateringer og korrektioner, revideret kvalitetsstandarden Ældre i København 2026 på baggrund af budgetaftalen for 2026.

Ændringerne omfatter:

  • Genindførelsen af én årlig ekstra rengøring
  • Nyt aktivitetstilbud til borgere med demens og deres pårørende
  • Tilbud om forløb for voksne med ADHD/ADD
  • Tilbud om vedligeholdende træning udgår (lovændring)
  • Tekst om vask af dyner, vattæpper, sengetæpper og gardiner samt en tekst om madservice er revideret som følge af en henvendelse fra Ankestyrelsen vedrørende en mulig tilsynssag. På baggrund af henvendelsen konkluderede Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i en fælles udtalelse til Ankestyrelsen, at det var nødvendigt med en tilretning af kvalitetsstandarderne, for at disse to områder var i overensstemmelse med lovgivningen
  • Revideringer som følge af udskiftning af leverandører, ændrede navne og adresser (redaktionelle ændringer)
  • Opdatering af takster for 2026.

Opdateringerne af Ældre i København 2026 fremgår af bilag 1.

Høring af Ældre i København 2026

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har sammen med Socialforvaltningen foretaget en høring af de eksterne parter vedrørende den anderledes proces for kvalitetsstandarderne for 2026 og beslutningen om at forlænge de eksisterende kvalitetsstandarder som følge af det kommende ressortflyt af hjemme- og sygeplejen. Høringsperioden løb fra den 4. december til den 18. december 2025. Derudover har høringen i samme periode været tilgængelig på Københavns Kommunes høringsportal ’Bliv Hørt’. Det fælles høringsbrev er vedlagt (bilag 2).

Ingen af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens høringsparter har haft bemærkninger til processen.

Publicering af Ældre i København 2026

Ældre i København udkommer i form af:

  • Hjemmesiden aeldre.kk.dk som – foruden en samlet oversigt over kommunens tilbud og ydelser til borgere over 65 år – suppleres af billeder, videoer og kortfunktioner.
  • En forkortet, fysisk udgave (Pixieudgave), som årligt udkommer i godt 17.000 eksemplarer og distribueres via Sundheds- og Omsorgsforvaltningens egne enheder, visitation og hjemmepleje, seniorklubber, hospitaler og foreninger samt biblioteker og borgerservice.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt udvalget godkender indstillingen, vil Ældre i København 2026 blive forelagt Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse den 26. februar. Hvis Borgerrepræsentationen godkender kvalitetsstandarden, vil hjemmesiden aeldre.kk.dk blive opdateret og den tilhørende pixieudgave vil blive trykt og distribueret.

Socialforvaltningen vil forelægge sin kvalitetsstandard for Den Sociale Hjemmepleje, Hjælp i Hverdagen 2026 for Socialudvalget den 28. januar. Denne vil ligeledes blive forelagt Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse den 26. februar.

 

Karen Toke

                                                    / Helle Schnedler

Til top