Mødedato: 20.05.2026, kl. 14:30
Mødested: Ørestad Plejecenter, Asger Jorns Allé 5, 2300 København S

Status vedr. ressortændring mellem Socialforvaltningen (SOF) og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF)

Som besluttet på møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget (SUND) den 9. april 2026 orienteres udvalget om fremdriften i omstillingen af hjemmeplejen, sygeplejen, hjælpemiddelområdet og visitationen som følge af den politiske beslutning om ny ressortfordeling i Københavns Kommune. Den skriftlige status suppleres mundtligt af forvaltningen på udvalgsmødet den 20. maj 2026.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget

  1. at orientering om status på ressortændring mellem Socialforvaltningen (SOF) og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) tages til efterretning 

Problemstilling

På møde i SUND den 9. april 2026, hvor udvalget tog implementeringsplanen for SOF-SUF ressortændring til efterretning, blev det aftalt, at forvaltningen løbende orienterer udvalget om fremdriften.

Løsning

Vigtige milepæle

Forvaltningen arbejder intensivt på at blive klar til første flyt (’teknisk flyt’) den 1. juni 2026, hvor SOFs medarbejdere, ledere og opgaver i driften samt lokationer overgår som hele enheder til SUF. Enhederne arbejder videre som hidtil, og flyttet vil derfor ikke have betydning for borgernes forløb eller medarbejdernes daglige arbejde. Udover forberedelser til første flyt, arbejder forvaltningen på at få fastlagt rammerne for den nye fælles driftsorganisation, der træder i kraft ved andet flyt den 3. maj 2027. Den seneste tid er der blandt andet blevet arbejdet med:

Modtagelse af nye kolleger ved første flyt: SUF er klar til at byde de ca. 600 medarbejdere/ledere, der overgår fra SOF til SUF, velkommen pr. 1. juni 2026. Der planlægges en lang række aktiviteter for at byde nye medarbejdere velkommen, herunder både generel introduktion og sociale aktiviteter samt mere faglige tiltag. Lederne tilbydes bl.a. coaching og intro til ledelsesværktøjer, og der er planlagt et velkomstmøde med direktionen. 

Plan for ’hypercare’ ved første flyt: SOF og SUF har også rent systemmæssigt forberedt flyt af medarbejdere og borgere den 1. juni. I overgangsperioden er der planlagt et ekstra fokus på IT-systemerne med let tilgængelig support – ’hypercare’ - til medarbejderne, så medarbejderne oplever, at evt. systemudfordringer håndteres hurtigt.  

Dato for andet flyt: I sagen til SUND den 9. april 2026 var datoen for andet flyt – den egentlige faglige og organisatoriske integration – endnu ikke fastlagt. Forvaltningerne har nu truffet beslutning om, at andet flyt vil finde sted den 3. maj 2027. 

Grundmodel for faglig organisering ved andet flyt: I samarbejde med relevante driftsledere har de to forvaltninger truffet beslutning om en grundmodel for den ny fælles faglige organisering, der træder i kraft ifm. andet flyt. Fællestillidsrepræsentanter, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter har løbende været inddraget, bl.a. via det midlertidigt nedsatte OvergangsMED. Den nye model blev formidlet til ledere, tillidsfolk og medarbejdere ved stormøder d. 21., 22. og 23. april 2026. 

Dialog med råd: For at starte en tidlig dialog med samarbejdspartnere, som repræsenterer de nuværende SOF-borgere, har forvaltningerne deltaget på møder med Handicaprådet, Udsatterådet og Dialogforum. Der er derudover planlagt møde med Ældrerådet.

Udfordringer ift. de fysiske rammer

Der vil ifm. de kommende budgetforhandlinger være behov stillingtagen til finansiering af de fysiske rammer for en ny og samlet hjemmepleje, sygepleje og visitation. Forvaltningen vil fremlægge mulige scenarier, herunder behov for økonomi, til de kommende politiske forhandlinger. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Udvalget vil blive orienteret om status på SOF-SUF ressortændring på næste møde i SUND den 17. juni 2026.

Karen Nørskov Toke

/ Nanna Skriver 

Til top