Mødedato: 14.12.2023, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Implementering af ældrepolitikken 2024-2027

Resumé

I forlængelse af Sundheds- og Omsorgsudvalgets 2. behandling af Københavns Kommunes nye ældrepolitik 2023-2025, forelægges udvalget Sundheds- og Omsorgsforvaltningens tanker om de kommende års arbejde med politikken.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at

1. Sundheds- og Omsorgsudvalget tager status på arbejdet med den nye ældrepolitik til efterretning.

Problemstilling

Ældrepolitikken er en ramme- og værdipolitik, og vil som sådan fungere som forvaltningens pejlemærke og afsæt for udviklingen af ældreområdet de kommende år. Det gælder i forvaltningens samarbejde med de øvrige forvaltninger og eksterne samarbejdspartnere, i det lokale udviklingsarbejde på forvaltningens enheder fx på plejehjem, aktivitetscentre, hjemmepleje mv., og når SOU skal prioritere forvaltningens indsatser i forbindelse med udarbejdelse af budgetforslag, investeringscases, effektiviseringer, handleplaner, strategier mv.

Samtidig skal arbejdet med ældrepolitikken ses i sammenhæng med den ny ældrelov, der forventes fremsat primo 2024, og sundhedsstrukturkommissionens arbejde med den fremtidige organisering af sundhedsvæsnet, der afrapporteres i foråret 2024. Ligeledes vil der være et tæt samspil med arbejdet organiseret under ’øget arbejdsudbud og reduceret behov for arbejdskraft’.

Løsning

Den nye politik tager på den ene side afsæt i de gode takter, der er tegnet af de seneste ældrepolitikker, men skærper samtidig fokus på de områder, det er særligt vigtigt at lykkedes med de kommende år set i lyset af de nuværende og kommende udfordringer med flere ældre og færre uddannede medarbejdere. Parallelt med ældrepolitikkens tilblivelse har forvaltningen derfor igangsat en række arbejder, der skal bidrage til at indfri politikkens visioner. Det drejer sig blandt andet om:

Flere gode leveår

- Et strategisk arbejde for at sikre ’Flere sunde leveår for københavnerne’, der er i øget risiko for sygdom, nedsat funktionsevne og mistrivsel, præsenteret for SOU 10. oktober 2023

- Samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen om udviklingen af en mere ældrevenlig by som besluttet med budget 2024

- Indgåelse af et øget samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen om at fremme motion og idræt for seniorerne.

- Et arbejde for at blive optaget WHO’s agefriendly city netværk.

Stærke og rummelige fællesskaber

- Udarbejdelse af nye handleplaner for det videre arbejde med hhv. pårørendeområdet og civilsamfundsområdet.

Begge udspringer af viden, erfaringer samt behov og ønsker fra mange forskellige interessenter både internt og eksternt. Fx fra to workshops i foråret 2023 med deltagelse af interesseorganisationer, civilsamfund, borgere, pårørende og medarbejdere og ledere fra forvaltningens enheder. Med de to handleplaner sættes der retning og konkret handling bag visionerne i ældrepolitikken om at samarbejde bredere og mere systematisk med civilsamfund, pårørende og netværk på forvaltningens enheder.

Lige behandling men ikke ens

- Udarbejdelse og implementering af en fælles model for den rehabiliterende tilgang i SUF, der skal styrke en systematik i hele forvaltningen, hvor vi møder borgeren med støtte til selvhjulpenhed, brug af teknologi og inddragelse af netværk – altid med afsæt i borgers ressourcer og muligheder.

- Udarbejdelse af en ny digitaliseringsstrategi godkendt af SOU d. 17. august 2023, der blandt andet sætter fokus på samspillet mellem teknologi og mennesker.

- Afprøvning og udbredelse af tværfaglige teams og nærvisitation i hele forvaltningen besluttet med budget 2024, der blandt andet skal skabe et større fagligt råderum, så medarbejderne har bedre mulighed for at give borgerne individuel støtte med afsæt i deres oplevede og faktiske behov.

Ovenstående giver naturligvis kun et indblik i nogle af de initiativer eller ideer, som forvaltningen har i støbeskeen de kommende år. Forvaltningen har en kontinuerlig opgave med at efterleve og indfri ældrepolitikkens visioner. I den forbindelse ønsker forvaltningen i særlig grad at være i dialog med det lokale niveau for at få deres ideer, virkekraft og allerede gode løsninger understøttet og udviklet. Dertil kalder politikkens visioner på et styrket samarbejde med de andre forvaltninger, politiske fagudvalg, interesseorganisationer, frivillige og andre aktører, ligesom der skal skabes sammenhæng mellem forvaltningens strategier og nationale tiltag, som fx den nye ældrelov og sundhedsstrukturreformen.

Økonomi

Indstillingen har ikke nogen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil som beskrevet tage afsæt i den nye politik, når det er relevant de kommende år. Ligeledes vil forvaltningen invitere de nævnte politiske udvalg til drøftelser om de beskrevne temaer.

Per Bennedsen

                                                                                                         / Nanna Skriver

Beslutning

Sundheds- og Omsorgsudvalget tog sagen til efterretning med bemærkning om, at Sundheds- og Omsorgsudvalget skal modtage en midtvejsstatus.

Til top