Mødedato: 15.01.2015, kl. 14:30
Mødested: Højdevang Sogn Plejecenter

Honorering af praktiserende læger for oprydning i FMK i forbindelse med implementering i kommunerne (Fællesindstilling)

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller,
  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget godkender implementeringsaftale om oprydning i FMK i forbindelse med implementering i kommunerne.

 

Problemstilling

Det Fælles Medicinkort (FMK) er en database, der sikrer, at sundhedsfaglige personer, der behandler borgerne, kan dele viden, om hvilke medicinpræparater borgerne aktuelt er i behandling med. Indførelsen af FMK på hospitaler, hos praktiserende læger og i kommunerne har således til formål at sikre øget patientsikkerhed. Det sker gennem at forbedre kommunikationen, give en samlet oversigt over borgerens aktuelle medicinering, reducere antallet af fejl ved sektorovergange og bidrage til lette og effektive arbejdsgange.

Hospitalerne og de praktiserende læger er i gang med at implementere FMK. Herefter er det kommunernes tur, og KL og regeringen har aftalt, at alle kommuner skal have implementeret FMK på omsorgsområdet senest 30. juni 2015. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen håndterer medicin for ca. 7.500 borgere (omsorgsområdet) og Socialforvaltningen for ca. 3.500 borgere (ca. 500 på omsorgsområdet og ca. 3000 på socialområdet). Disse borgeres medicinoplysninger skal tilknyttes FMK.

Løsning

I forbindelse med kommunernes implementering har det vist sig, at en stor del af borgernes fælles medicinkort er mangelfulde og ikke ajourførte. For at gøre det muligt for kommunerne at basere deres medicinhåndtering på oplysningerne i FMK, er det derfor nødvendigt, at der foretages en oprydning i de kort, hvor kommunen håndterer medicinen. Denne opgave skal udføres af borgernes praktiserende læger.

Der er tale om en relativt omfattende opgave. Derfor er KL, Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioner (DR) blevet enige om, at de praktiserende læger bør tildeles en ekstraordinær honorering for denne opgave i forbindelse med kommunernes implementering af FMK.

På baggrund af denne beslutning har KL, PLO og DR udarbejdet et udkast til lokal implementeringsaftale, som parternes repræsentanter i hver region opfordres til at tiltræde hurtigst muligt med henblik på ikrafttræden senest 1. februar 2015. Aftalen går på, at de praktiserende læger honoreres med 300 kr. pr. opryddet kort i FMK. Det er en forudsætning for aftalen, at lægerne foretager alle fremadrettede ordinationer i FMK og i øvrigt anvender FMK korrekt. Derfor omfatter aftalen således alene en førstegangsoprydning, og honoraret udbetales kun én gang pr. kort.

Aftalen lægger op til, at regionerne og kommunerne deler udgifterne til oprydning i FMK ligeligt. Opgaven skal afsluttes senest 31. december 2015.

PLO har betinget sig, at alle kommuner og regioner skal godkende aftalen. Det betyder, at hvis en kommune eller region siger nej, falder hele aftalen, hvilket vil vanskeliggøre og forsinke kommunernes ibrugtagning af FMK. Det er derfor Socialforvaltningens og Sundheds- og Omsorgsforvaltningens klare anbefaling, at Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltræder implementeringsaftalen.

Økonomi

Københavns Kommune har estimeret, at omkostningen til oprydning i FMK for Københavns Kommune ligger på kr. 1,65 mio. 

Den etårige udgift til Fælles Medicinkort i KKR-regi i 2015 på 1.125.000 kr., som vedrører Sundheds- og Omsorgsforvaltningens borgere, afholdes indenfor Sundheds- og Omsorgsudvalgets egen ramme, hvor de afsatte midler fra Sundhedspakke 2.0 til ældre medicinske patienter og sikker medicinindtagelse kan dække udgiften. Socialforvaltningen vil anmode om midlerne i overførselssagen 2014-2015. Hvis midlerne ikke prioriteres i overførselssagen, vil Socialforvaltningen anvise konkret finansiering i en særskilt sag.


Ta
bel 1:
ESTIMAT baseret på antal borgere, der skal tilknyttes FMK i Københavns Kommune
  Antal borgere, der skal tilknyttes FMK Estimeret udgift
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen 7.500 1.125.00 kr.
Socialforvaltningen 3.500 525.000 kr.
Samlet estimat for Københavns Kommune 11.000 1.650.000 kr.

Det bemærkes, at KKR Hovedstaden tillige har udsendt et estimat for fordelingen mellem kommunerne af omkostninger til oprydning i FMK. Her estimeres omkostningerne for København til kr. 1,2 mio.

KKR Hovedstaden understreger dog, at de udelukkende har baseret deres estimat på antallet af lægepraksisser (ydernumre) pr. kommune i forhold til den forventede samlede udgift. Idet kommunerne har adgang til mere detaljerede oplysninger om, hvor mange borgeres medicinoplysninger, der skal tilknyttes FMK, forventer KKR Hovedstaden - i lighed med Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen - at kommunens eget estimat er det mest retvisende.

Videre proces

Når alle Region Hovedstadens kommuner har afgivet mandat, underskrives aftalen. KKR Hovedstadens formandskab har udbedt sig en tilbagemelding fra hver enkelt kommune senest 28. januar 2015.


                        Katja Kayser                            Anette Laigaard                                                                                                                     

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top