Mødedato: 20.04.2016, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

2. behandling af Budget 2017

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetbidrag for 2017, som senest d. 2. maj 2016 skal afleveres til Økonomiforvaltningen.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender bevillingsoversigt (bilag 1)

2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager følgende bilag til efterretning:

a) Udvalgsafsnit (bilag 2)

b) Oversigt over demografitilpasning (bilag 3)

3. at Sundheds- og Omsorgsudvalget bemyndiger Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til at indarbejde tekniske korrektioner og tilrette budgetprodukterne i overensstemmelse med udvalgets ønsker med henblik på at fremsende samlet budgetmateriale til Økonomiforvaltningen senest den 2. maj 2016.

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalgets samlede budgetbidrag for 2017 skal afleveres til Økonomiforvaltningen senest den 2. maj 2016, og i den forbindelse skal Sundheds- og Omsorgsudvalget godkende bevillingsoversigt, forvaltningsspecifikke effektiviseringer og taktsbilag 2017.

På Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 14. marts 2016 godkendte udvalget de forvaltningsspecifikke effektiviseringer. Takstbilag 2017 forelægges til godkendelse på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 9. juni 2016.

Med denne indstilling får udvalget forelagt bevillingsoversigten til godkendelse. Derudover er udvalgsafsnit og notat om den endelige demografitilpasning i 2017 vedlagt til orientering.

Løsning

Bevillingsoversigten viser Sundheds- og Omsorgsudvalgets bevillingsrammer for Budget 2017 (bilag 1). Sundheds- og Omsorgsforvaltningen foreslår, at udvalgets bevillingsstruktur ændres i 2017, så antallet af bevillinger under styringsområdet "Service" reduceres fra de nuværende fire bevillinger i 2016 til følgende bevillinger i 2017 og frem:

  • Sundhed
  • Ældre
  • Administration

Bevillingen ”Pleje, service og boliger til ældre, demografireguleret” blev tidligere reguleret i forhold til befolkningsudviklingen for at sikre grundlaget for det aktuelle serviceniveau ved at regulere budgettet i forhold til udviklingen i antallet af ældre.

På baggrund af drøftelser i 2014 mellem Økonomiforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen om justering af demografireguleringen i tilknytning til "Sund aldring" blev demografimodellen ændret med virkning fra Budget 2016. Ændringerne betød, at en række ydelser fremadrettet ikke reguleres i forhold til udviklingen i antallet af ældre, mens andre ydelser, som ikke tidligere blev reguleret, nu reguleres i forhold til befolkningsudviklingen. Derudover modregnes der fremadrettet for den faktiske udvikling i den forventede restlevetid (sund aldring).

Som konsekvens af ændringerne i demografimodellen er der ikke længere overensstemmelse mellem de hovedaktiviteter og ydelser, som er placeret på den demografiregulerede bevilling, og de hovedaktiviteter og ydelser, som faktisk reguleres i forhold til befolkningsudviklingen.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har på den baggrund, og som første led i forberedelsen af overgangen til Kvantum, været i dialog med Økonomiforvaltningen med henblik på en tilpasning af Sundheds- og Omsorgsudvalgets bevillingsstruktur, jf. ovenstående.

Der vil ske en endelig kvalificering og tilretning af bevillingsoversigter mv. på baggrund af de korrigerede rammer fra Økonomiforvaltningen.

Udvalgsafsnittet indgår i Københavns Kommunes budgetforslag og fremhæver de primære udfordringer for sundheds- og omsorgsområdet i de kommende år (bilag 2). I 2017 er der forsat fokus på at sikre den rette kapacitet af almene plejeboliger og hermed også fokus på at gennemføre moderniseringsplanen. Der er desuden behov for udarbejdelse af nyt forslag til en udbygningsplan for plejeboliger, der imødekommer den ændrede demografiske udvikling frem til 2030 i forhold til kapacitet og budget. Derudover er der på sundheds- og omsorgsområdet fortsat fokus på implementering af Ældrepolitikken og handleplaner under Sundhedspolitikken, ligesom der er fokus på faglig kvalitet på kommunens plejecentre og på nedbringelse af sygefraværet blandt forvaltningens medarbejdere.

