Mødedato: 17.09.2026, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Ansattes ytringsfrihed i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Se alle bilag

Der har den seneste tid været øget opmærksomhed i Københavns Kommune (KK) på mulighederne for medarbejderes ytringsfrihed, når det kommer til at udtale sig kritisk om forhold på arbejdspladsen. Sundheds- og Omsorgsudvalget (SUND) kan drøfte, om der ønskes yderligere initiativer i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF).

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager orientering om medarbejderes mulighed for at ytre sig om forhold på deres arbejdsområde i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til efterretning.
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget med udgangspunkt i de eksisterende muligheder drøfter evt. behov for yderligere initiativer.

Problemstilling

Alle ansatte skal kunne føle sig trygge ved at dele deres viden og oplevelser, både med politikere og forvaltningen og med offentligheden om fx problemer og udfordringer i forbindelse med varetagelsen af deres opgaver.

Medarbejderes ytringsfrihed har blandt andet været drøftet i Borgerrepræsentationen (BR) i forbindelse med en forespørgsel til børne- og ungdomsborgmesteren om læreres ytringsfrihed den 26. februar 2026.

På denne baggrund har Socialdemokratiet fremsat spørgsmål vedrørende medarbejderne i SUFs muligheder for at ytre sig, og om medarbejderne har den fornødne viden om disse muligheder.

Løsning

Overordnet set er der ingen indikationer på, at der mangler mulighed eller viden om medarbejderes mulighed for at ytre sig i SUF.

Medarbejderes grundlæggende ret til at ytre sig er funderet i en række love og regler, herunder Grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og lov om ytringsfrihed. Lovene sikrer, at man som privatperson frit kan ytre sig – også om emner, som vedrører ens arbejdsområde.  

Medarbejdere i KK, der oplever kritisable forhold, har mulighed for at indberette konkrete hændelser:

  • Hvis der er tale om krænkende adfærd, kan man henvende sig til en leder, en tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant eller til Arbejdsmiljø Københavns Enhed for anonym håndtering af krænkende adfærd.
  • Hvis der er tale om utilsigtede hændelser, kan der rapporteres til nøglepersoner og ledere på den konkrete arbejdsplads.
  • Såfremt en medarbejder ikke oplever, at deres henvendelse håndteres gennem ovenstående kanaler, kan medarbejderen anonymt kontakte KK’s Whistleblowerordning.

Medarbejderes ret til at ytre sig internt på arbejdspladsen er desuden sikret i MED-rammeaftalen, der er indgået mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Forhandlingsfællesskabet. Aftalen sikrer mulighed for at italesætte sager i MED-systemet, som er den formelle samarbejdsstruktur mellem ledelse og medarbejderrepræsentanter. Herudover kan medarbejdere lade sig repræsentere over for ledelsen, hvis der er forhold på arbejdspladsen, der opleves kritisable.

Retten til at ytre sig som medarbejder i SUF er bl.a. beskrevet i personalepolitikken ”Brug af sociale medier i SUF”, og det er i SUF besluttet at lægge vejledninger og hjælp til at tale med pressen på forvaltningens intrasider.

Ovenstående opsummering af regler og rammer for medarbejdere i SUF er uddybet i bilag 1.

Nye initiativer til styrkelse af medarbejderes ytringsfrihed

Som resultat af det øgede fokus på ytringsfrihed i Københavns Kommune, er der besluttet dels yderligere tiltag i Københavns Kommune, dels et nyt tiltag i SUF.

Enhedslisten, Venstre, Alternativet og Dansk Folkeparti fremsatte den 20. juni 2024 et medlemsforslag i BR om nedsættelse af et ytringsfrihedsråd. Medlemsforslaget har været drøftet ad flere omgange, herunder i KKs Centrale Samarbejdsorgan (CSO).

Økonomiudvalget (ØU) godkendte den 16. juni 2026 kommissorium for en ny Ekspertgruppe vedrørende Ytringsfrihed for medarbejdere i Københavns Kommune.  Ekspertgruppen skal arbejde systematisk med anbefalinger til kulturændringer og komme med anbefalinger til BR om, hvad der kan gøres for at støtte de ansattes ytringsfrihed. Ekspertgruppens anbefalinger vil indgå i Økonomiforvaltningens forberedelse af relevant materiale til ØU vedr. ytringsfrihed for medarbejdere i Københavns Kommune. Ekspertgruppen skal desuden hvert år uddele en pris.

Derudover bevilgede SUND den 22. januar 2026 midler til etablering af én samlet indgang for bekymringshenvendelser i SUF. Indgangen skal gøre det lettere for borgere, pårørende, medarbejdere mv. at henvende sig med deres bekymringer og skal sikre kort afstand fra modtagelse af henvendelsen til den håndteres det relevante sted. Som led i indsatsen skal der være en informationsindsats.

Politisk handlerum

SUND kan drøfte, om de allerede etablerede forhold er tilstrækkeligt til at skabe rum for medarbejderne til at ytre sig, eller om udvalget ønsker at indføre nye initiativer.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv.

Videre proces

Afhængig af SUNDs drøftelser tilrettelægges en efterfølgende proces.

Anna Schou Johansen

                                                          / Nina Allin

 

 

Til top