Mødedato: 18.12.2013, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Status og forslag om ændret praksis vedrørende løntilskudsstillinger på sosu-området (fællesindstilling SUF og BIF)

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,  

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om status på 40 løntilskudsstillinger målrettet social- og sundhedsuddannelsen til efterretning.
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at ordningen med 40 målrettede løntilskudsstillinger pr. 1. januar 2014 grundet ny lovgivning på beskæftigelsesområdet afløses af en ny praksis.

Problemstilling

Én gang årligt gives der status på løntilskudsordningen med 40 målrettede løntilskudsstillinger på social- og sundhedsområdet (sosu) i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Indeværende status vedrører perioden november 2012 – oktober 2013. Sundheds- og Omsorgsudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget er senest blevet orienteret om status på projektet i november 2012.

Med kontanthjælpsreformen gældende fra årsskiftet 2014 reduceres mulighederne for løntilskud fra 12 til maksimum 6 måneders forløb for ledige. Det vil have indflydelse på løntilskudsordningens nuværende form. Derfor skal der med nærværende status samtidig tages stilling til løntilskudsordningens fremtidige organisering.

De 40 målrettede løntilskudsstillinger på sosu-området skal kvalificere ledige, som ønsker uddannelse på området, til efterfølgende at få voksenelevløn på social- og sundhedshjælperuddannelsen. Ordningen har eksisteret siden august 2010 som afløser for den tidligere voksenelevlønsordning til elever på social- og sundhedshjælper-uddannelsen i Københavns Kommune, som blev afviklet i maj 2010 efter beslutning i Borgerrepræsentationen.

Løsning

Status på indgåede løntilskudsaftaler
Nedenstående tabel 1 angiver en oversigt for 2012 og 2013 over antal nye deltagere i perioden november - oktober, hvor mange der har gennemført deres løntilskudsforløb, og hvor mange social- og sundhedshjælperelever Sundheds- og Omsorgsforvaltningen pt. har ansat, og som har benyttet sig af deres mulighed for voksenelevløn efter det gennemførte løntilskudsforløb.

Tabel 1: Opgørelse over deltagere i projektet

Opgørelse over deltagerne i perioden

Antal 2013

Antal 2012

Påbegyndt løntilskudsforløb i perioden

24

26

Har gennemført deres løntilskudsforløb og er indstillet til voksenelevløn

29

23

Nuværende social- og sundhedshjælperelever i SUF, der har været i én af løntilskudsstillingerne

14

13

Note: Det bemærkes, at der ikke er sammenhæng mellem antallet af nye deltagere og antallet af deltagere der har gennemført forløbet, idet der er tale om rullende forløb. Tallene kan således ikke sammentælles.

For en uddybende status for perioden november 2012 – oktober 2013 henvises der til vedlagte bilag ”Fakta om personer, der har deltaget i løntilskudsprojektet målrettet social- og sundhedsuddannelsen i perioden november 2012 – oktober 2013”.

Om nye regler for løntilskud
Ét af kriterierne for at opnå voksenelevløn på social- og sundhedshjælperuddannelsen er et års relevant arbejde indenfor social- og sundhedsområdet indenfor de seneste 4 år.

Med lovændringerne i Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats gældende fra den 1. januar 2014 vil dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere og uddannelsesydelsesmodtagere kun kunne være ansat i et offentligt løntilskudsjob i op til 6 måneder (jf. LAB § 53).

Fremover vil det derfor ikke være muligt fra starten af en offentlig løntilskudsansættelse at fastsætte et forløb ud over 6 måneders varighed. Det vil heller ikke være muligt fra starten af løntilskudsperioden at etablere to perioder af 6 måneder i forskellige institutioner/enheder.

Den nuværende løntilskudsordning afløses af ny målrettet praksis
Kriteriet om et års relevant arbejde indenfor social- og sundhedsområdet vil efter 1. januar 2014 kunne opnås ved at kombinere et løntilskudsforløb af 6 måneders varighed med relevant erfaringserfaring på 6 måneder eller mere.

Det foreslås derfor, at der opretholdes særlige muligheder for ledige med 6 måneders eller mere relevant erhvervserfaring, således at de gennem tilbud om løntilskud vil kunne opnå erfaring på tilsammen 12 måneder. Dette vil gøre det muligt for den ledige at blive optaget på social- og sundhedsuddannelsen med voksenelevløn.  De to forvaltninger vil aftale en praksis, der indebærer at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen stiller de nødvendige pladser til rådighed for de ledige, der har den relevante erhvervserfaring, med henblik på at disse efter forløbet har mulighed for optagelse på social- og sundhedsuddannelsen med voksenelevløn. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skønner, at behovet for løntilskudspladser i denne forbindelse i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen  årligt vil være på mellem 10 og 20.

Økonomi

Udgifter til de 40 løntilskudsstillinger bliver finansieret af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens midler til løntilskudsordningen.

Udgifter til voksenelevløn bliver finansieret af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, såfremt deltagerne fortsætter i uddannelse til social- og sundhedshjælper på Social- og Sundhedsskolen i København (SOPU København), hvilket skal ske senest 4 år efter løntilskudsperiodens ophør.

De 40 løntilskudsstillinger indgår i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens måltal for løntilskud, som en del af det samlede måltal for Københavns Kommune på 2.150 løntilskudspladser i 2013. Den foreslåede ændring at tilbuddet påvirker ikke Sundheds- og Omsorgsforvaltningens forpligtelser på løntilskudsområdet.

Videre proces

Hvis den ændrede praksis vedtages, vil Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen hurtigst muligt aftale hvorledes den nye praksis konkret håndteres i de 2 forvaltninger. Den nye praksis træder i kraft fra januar 2014.




                       Morten Binder                                                  Katja Kayser

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top