Mødedato: 18.06.2026, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Initiativer til indfrielse af udvalgets CO2e-reduktionsmåltal

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte på mødet den 9. april 2026, at forvaltningen udarbejder forslag til CO2e-reducerende initiativer til politisk behandling den 18. juni 2026. Med sagen lægges der op til, at SUND godkender udarbejdelse af budgetnotater for de to mest omkostningseffektive initiativer samt tager stilling til, om et eller flere af de øvrige seks initiativer skal bestilles som budgetnotater til Budget 2027.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at det godkendes, at der udarbejdes budgetnotater vedrørende henholdsvis 1) Indkøb af ekstra ble-sorteringsmateriel på plejehjemmene og 2) Understøttelse af klimatiltag i SUF til budgetforhandlingerne om Budget 2027
  2. at der tages stilling til, hvilke af de øvrige CO2e-reducerende initiativer, der ønskes bestilt som budgetnotater til budgetforhandlingerne om Budget 2027

Problemstilling

Som led i Klimastrategi 2035 og Klimahandleplan 2026-2028 har Københavns Kommune indført en styringsmodel for klima. Modellen skal sikre, at klimaaftrykket fra kommunens indkøb reduceres med 25 % pr. borger i 2030 og 50 % i 2035 sammenlignet med 2019.

I forbindelse med udviklingen af styringsmodellen blev Økonomiudvalget ved Indkaldelsescirkulæret 2027 forelagt vejledende CO2e-reduktions måltal for kommunens indkøb for Budget 2027 fordelt på ansvarlige udvalg. SUNDs vejledende reduktionsmåltal i 2026 er 581 ton CO2e, svarende til 1,4 % af udvalgets samlede klimaaftryk fra indkøb i 2024. Reduktionerne opgøres i forhold til det enkelte års måltal og kan derfor ikke summeres på tværs af år, hvis der er tale om den samme varige reduktion.

Forvaltningen har igangsat initiativer, som forventes at medføre årlige reduktioner på 406 ton CO2e i 2026 eller 2027. Derudover er der planlagt initiativer med et forventet reduktionspotentiale på 220 ton CO2e i 2027 eller 2028, jf. bilag 1. Initiativerne bidrager til målopfyldelsen frem mod 2030, men forvaltningen vurderer, at der er behov for yderligere finansiering for at nå i mål med udvalgets måltal for 2026 og 2027. Da der for flere initiativer må forventes tid fra igangsættelse til fuld indfasning og realisering af CO2e-reduktionen, skal SUND beslutte, om forvaltningen skal udarbejde budgetnotater for yderligere CO2e-reducerende initiativer til Budget 2027.

Løsning

Forvaltningen har udarbejdet otte initiativer til indfrielse af det vejledende CO2e-reduktionsmåltal. To initiativer ’Indkøb af ekstra ble-sorteringsmateriel på plejehjemmene’ og ’Understøttelse af klimatiltag i SUF’, vurderes at have den største omkostningseffektivitet, dvs. størst forventet CO2e-reduktion i forhold til investeringsbehov. De øvrige seks mulige CO2e-reducerende initiativer er 1) Finansiering af servicearealers andel af etablering af solceller på tre plejehjem, 2) Levetidsforlængelse af genbrugshjælpemidler, 3) Genbrugsrejsehold inkl. reparation af møbler, 4) Klimavenlig tilgang til AI og IT, 5) Analyse af potentialer for CO2-reducerende sygepleje og 6) Afprøvning af styrket måltidskoordination, jf. bilag 2.

Den forventede CO2e-reduktion for det enkelte initiativ er vurderet i samarbejde med ØKF og er foreløbig. En mere præcis beregning vil ske i forbindelse med udarbejdelse af et budgetnotat om det enkelte initiativ.

