Proces for fornyelse af Mad- og Måltidsstrategien
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) fik i 2003 sin første kostpolitik. I 2019 blev Københavns Kommunes (KK’s) Mad- og Måltidsstrategi (Bilag 1) vedtaget af Borgerrepræsentationen (BR). Da flere af strategiens delmål udløb i 2025, godkendte Økonomiudvalget (ØU), at der skulle udarbejdes et forslag til en fornyet strategi. Forud for godkendelse i ØU og BR ultimo 2026 sendes strategien i intern og ekstern høring. I forbindelse med den interne høring lægges der op til, at det udvalgshenviste medlemsforslag om at frisætte plejehjem fra strategien behandles. Samtidigt vil SUND blive præsenteret for en analyse, der vil belyse, hvordan borgerne påvirkes af Mad- og Måltidsstrategiens fokusområder vedrørende bl.a. bæredygtighed, samt hvordan hhv. de kommunale og private madleverandører samt plejehjem/hjemmeplejen oplever muligheder for implementering af strategien.
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at proces vedr. fornyelse af Mad- og Måltidsstrategien godkendes.
Problemstilling
Den nuværende Mad- og Måltidsstrategi (2020-2025) har i de seneste fem år sat retning for den strategiske indsats på mad- og måltidsområdet på tværs af forvaltningerne i KK. Strategien har sat fokus på kommunens mad og måltider under fem hovedtematikker: Ernæring og sundhed, madkvalitet og velsmag, klima og bæredygtighed, madfællesskaber samt København som grøn madby. I strategien blev følgende politiske delmål for kommunen vedtaget i BR:
- 25 % klimareduktion på fødevareindkøb inden 2025
- 90 % økologi i fødevareindkøb, og enheder skal så vidt muligt registreres med Det Økologiske Spisemærke i guld inden 2025
- 50 % madspildsreduktion inden 2030.
For at understøtte plejehjemmenes arbejde med at implementere strategiens indsatser, har SUF i samarbejde med DTU Fødevareinstituttet og Meyers Madhus udviklet flere redskaber, som enhederne kan vælge at anvende i deres arbejde med ernæring, velsmag, madkvalitet, fællesskaber og bæredygtighed:
- Pejlemærker for klimavenlige og ernæringsrigtige måltider (vejledende mængder til produktion af mad på plejehjem, fx kød og mejeriprodukter)
- Klimavenlige opskrifter (opskrifter målrettet hhv. småtspisende og ældre med normal appetit)
- Kurser og inspiration (kurser til hhv. køkken- og plejepersonale)
- Madliv København (grundbog, der introducerer til mad- og måltidsområdet)
Ekstern leverandør, Meyers Madhus, understøtter Københavns Kommunes institutioner, herunder plejehjem, med kompetenceudvikling via tilbud om individuelle rådgivningsforløb. Indholdet tager udgangspunkt i de enkelte plejehjems ønsker og behov for indsatser inden for mad- og måltidsområdet.
Løsning
Da strategien og flere af strategiens delmål udløb i 2025, igangsatte ØU i marts 2025 et arbejde i forvaltningerne med at forny strategien. ØU blev den 28. oktober 2025 præsenteret for midtvejsstatus på fornyelse af Mad- og Måltidsstrategien med fokus på ambitioner og indsatsområder. Arbejdet lægger op til, at den fornyede strategi i årene 2027-2032 skal fastholde et højt strategisk ambitionsniveau inden for ernæringsrigtige og velsmagende offentlige måltider. Samtidig skal arbejdet sikre en strategisk ramme for indsatser rettet mod byens borgere og madaktører.
Den fornyede strategi forventes at bygge videre på KK’s arbejde med offentlige måltider, der kombinerer ernæring, velsmag og madkvalitet, fællesskab og bæredygtighed. Der lægges fortsat vægt på en fleksibel og lokal tilpasning af mad- og måltidsindsatserne pba. forskellige målgrupper, ernæringsbehov og køkkentyper på driftsenhederne. Strategien forventes stadig at fokusere på rammerne om måltidet, som understøtter fællesskaber, trivsel og livskvalitet.
Intern høring
ØU skal i juni 2026 præsenteres for udkast til strategien samt godkende, at Mad- og Måltidsstrategien sendes i intern høring i politiske udvalg samt relevante råd som fx Ældrerådet og Handicaprådet. I oktober 2026 skal ØU behandle høringssvar fra den interne høring samt godkende, at strategien sendes i offentlig høring. Primo 2027 forventes godkendelse af Mad- og Måltidsstrategien i ØU og BR.
På baggrund af ønske fra den politiske følgegruppe for Mad- og Måltidsstrategiens fornyelse, vil SUF inddrage perspektiver fra medarbejdere på plejehjemmene ift. målsætninger og indsatser i den fornyede strategi. Dette vil blive præsenteret for SUND ifm. den interne høring d. 20. august 2026. Medlemsforslaget vedr. frisættelse af plejehjem fra Mad- og Måltidsstrategien (fremsat af A, C, V, I og O), der blev udvalgshenvist til SUND, foreslås ligeledes behandlet ved udvalgsmødet d. 20. august 2026. Forvaltningen vil derudover præsentere resultaterne af en ny analyse vedr. arbejdet med KK’s Mad- og Måltidsstrategi 2020-2025, herunder omfanget af potentielle udfordringer med at implementere strategien samt borgertilfredshed med maden på plejehjem og i hjemmeplejen.
Politisk handlerum
SUND skal i august 2026 behandle intern høring af udkast til strategien og det udvalgshenviste medlemsforslag. Udvalget kan tilkendegive, hvorvidt de vurderer, at delelementer af strategiens temaer som fx klima, madspild og økologi bør frisættes fra ældreområdet.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt SUND godkender den videre proces for fornyelse af Mad- og Måltidsstrategien, vil SUF udarbejde en sag vedr. intern høring af fornyelse af strategien, behandling af medlemsforslag om at frisætte plejehjem Mad- og Måltidsstrategien samt drøftelse af en analyse vedr. perspektiver på rammerne for mad og måltider til ældre, herunder borgertilfredshed med mad på plejehjem og i hjemmeplejen, som SUND får til behandling og godkendelse d. 20. august 2026.
Anna Schou Johansen
/ Nanna Skriver