Mødedato: 17.08.2021, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Forventet regnskab pr. 30. juni 2021

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fremlægger forventet regnskab for 2021, pr. 30. juni 2021. 

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender det forventede regnskab for 2021, pr. 30. juni 2021.

Problemstilling

For at sikre en ensartet budgetopfølgning i Københavns Kommune, skal fagforvaltningerne i løbet af et regnskabsår udarbejde tre kvartalsvise regnskabsprognoser.

Nedenfor fremlægges således det forventede regnskab for 2021 for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Det forventede regnskab er udarbejdet på baggrund af budget- og regnskabstal fra økonomisystemet Kvantum pr. 30. juni 2021, samt tilbagemeldinger fra centrale og decentrale enheder i forvaltningen.

I budgettet er indregnet korrektioner vedrørende de bevillingsmæssige ændringer og DUT (Det Udvidede Totalbalanceprincip), som forventes godkendt af Borgerrepræsentationen 2. september 2021 og tilført til budgettet.

2021 er fortsat et særligt år for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen med ekstraordinære udfordringer på grund af COVID-19. Som følge af COVID-19 har det været nødvendigt at gennemføre en lang række særindsatser på tværs af forvaltningen, men henblik på at mindske smittespredningen og styrke plejen af udsatte ældre. Dette har været med til at sætte den normale drift under pres og medført et øget ressourceforbrug. En afledt konsekvens af forvaltningens fokus på at begrænse smittespredningen har også været, en midlertidig nedgang i aktivitetsniveauet for en række af de ordinære driftsaktiviteter, hvilket omvendt har afstedkommet et periodisk mindreforbrug. I det forventede regnskab er der således både indarbejdet forventede merudgifter til COVID-19 for hele 2021 såvel som det forventede mindreforbrug på driften. Der er endnu ikke blevet tildelt budget til dækning af COVID-19 merudgifterne, hvorved de forventede resultater præsenteres, både inkl. og ekskl. COVID-19 merudgifter. Det forventes, at mindreforbruget på den ordinære drift i et eller andet omfang skal dække merudgifterne til COVID-19 aktiviteter.

Løsning

På service forventer Sundheds- og Omsorgsforvaltningen aktuelt et samlet merforbrug i 2021 på 61,0 mio. kr. Hvis man fraregner COVID-19 merudgifterne på 114,4 mio. kr., forventes omvendt et samlet mindreforbrug på servicerammen i 2021 på i alt 53,4 mio. kr., jf. Tabel 1.

Tabel 1 – Samlet forventet regnskabsresultat for 2021

Note: Merforbrug og COVID-19 merudgifter angives med minus. Mindreforbrug angives med plus.

 

Opfølgningen på udgifter relateret til COVID-19 fortsætter i 2021, så længe det er relevant. Opgørelserne tager udgangspunkt i opretholdelsen af driften, samt efterlevelse af Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Idet det forventede mindreforbrug fratrukket udgifterne til COVID-19 er 53,4 mio. kr., forventer Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, at noget af mindreforbruget kan anvendes til at finansiere dele af forvaltningens merudgifter til COVID-19. Dette er både for at opnå en samlet budgetoverholdelse, og fordi noget af mindreforbruget kan være indirekte afledt af COVID-19, fx i form af lavere aktivitet på et givent område.

Tabel 1a – Oversigt over mer- og mindreforbrug på hovedprodukter 

Note: Merforbrug angives med minus. Mindreforbrug angives med plus.


Udover servicerammen forventes følgende på de resterende bevillinger:

  • På anlæg forventes budgetoverholdelse.
  • På overførslerne forventes et mindreforbrug på 2,9 mio. kr. Budgetterne forventes tilpasset frem mod 3. kvartals prognose.
  • På finansposterne forventes et mindreforbrug på 3,1 mio. kr. Budgetterne til finansposterne forventes tilpasset frem mod 3. kvartals prognose.

Nedenstående Tabel 2 viser et samlet overblik over Sundheds- og Omsorgsforvaltningens bevillinger for 2. kvartals prognose 2021. 

Tabel 2 – Overblik over bevillinger 2021

Note: Merforbrug for COVID-19 merudgifter angives med minus. Mindreforbrug og COVID-19 mindreudgifter angives med plus.

De enkelte bevillinger gennemgås nedenfor. For en detaljeret gennemgang henvises til bilag 1.

