Mødedato: 20.04.2016, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Program for Sundheds- og Omsorgsudvalgets studietur til Skotland i maj 2016

Se alle bilag
Udvalget skal godkende det foreløbige program for studieturen til Skotland i maj 2016

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender det foreløbige program for studieturen til Skotland den 17. til 20 maj 2016

Problemstilling

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede den 12. november, at udvalget vil gennemføre en studietur til Skotland i perioden 17. til 20. maj 2016. Forvaltningen blev i den anledning pålagt at udarbejde et program.

Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte endvidere på møde den 14. marts, at programmet kan tage udgangspunkt i følgende temaer:

  • Det nære sundhedsvæsen
  • Kvalitetsforbedringer

Program og budgetoverslag fremsættes nu til udvalgets godkendelse.

Løsning

Det foreløbige program for studieturen er vedlagt som bilag 1. Der tages forbehold for ændringer i den endelige planlægning ligesom detaljer omkring bespisning og transport endnu ikke er lagt fast.

Skotland har udrullet en ambitiøs handleplan for patientsikkerhed og kvalitetsforbedringer på sundhedsområdet. Det er forventningen, at der den 18. maj i Edinburgh vil blive planlagt to til tre besøg, som skal præsentere og illustrere, hvordan denne nationale handleplan er bygget op, hvordan den er implementeret i praksis og hvilke resultater, der er opnået. Detaljerne i den endelige planlægning af disse besøg udestår.

Det færdige program vil blive fremsendt til udvalget senest en uge før afrejse.

Jf. Københavns Kommunes retningslinjer for udvalgsrejser, vil forvaltningen dække udgifterne til flyrejser, overnatning, transport i forbindelse med obligatoriske besøg samt tre hovedmåltider om dagen og de dertilhørende drikkevarer. Andre udgifter - herunder brug af ekstra ydelser på hotellet - skal afholdes af deltagerne selv.

I overensstemmelse med almindelig praksis vil det blive indstillet til Borgerrepræsentationen at beslutte, at der udbetales tabt arbejdsfortjeneste til de af deltagerne, der er tilmeldt denne ordning.

Økonomi

Studieturen forventes at kunne holdes inden for 180.000 kr. Beløbet findes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets egen ramme.

Videre proces

Det færdige program samt baggrundsmateriale om destinationen sendes til udvalget i uge 19.

 

Katja Kayser

                                                                     /Rikke Blom

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top