Konsekvenser for Sundhedsforvaltningen vedr. budget 2005
Konsekvenser for Sundhedsforvaltningen vedr. budget 2005
Sundheds- og Omsorgsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 18. november 2004
Sager til efterretning
10. Konsekvenser for Sundhedsforvaltningen vedr. budget 2005
SOU 166/2004 J.nr. 21/2004
INDSTILLING OG BESLUTNING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orienteringen om konsekvenser for Sundhedsforvaltningen vedrørende budget 2005 til efterretning.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 18. november 2004
Indstillingen blev taget til efterretning.
RESUME
Sundhedsforvaltningen tilføres i alt 64 mio. kr. som følge af budgetforlig 2005. Ressourcetilførslerne tilvejebringer muligheden for at påbegynde dele af ældreplanen. Herunder gennemføres moderniseringsplanen, hvorunder ca. 1600 utilsvarende plejeboliger ombygges til tidssvarende plejeboliger over en 10 års periode. Samtidig afsættes der midler til at fortsætte kostprojekterne og forbedre arbejdslokalerne i hjemmeplejen. Herudover er der afsat en udisponeret pulje på 11 mio. kr. til øvrige kvalitetsforbedringer. Puljen udmøntes af Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Der afsættes endvidere en budgetreserve svarende til 20 mio. kr. til imødegåelse af den forventede ubalance i 2005.
Der blev ikke afsat midler til at opretholde tilbudene om boligrådgivning og vejledning af døve. Medmindre der findes finansiering fra andet sted vil disse aktiviteter således ophøre.
Forligsparterne er enige om at fortsætte drøftelserne vedrørende de øvrige dele af ældreplanen i forbindelse med budget 2006.
Omstillingsbidraget blev vedtaget uden ændringer. Hvad angår driftbesparelser på plejehjem og hjemmepleje vil besparelserne blive udmøntet i henhold til de eksisterende budgetmodeller, således at besparelserne udmøntes på et fuldstændig ensartet grundlag overfor institutionerne.
Omstillingsbidrag i relation til IRP, dagaktiviteter, grundig rengøring, turkøbsordninger og kvalitetssikring vedrørende hjemmeplejen samt grå stær operationer drejer sig om kapacitetstilpasninger og omlægninger af servicen. Der udestår en nærmere konkretisering af besparelserne i central forvaltningen.
Budgetaftalen afstikker en række bindinger for Sundhedsforvaltningen.. Ældreplanen skal således løbende justeres i henhold til den faktiske befolkningsudvikling samtidig med at det sikres at 4-ugers garantien overholdes. Samtidig skal boligmoderniseringsplanerne i henholdsvis Sundheds- og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen samtænkes. For nuværende forventes det dog primært at omhandle erfaringsudveksling.
Sundhedsforvaltningen skal udarbejde en statusredegørelse vedrørende implementeringen af demenspolitikken. Hvilket i givet fald kan danne basis for forslag til ønskelisten til budget 2006.
Herudover forestår der et større arbejde med hensyn til at sikre koordineringen og erfaringsudvekslingen i relation til motionsforebyggelse samt udarbejdelsen af en samlet alkoholpolitisk handleplan der skal gå på tværs af forvaltningerne og H:S. I et samarbejde med Familie- og Arbejdsmarkesforvaltningen skal der endvidere udarbejdes en langsigtet plan for HIV/AIDS indsatsen, herunder undersøges mulighederne for at etablere et HIV/AIDS hus centralt i byen.
Hensigtserklæringerne i budgetaftalen indebærer bl.a. at Økonomiforvaltningen i samarbejde med de øvrige forvaltninger skal udarbejde en samlet IT-investeringspolitik, der muliggør indpasning af større IT-investeringer i kommunens driftsbudget.
Efter moderniseringsplanens gennemførelse er der stadig ca. 1.400 utidssvarende plejeboliger. I budgetaftalen peges der på at der senere skal tages stilling til, hvordan denne problemstilling skal løses.
Der skal arbejdes videre med en ny budgetfordelingsmodel for Københavns Kommune. I givet fald kan en ny model få konsekvenser for rammerne, men ikke nødvendigvis for de udvalgsinterne fordelingsmodeller.
Der skal endvidere arbejdes videre med snitfladeproblematikker internt i Københavns Kommune herunder set i lyset af den nye landsdækkende kommunale struktur. Det er uvist hvilke konsekvenser det vil få for Sundhedsforvaltningen.
Der skal i perioden oktober 04 – feb. 05 udarbejdes en række budgetanalyser internt i forvaltningen der skal gøre det muligt at tilvejebringe omstillingsbidrag til B2006. Udvælgelsen af hvilke budgetanalyser der skal gennemføres forventes at ske i et samarbejde med økonomiforvaltningen.
Endvidere skal der i forbindelse med B2006 foretages en omprioritering internt i forvaltningen, således at der tilvejebringes yderligere midler til vedligeholdelse.