Bevilling: Sundhed

På sundhedsbevillingen forventes et merforbrug på 24,0 mio. kr., inkl. indregning af COVID-19 udgifter på i alt 38,6 mio. kr. Ekskl. indregning af udgifter til COVID-19 forventes et mindreforbrug på 14,5 mio. kr.

 
Tabel 3 – Sundhedsbevilling
 
Note: Merforbrug og COVID-19 merudgifter angives med minus. Mindreforbrug og COVID-19 mindreudgifter angives med plus.

Færdigbehandlede patienter udviser et forventet mindreforbrug på 10,3 mio. kr., inkl. afledte mindreudgifter som følge af COVID-19 på 5,0 mio. kr., som følge af, at færre borgere har været behandlet på hospitalet.

Færdigbehandlede patienter dækker over den takst som kommunen skal betale, når en færdigbehandlet borger ikke kan hjemtages fra hospitalet til videre forløb i regi af kommunen. 
Mindreforbruget er primært forårsaget af en midlertidig lavere aktivitet i sygehusvæsenet. Derudover er Københavns Kommune generelt set blevet bedre til at hjemtage færdigbehandlede patienter hurtigere end tidligere. Dog er der også i prognosen indregnet nogle ekstra udgifter, som følge af den aktuelle strejke blandt sygeplejersker, fordi udskrivningskoordinatorerne i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er strejkeramte, hvorved borgere, der ikke kan hjemtages til eget hjem, må vente på hospitalet. Derfor skal der betales for borgere, der ikke kan hjemtages.

Genoptræning udviser et merforbrug på 0,8 mio. kr. inkl. COVID-19 udgifter på 7,2 mio. kr. Ekskl. udgifter til COVID-19 forventes et mindreforbrug på 6,4 mio. kr.

Det forventede mindreforbrug på 6,4 mio. kr. er sammensat af forventede mindreforbrug på specialiseret ambulant genoptræning på 5,0 mio. kr., specialiseret rehabilitering på 1,5 mio. kr., genoptræning til børn på 0,3 mio. kr. og privat praktiserende fysioterapi på 0,2 mio. kr., samt et merforbrug vedrørende befordring til Neurorehabilitering – Kbh på 0,6 mio. kr.

Det forventede mindreforbrug vedrørende specialiseret ambulant genoptræning skyldes, at der midlertidigt er færre sygehusindlæggelser og efterfølgende mindre aktivitet.

Mindreforbruget vedrørende specialiseret genoptræning skyldes blandt andet, at der er flere borgere, der vælger et ophold på Neurorehabilitering – Kbh frem for hos en ekstern institution. Mindreforbruget opstår, fordi et ophold på Neurorehabilitering – Kbh er billigere end et tilsvarende ophold hos en ekstern leverandør – en løsning der på kort sigt medfører en besparelse for kassen, men som på lidt længere sigt betyder et stigende kapacitetspres på Neurorehabilitering – Kbh som følge af manglende forløbspladser.

Begravelse og hospice udviser et forventet mindreforbrug på 2,1 mio. kr.
For begravelsesgodtgørelse var der et fald i udgifterne i 2020, og denne tendens forventes at forsætte i 2021. På hospice forventes budgetoverholdelse. 

Bevilling: Ældre
På bevillingen forventes et merforbrug på 38,3 mio. kr., inkl. COVID-19 udgifter på i alt 74,9 mio. kr. Ekskl. indregning af udgifter til COVID-19 forventes et mindreforbrug på 36,6 mio. kr.

Tabel 4 – Ældrebevilling

Note: Merforbrug og COVID-19 merudgifter angives med minus. Mindreforbrug og COVID-19 mindreudgifter angives med plus.

Plejeboliger udviser inkl. udgifter til COVID-19 et forventet merforbrug på 56,1 mio. kr. COVID-19 udgifterne udgør 49,1 mio. kr., hvorved der ekskl. udgifter til COVID-19 forventes et merforbrug på 7,0 mio. kr.
Det forventede merforbrug skyldes, at der på flere plejehjem er sket faglige omstillinger i løbet af 2021, hvilket medfører merforbrug. Derudover har flere af plejehjemmene udfordringer med at rekruttere personale, hvorfor de er nødsagede til at hyre eksterne vikarer for at drifte plejehjemmet og levere den nødvendige pleje over for beboerne. 

