Mødedato: 18.06.2026, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Ældregaranti - Mulighed for flytning inden for 48 timer

Det foreslås, at det drøftes, om der skal afprøves en ældregaranti, som sikrer borgere, som er utrygge på deres plejehjem, en ret til at flytte i en anden bolig inden for ca. 48 timer. Ældregarantien vil enten kunne indføres inden for kapaciteten af de kommunale midlertidige pladser, ifald der tilvejebringes finansiering ved budget 2027 til at fastholde den eksisterende kapacitet eller ved at rejse budget til at konvertere to plejehjemspladser til kommunale midlertidige pladser reserveret til ældregarantien.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget,

  1. at det drøftes, om der skal indføres en afprøvning af en ældregaranti, enten

a) inden for kapaciteten af midlertidige pladser eller

b) ved konvertering af to plejehjemspladser til kommunale midlertidige pladser reserveret til ældregarantien.

Problemstilling

Borgmesteren har bedt Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) om at undersøge mulighederne for at indføre en ældregaranti, der sikrer ældre borgere, som er utrygge på deres plejehjem, en ret til at flytte i en anden bolig inden for ca. 48 timer. Formålet er at give ældre og pårørende en ekstra tryghed ved at vide, at der bliver ageret hurtigt i sager, hvor situationen på plejehjemmet er uholdbar.

En undersøgelse i 2021 viste, at der på daværende tidspunkt var ca. 1 pct. af borgerne på plejehjem i Københavns Kommune, som ønskede at flytte til et andet plejehjem. Af dem var det to borgere, der ønskede at flytte grundet mistrivsel. På den baggrund vurderes det, at der vil være tale om en relativt lille målgruppe.

Når en borger ønsker at flytte på plejehjem i Københavns Kommune, kan borgeren enten 1) vælge et specifikt plejehjem og afvente, at der bliver en plejebolig ledig eller 2) gøre brug af 4 ugers-garantien, som betyder, at der tilbydes en plejebolig på et vilkårligt plejehjem i kommunen inden for 4 uger.

Når en plejebolig bliver ledig, foretager anvisningen en konkret, sundhedsfaglig vurdering af, hvilken borger der har størst behov for boligen. Anvisningen til plejehjem prioriterer borgere, som søger under 4 ugers-garantien. Det kan f.eks. være borgere, som opholder sig på en midlertidig plads og ikke kan komme hjem i egen bolig, mens borgeren venter på en plejebolig. Det kan også være borgere, som bor hjemme, og som har behov for en plejebolig hurtigt.

Dernæst prioriteres borgere, som søger et eller flere specifikke plejehjem, samt borgere som allerede bor på et plejehjem, men som ønsker at flytte til et andet plejehjem.

Løsning

Da det ikke er muligt at garantere en borger en bolig på et andet plejehjem inden for 48 timer, kan det drøftes, om en borger, der er utryg på sit nuværende plejehjem og ønsker at flytte, skal tilbydes at flytte ind på en af de kommunale midlertidige pladser inden for ca. 48 timer. Borgeren vil herefter få tilbudt en plejebolig på et andet plejehjem under 4-ugersgarantien. Borger skal takke ja til dette tilbud for at sikre det nødvendige flow i anvisningen af pladser.

Det foreslås i så fald at anvende de kommunale midlertidige pladser til formålet, da det giver fleksibilitet og sikrer, at der ikke står tomme boliger i perioder uden efterspørgsel. I fald efterspørgslen som forventet er relativt begrænset vurderes en afprøvning af modellen at kunne indføres inden for rammen, hvis den eksisterende kapacitet fastholdes. SUND behandler oplæg om organisering af kommunale midlertidige pladser ved nærværende møde. Dertil udarbejdes særskilt sag om finansiering til behandling i forbindelse med budget 2027.

Hvis antallet af kommunale midlertidige pladser ikke fastholdes, kan der etableres to midlertidige pladser øremærket til formålet gennem konvertering af eksisterende plejehjemspladser. Det vil skabe sikkerhed for, at det altid er muligt at finde en alternativ plads til en borger. Imidlertid vil det også betyde, at der er færre plejehjemspladser, og der må forventes tomgangsleje på de midlertidige pladser.

Det estimeres, at prisen for to kommunale midlertidige pladser inkl. ejendomsudgifter i 2026 er ca. 1,5 mio. kr., mens prisen for to plejehjemspladser inkl. ejendomsudgifter er ca. 1,2 mio. kr. Hvis to kommunale midlertidige pladser etableres ved konvertering af eksisterende plejehjemspladser, vil den estimerede årlige merudgift derfor være ca. 300.000 kr.

Udgiften afhænger af, hvor pladserne placeres. Der tages i ovenstående udgangspunkt i Hørgården, hvor SUF drifter 38 kommunale midlertidige pladser.

Opmærksomhedspunkter

SUF bemærker, at en eventuel indførelse af en ældregaranti bør følges af en opmærksomhed på, at hurtig flytning af skrøbelige og svage borgere kan medføre yderligere funktionsfald, forvirring og mistrivsel. Dertil vil borgere, som bor på specialiserede plejehjem, fx borgere med svær demens, ikke kunne få varetaget deres specialiserede behov på en af de kommunale midlertidige pladser, hvorfor disse borgere ikke kan inkluderes i garantien om flytning inden for 48 timer.

Flytning efter den foreslåede ældregaranti vil derudover indebære flytteudgifter, egenbetaling under opholdet på den kommunale midlertidige plads på 162 kr. pr. døgn samt husleje i den fraflyttede plejebolig frem til indflytning og indskud til den nye bolig. Disse udgifter skal afholdes af borgeren selv, hvilket kan gøre det vanskeligt for borgere med svag økonomi at benytte garantien.

Endelig kan en borger ikke flyttes alene på baggrund af et ønske fra pårørende af hensyn til individets selvbestemmelse. Det er således ikke muligt at gennemføre en flytning med tvang mod en persons ønske. Er borgeren inhabil, følges reglerne om flytning uden samtykke efter serviceloven.

Politisk handlerum

Udvalget kan inden for rammerne af forvaltningens faglige og juridiske vurdering træffe beslutning om andre løsninger end den indstillede.

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser. De præcise økonomiske konsekvenser, herunder konsekvenser for Plejeboligplanen, afhænger af den konkrete model og vil blive afklaret ifm. endelig beslutning af forslaget.

Videre proces

Hvis udvalget ønsker en afprøvning af ældregarantien, kan SUF enten inkludere forslaget i budgetsagen om finansiering af fremtidig kapacitet af de midlertidige pladser, eller udarbejde et særskilt budgetforslag mhp. afprøvning af modellen fra og med 2027.

 

Karen Nørskov Toke

                                                    / Nanna Skriver

Til top