Mødedato: 21.08.2025, kl. 14:00
Mødested: Center for Mental Sundhed - Mimersgade 41, 2200 København N

Temadrøftelse om Fremtidens ældrevenlige og sunde København

Se alle bilag

Sundheds- og Omsorgsudvalget (SOU) skal drøfte perspektiver på byens rum og fællesarealer med henblik på udvikling af et sundt og ældrevenligt København.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at perspektiver på byudvikling med en sund og ældrevenlig by som omdrejningspunkt drøftes.

Problemstilling

Københavns Kommune (KK) skal rumme en voksende ældrebefolkning, der lever længere og som har andre ønsker og forventninger til deres liv i byen, end dem vi kender i dag. Frem mod 2060 vokser København med 120.000 indbyggere. Knap halvdelen af denne stigning – omkring 55.000 personer – vil være københavnere over 65 år. Samtidig forventes den gennemsnitlige levetid for 65-årige københavnere at stige fra 86 år i 2020 til 88 år i 2030.

Det er afgørende, at byen allerede nu begynder at tage højde for den voksende demografi og de behov og forventninger, som fremtidens ældre københavnere vil have.

Løsning

En langsigtet og koordineret tilgang er nødvendig for at sikre, at byen også i fremtiden kan tilbyde sunde, trygge og inkluderende rammer for det gode ældreliv. Det kræver en ambitiøs og langsigtet vision for byens sunde og ældrevenlige udvikling samtidig med, at der iværksættes konkrete initiativer på kort sigt.

Et godt udgangspunkt for en sund og ældrevenlig by
Byens betydning for københavnernes trivsel og sundhed er også et gennemgående tema i Sundhedspolitikken (2015-2026) og Senior- og Ældrepolitikken (2024-2027) og har været drøftet på udvalgsmøder i både maj 2023 og maj 2024 om hhv. kommuneplanstrategien og temadrøftelse om sund by. Dertil er det et tema, der i stigende grad arbejdes med i de øvrige forvaltninger, og der er i dag bredt i KK en række konkrete erfaringer med at skabe sunde og ældrevenlige byrum.

SUF har fx erfaringer fra arbejdet med etablering af mentalt sundhedsfremmende (grønne) byrum som terapihaven på Vestre Kirkegård, etablering af røgfri udendørszoner på legepladser og i idrætsanlæg samt bidraget til arbejdet med at skabe en infrastruktur, der understøtter cykling, gang og anden aktiv transport. Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF) har sat fokus på ældrevenlighed og universelt design, blandt andet gennem etableringen af fem ældrevenlige byrum og opsætning af ældrevenlige bænke. Og økonomiforvaltningen (ØKF) arbejder løbende med Kommuneplanen, hvor der bl.a. er fokus på sundhedsfremmende og ældrevenlige byrum i både eksisterende og nye byudviklingsområder. Senest er der – i forlængelse af den årlige boligredegørelse – igangsat en analyse af ældres boligønsker og flyttemønstre i KK.

En fælles dagsorden i KK

Der er således allerede en bevægelse i gang, men for at sikre, at byudviklingen i endnu højere grad fremmer sundhed og imødekommer den voksende ældrebefolknings behov, har SUF etableret et videns- og inspirationsgrundlag for en sund og ældrevenlig by. Med grundlaget samles den nyeste viden og konkrete eksempler med det formål at sætte en fælles retning for et tæt og konstruktivt samarbejde mellem forvaltningerne og med eksterne aktører. Grundlaget vil blive udviklet over tid i takt med, at der gøres erfaringer, og kan konkret bruges i dialogen med de øvrige forvaltninger og andre aktører, så det bliver let at indtænke sunde og ældrevenlige tiltag i byens udvikling.

Hvordan skaber vi en sund og ældrevenlig by?

SUF foreslår, at der arbejdes strategisk med at fremme en ældrevenlig by gennem tre centrale temaer: sund hverdag, fællesskaber og tryghed. Disse temaer kan sætte retning for, hvordan byen kan udvikles og indrettes, så den understøtter et aktivt og værdigt liv for ældre, samtidig med at den er inviterende og inkluderende for alle generationer.

Sund hverdag handler om at gøre et sundere valg til et nemmere valg. Ved fx at etablere seniorruter og oplevelsesstier skabes der trygge og motiverende rammer for daglig bevægelse og udeliv målrettet ældre, men også med potentiale til at styrke livskvaliteten for andre københavnere.

Fællesskaber handler om at skabe byrum, der inviterer til møder mellem mennesker på tværs af alder og livssituation. En bænk ved en legeplads er ikke bare en hvilestation – den kan også være et lille fællesskab, hvor bedsteforældre, forældre og børn mødes og deler oplevelser.

Tryghed handler om, at byen skal opleves som tilgængelig, overskuelig og sikker at færdes i – også for borgere med gangbesvær eller nedsat syn. Det handler både om fysisk indretning – fx fodgængerfelter, god belysning, jævne belægninger og tydelig skiltning – og om aktive indsatser som faldforebyggende træning i lokalområder og tiltag, der styrker ældres mobilitet og selvtillid i det offentlige rum.

I arbejdet med at gøre byen mere ældrevenlig vil der være hensyn, der samtidig bør afvejes i forhold til andre vigtige dagsordener i byudviklingen – som fx klimatilpasning, børnevenlige byrum og øget boligfortætning. Det stiller krav om tværgående prioritering og integrerede løsninger, hvor ældrevenlighed ikke bliver et særhensyn, men en naturlig del af god og bæredygtig byudvikling.

Temadrøftelse

Som optakt til temadrøftelsen har SUF været i dialog med bl.a. TMF, ØKF, KFF og Ældrerådet med henblik på inddragelse og koordinering internt i kommunen. Derudover er der taget de første kontakter til eksterne aktører som fx Realdania for at søge inspiration og etablere dialog om det videre samarbejde af byens udvikling.

Med temadrøftelsen ønskes Sundheds- og Omsorgsudvalgets perspektiver på byens rum og fællesarealer med henblik på at sætte en strategisk retning for en sund og ældrevenlig by. Samtidig skal drøftelsen underbygge mulige konkrete initiativer, der kan iværksættes inden for en kortere tidshorisont.

SUF indleder temadrøftelsen med et kort rammesættende oplæg.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

SOU orienteres løbende om indsatser i regi af videns- og inspirationsgrundlaget ”Fremtidens ældrevenlige og sunde København”. Hvis SOU har ønsker til konkrete initiativer for en sund og ældrevenlig by kan udvalget bestille forslag til BU26 eller BU27.

 

Per Bennetsen /

Nanna Skriver og Katrine Schjønning

Til top