Hjemme- og sygeplejeområdet udviser et forventet mindreforbrug på 0,2 mio. kr. COVID-19 udgifterne udgør 13,8 mio. kr., hvorved der ekskl. udgifter til COVID-19 forventes et mindreforbrug på 14,0 mio. kr.
Det forventede mindreforbrug skyldes blandt andet, at hjemmeplejeområdet i forbindelse med Overførselssagen 2020-2021 fik tilført ekstra budget til at øge antallet af klippekortsklip for de hjemmeboende borgere. 

Det har desværre vist sig, at det lokalt har været svært at rekruttere ekstra medarbejdere til hjemmeplejen – ud over de ekstra medarbejdere, der i forvejen er rekrutteret til ekstra opgaver i forbindelse med COVID-19. En andel af budgettet til de ekstra klip kan derfor forventeligt ikke nå at finde anvendelse i 2021, og medfører derfor et mindreforbrug.

Derudover er der et mindreforbrug på akutteamet, som skyldes, at der i 1. halvår 2021 har været en lavere efterspørgsel fra borgerne og de praktiserende læger. Derved har der ikke været behov for at opnormere antallet af medarbejdere til det forventede niveau, for at levere den rette pleje til borgerne. Den lavere efterspørgsel forventes i udgangspunktet at være af en midlertidig karakter, som følge af den igangværende COVID-19 epidemi, hvorfor det må formodes, at der vil ske en normalisering af efterspørgslen i takt med at epidemien gradvist forsvinder.

Uddannelse udviser et forventet mindreforbrug på 12,2 mio. kr., inkl. indregning af COVID-19 mindreudgifter på 1,8 mio. kr. Det forventede mindreforbrug ekskl. COVID-19 er 10,4 mio. kr.
Det forventede mindreforbrug er sammensat af et mindreforbrug på HR-området på 2,6 mio. kr., et forventet mindreforbrug på det dimensionerede elevområde (SOSU-elever) på 7,2 mio. kr. og 0,6 mio. kr. vedrørende administrationen på uddannelsesområdet.

Køb og salg af pladser udviser et forventet mindreforbrug på 12,6 mio. kr. Mindreforbruget er sammensat af et mindreforbrug på køb af pladser i andre kommuner på 5,0 mio. kr., og merindtægter på salg af pladser til andre kommuner på 7,6 mio. kr.

For køb af pladser opleves et fald i antallet af købte pladser i andre kommuner fra 1. kvartal 2021 til 2. kvartal 2021, mens Københavns Kommune modsat oplever en stigning i antallet af solgte pladser til andre kommuner fra 1. kvartal 2021 til 2. kvartal 2021. Stigningen i salg af pladser fra 1. kvartal 2021 til 2. kvartal 2021 kan formentlig forklares med det midlertidige stop for optag af borgere på plejehjemmene i starten af 2021, grundet COVID-19 situationen. Det må derfor lægges til grund, at i takt med at der igen er åbent op for indflytninger i 1. halvår 2021, er antallet af borgere der er tilflyttet Københavns Kommune steget tilsvarende.

Bevilling: Administration

Bevillingen udviser et mindreforbrug på 1,4 mio. kr. inkl. udgifter til COVID-19. Ekskl. indregning af udgifter til COVID-19 forventes et mindreforbrug på 2,3 mio. kr., som primært skyldes midlertidige vakancer.

Bevilling: Anlæg
Der forventes budgetoverholdelse.

Bevilling: Overførsler
På overførsler forventes aktuelt et mindreforbrug på 2,9 mio. kr., der udelukkende vedrører kommunal medfinansiering vedrørende somatik og sygesikring. Frem mod 3. kvartals prognose vil budgettet blive tilpasset, således årsafslutningen vil udvise budgetoverholdelse. 

Bevilling: Finansposter
På finansposter forventes aktuelt et mindreforbrug på 3,1 mio. kr., som vedrører renter og langfristede balanceposter for beboerindskudslån. Frem mod 3. kvartals prognose vil mindreforbruget blive afleveret til kassen i forbindelse med 3. sag om bevillingsmæssige ændringer. 

Økonomi

Jævnfør ovenfor.

Videre proces

Økonomiudvalget behandler kommunens samlede forventede regnskab for 2021 på økonomiudvalgsmødet 25. august 2021.

Katja Kayser

/Morten Sten Andersen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top