Indkøb af ekstra ble-sorteringsmateriel på plejehjemmene

Initiativet omfatter indkøb af ekstra sorteringsudstyr på plejehjemmene med henblik på at understøtte udsortering og genanvendelse af bleaffald fra 2027. Borgerrepræsentationen har besluttet, at københavnerne skal sortere bleaffald fra 2027, og bleaffald udgør ca. halvdelen af restaffaldet på plejehjem. Forsøg på tre plejehjem i 1. kvartal 2026 viser, at ekstra sorteringsmateriel, fx en ekstra spand eller et sorteringsmodul, kan understøtte implementeringen for både medarbejdere og beboere.

Der søges om 0,83 mio. kr. som en engangsbevilling. Initiativet forventes ved fuld indfasning at medføre en årlig CO2e-reduktion på ca. 1.000 ton. Reduktionen forventes at kunne indgå i SUNDs reduktionsmåltal i de første to år. Det er uafklaret, om CO2e-effekten kan indgå i SUNDs måltal herefter. Hvis effekten ikke kan medregnes, kan der blive behov for at igangsætte yderligere initiativer, der kan dække den reduktion, som initiativet ellers forventes at bidrage med.

Understøttelse af klimatiltag i SUF

Initiativet omfatter ansættelse af medarbejdere, der skal understøtte implementeringen af klimavenlige arbejdsgange og løsninger i forvaltningen. Indsatsen skal bl.a. fremme ændringer i arbejdsgange og adfærd inden for indkøb, transport og affaldssortering. Initiativet vil understøtte implementeringen af initiativer, som ikke kræver særskilt finansiering, men som forudsætter implementeringsressourcer for at kunne realiseres i praksis, jf. bilag 3. Uden tilførsel af kapacitet vil implementeringen vanskeligt kunne gennemføres inden for eksisterende opgaver og ressourcer. Bærende elementer i implementeringen vil være kompetenceudvikling, bæredygtige løsninger og hensyntagen til den daglige drift.

Der søges om 1,2 mio. kr. årligt i fire år, svarende til i alt 4,8 mio. kr. i perioden 2027–2030. Initiativet forventes at reducere udledningen med ca. 100–200 ton CO2e årligt ved fuld indfasning.

Hvis begge initiativer gennemføres, vurderes de samlet at kunne reducere udledningen med ca. 1.150 ton CO2e ved fuld indfasning. Den samlede udgift estimeres til ca. 5,6 mio. kr. i perioden 2027–2030.

Gennemføres de øvrige seks initiativer, vil udledningen kunne reduceres med yderligere ca. 290 ton CO2e ved fuld indfasning, svarende til en samlet udgift på ca. 24,0 mio. kr. i perioden 2027–2030.

Politisk handlerum

Udvalget kan bestille budgetnotater for alle, udvalgte eller ingen af de foreslåede initiativer samt bede forvaltningen om belysning af andre mulige initiativer. Udvalget kan ligeledes bestille budgetnotater med egne forslag.

For initiativer med engangsydelser, kan udvalget vælge at anvende forvaltningens eventuelle mindreforbrug. Udvalget kan omprioritere 50 pct. af et mindreforbrug på service til nye aktiviteter på service eller anlæg inden for eget udvalg. De resterende 50 pct. tilgår kassen (50/50–reglen).

Hvis der ikke afsættes finansiering, vil der være kortere tid frem mod 2030 til at modne, beslutte og indfase nye initiativer, herunder realisere den forventede CO2e-reduktion.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv budgetmæssige konsekvenser. Udgifter for de enkelte CO2e-reducerende initiativer vil blive belyst i de konkrete budgetnotater. De enkelte udvalg er selv ansvarlige for at bringe budgetnotaterne ind i forhandlingerne om Budget 2027.

Videre proces

Forvaltningen udarbejder budgetnotater for de CO2e-reducerende initiativer, som SUND måtte beslutte at bestille. Budgetnotaterne vil blive præsenteret på budgetseminar for SUND den 20. august 2026.

 

Anna Schou Johansen

                                                                                       / Katrine Schjønning

 

Til top