Demografitilpasning og sund aldring

Som følge af ny befolkningsprognose udarbejdet i marts 2016 er demografitilpasningen af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budget en tilførsel på 2,8 mio. kr. Samtidig skal budgettet til køb af pladser i andre kommuner reguleres svarende til regnskabsresultatet 2015, det vil sige reduceres med 18,1 mio. kr. Derudover indarbejdes effekten af sund aldring, svarende til en budgetreduktion på 10,7 mio. kr. Sund aldring bygger på, at københavnerne lever længere, men at den længere levetid ikke nødvendigvis giver øget plejebehov. Årsagen hertil skal blandt andet findes i de generelt bedre socioøkonomiske vilkår for københavnere, herunder en sundere livsstil og bedre behandlingstilbud. Samlet reduceres udvalgets budget med 26,0 mio. kr., hvoraf 7,4 mio. kr. skal realiseres på plejecenterområdet, svarende til en reduktion af 21 plejehjemspladser i forhold til det vedtagne Budget 2016 (bilag 3).

Forvaltningsspecifikke effektiviseringer og Smarte investeringer i kernevelfærden

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har i 2017 et måltal for de forvaltningsspecifikke effektiviseringer på 51,3 mio. kr., hvoraf der allerede er besluttet effektiviseringer for 7,6 mio. kr. På udvalgsmødet den 14. marts 2016 har udvalget godkendt effektiviseringer svarende til de resterende 43,7 mio. kr. (bilag 4). Af de 43,7 mio. kr. er 9,5 mio. kr. effektiviseringer i forbindelse med Smarte investeringer i kernevelfærden, som Sundheds- og Omsorgsudvalget også godkendte den 14. marts 2016. De Smarte investeringer i kernevelfærden skal endvidere godkendes af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, før de er endeligt godkendte. 

Interne omstillinger i forbindelse med bevillingsophør

Sundheds- og Omsorgsudvalget har bevillingsophør på 13,1 mio. kr. i 2017, herunder også delvist ophør.

I forbindelse med 1. behandlingen af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetforslag 2017 - på mødet d. 14. marts 2016 - besluttede Sundheds- og Omsorgsudvalget at afsætte en pulje til dækning af bevillingsophør/intern omstilling/omprioriteringsbidrag på 1,9 mio. kr. Når omprioriteringsbidraget er afklaret, tager udvalget endelig stilling til puljens anvendelse og eventuel intern omstilling på udvalgsmødet den 18. august 2016.

Takstbilag 2017

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende og aflevere takstbilag 2017 med alle takster, der  opkræves af borgere i år 2017. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er i færd med at beregne taksterne på baggrund af Regnskab 2015, og taksterne vil blive forelagt Sundheds- og Omsorgsudvalget til godkendelse på udvalgsmødet den 9. juni 2016.

Høring

Københavns Ældreråd har deltaget i Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetseminar d. 2. marts 2016 og har efterfølgende modtaget materialet fra udvalgets 1. behandling af budgetforslag 2017 på forhandlingsmødet d. 14. marts 2016 i høring.

Ældrerådets høringssvar tager afsæt i rådets bemærkninger fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetseminar og peger således på flere ønsker til kvalitetsløft. Flere af disse ligger i forlængelse af de budgetnotater vedr. budgetønsker, som udvalget har bestilt i forbindelse med budgetseminaret.

Ældrerådet kommenterer også på effektiviseringsforslaget vedr. rygestopindsatsen i København/Røgfrit København. Rådet udtrykker bekymring i forhold til, om besparelsen vil ramme de allersvageste borgere. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen gør i den forbindelse opmærksom på, at indsatsen på sundhedsområdet pt. er under omstrukturering,  bl.a. med henblik på i større grad at reducere ulighed i sundhed.

Ældrerådets høringssvar er vedhæftet (bilag 5).

 

Økonomi

Jf. ovenfor.

Videre proces

Den 2. maj 2016 er frist for indsendelse af Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetbidrag til Økonomiforvaltningen. Behandling af takstbilag 2017 og budgetønsker sker på Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde den 9 juni 2016.

Økonomiudvalget har budgetforslaget til 1. behandling den 24. august 2016. Borgerrepræsentationen 1. behandler budgetforslaget den 1. september 2016. Økonomiudvalget har budgetforslaget til 2. behandling den 27. september 2016, og Borgerrepræsentationen 2. behandler budgetforslaget den 6. oktober 2016.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil forelægge udmøntningen af demografitilpasningen af Budget 2017 på plejehjemsområdet for udvalget på mødet i august.

 

                Hanne Baastrup

                                                                    /Søren Winther Rasmussen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

"Enhedslisten sender sagen videre, men tager først endelig stilling til budget 2017 under forhandlingerne i efteråret. Der ligger eksempelvis en række bortfald af bevillinger til vigtige kerneopgaver, som skal forlænges eller erstattes med kompenserende tiltag."


Til top