Mødedato: 13.12.2018, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Nye visiterede seniorbofællesskaber med fokus på tryghed

Sundheds- og Omsorgsudvalget skal godkende et nyt tilbud om visiterede seniorbofællesskaber samt godkende, at forslag til placering af de visiterede seniorbofællesskaber sendes i høring.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at rammerne for et nyt tilbud om visiterede seniorbofællesskaber med fokus på tryghed sendes i høring.
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at følgende sendes i høring:
    • at ca. 25 ældreboliger i Guldbergs Have omdannes til et visiteret seniorbofællesskab
    • at ca. 30 ældreboliger i Sundparken omdannes til et visiteret seniorbofællesskab.

Problemstilling

Som en del af moderniseringsplanen for plejehjem i Budget 2018 har Borgerrepræsentationen besluttet, at der skal etableres 70 sociale ældreboliger til den gruppe borgere, der i dag visiteres til en plejebolig, men som ville opnå en højere grad af livskvalitet gennem socialt samvær med ligesindede i almene ældreboliger, hvor der er tilknyttet servicearealer og fast hjælp.  

Rammerne for det nye boligtilbud og placeringen af de nye bofællesskaber forelægges her Sundheds- og Omsorgsudvalget med henblik på høring og efterfølgende 2. behandling i udvalget.

Sagen blev udsat på udvalgets møde den 22. november og forelægges uændret.

Løsning

Siden 2014 har ældre kunnet søge en plejebolig, hvis de har svært ved at overkomme hverdagens opgaver eller føler sig utrygge eller ensomme i en grad, der begrænser dem i hverdagen. Mange ældre i denne målgruppe har dog svært ved at se sig selv i en plejebolig, når de ikke har et omfattende behov for personlig pleje, men primært har behov for støtte til struktur og samvær i hverdagen. Samtidig vil en plejebolig for mange borgere i denne målgruppe ikke nødvendigvis imødekomme deres behov.

Seniorbofællesskaber er en attraktiv boligform for mange ældre, også ældre som oplever utryghed og ensomhed. Seniorbofællesskaberne giver gode rammer for hverdagsfællesskaber, som øger livskvaliteten og styrker socialt samvær og relationer.

Et nyt tilbud etableres ved, at 80 eksisterende ældreboliger omdannes til 70 boliger i tre seniorbofællesskaber med tilhørende fællesrum og -arealer samt fast personale. Ti ud af de 80 ældreboliger ombygges til fællesrum og -arealer.

Nye visiterede seniorbofællesskaber med fokus på tryghed

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er gået i gang med at udvikle et nyt visiteret tilbud om seniorbofællesskaber med fokus på tryghed. Det er et tilbud til ældre, der ønsker mere samvær og søger den tryghed, som et fællesskab kan give, men som ikke selv har mange ressourcer og har brug for støtte til struktur og samvær i hverdagen. At være en del af et fællesskab har ikke kun betydning for tilfredsheden med livet, men er også godt for helbredet. Tilbuddet handler derfor også om at forebygge funktionstab og undgå eller udskyde behovet for pleje og en plejebolig.

De visiterede seniorbofælleskaber skal:

  • Give støtte til struktur og praktiske gøremål i hverdagen. Tilbuddet skal styrke en-til-en-relationen mellem de ældre og personale og give rum til samtaler, også svære samtaler om fx sorg og manglende livsmod. Tilbuddet skal også give støtte til daglige rutiner og gøremål. Det er fx at kunne drage omsorg for sig selv i forhold til måltider og bad. Det er fx også at være tryg ved at gå på gaden og handle ind, hvis man har svært ved at se eller høre.

  • Sætte det sociale i centrum. Tilbuddet skal styrke netværk og sociale relationer, ikke mindst imellem de ældre. Det handler blandt andet om at understøtte, at de ældre kan hjælpe hinanden, og at de kan deltage i samvær, fællesskaber og konkrete aktiviteter og træning såsom at spille kort sammen, nyde en kop kaffe, lave mad sammen eller gå en tur i nærområdet. En plads i fællesskabet betyder ikke kun noget for den enkelte, men også at de ældre kan være noget for hinanden.

  • Forebygge utryghed og ensomhed blandt ældre. I tilbuddet lægges vægt på at gøre brug af lokale tilbud og aktiviteter, fx at komme i det lokale aktivitets- eller træningscenter. I Guldbergs Have integreres tilbuddet med den daglige pleje (hjemmepleje) for at undersøge, om tilbuddet kan skabe værdi for et samlet ældreboligområde, og om der skabes en bedre kontakt til beboerne i seniorbofællesskabet. Deltagelse i socialt samvær og aktiviteter er med til at forebygge ensomhed.

Såfremt udvalget godkender denne indstilling vil forvaltningen udarbejde de administrative visitationskriterier i dialog med Ældrerådets Boligudvalg.

I tilbuddet ansættes personale med socialpædagogiske erfaringer, dog sammen med social- og sundhedshjælpere og -assistenter samt terapeuter i Guldbergs Have. Personalet organiseres i selvstyrende teams uden faste vagtplaner for at skabe en fleksibel ramme, hvor medarbejderne kan tilrettelægge deres arbejde med afsæt i den enkelte beboer og den samlede gruppes aktuelle behov. For at imødekomme beboernes behov, når de opstår, understøtte beboernes fællesskaber med hinanden samt andre måder at tilrettelægge arbejdet på afprøves forskellige digitale kommunikationsløsninger.

Idet der er tale om et helt nyt tilbud, vil forvaltningen løbende udvikle, afprøve og evaluere tilbuddet. Udviklingen og afprøvningen tager afsæt i at inddrage både beboere og personale og sammen være nysgerrige på at udforme tilbuddet. Evalueringen sker i samarbejde med forskere, og viden og erfaringer fra de første to enheder skal danne grundlag for placering og udformning af et tredje seniorbofællesskab.

Fysisk placering af visiterede seniorboligfælleskaber  

Der etableres tre visiterede seniorboligfællesskaber i eksisterende ældreboligbebyggelser. Seniorboligfællesskaberne får hver 15-30 seniorboliger og tilhørende servicearealer, som indrettes til fællesrum og skal være et mødested med mulighed for samvær, fællesskaber og aktiviteter samt direkte adgang til personale. Indretningen kommer til at bygge på principper om synlighed, fleksibilitet samt plads til små og store fællesskaber, men også udnyttelse af grønne arealer. Den enkelte bolig bevares, som den er, men anvendes fremover til borgere visiteret til seniorbofællesskab og dermed ikke som almindelig ældrebolig.  

De 70 boliger indgår i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens samlede plejeboligkapacitet.

Forvaltningen indstiller, at de tre seniorboligfællesskaber etableres efter nedenstående plan:

  • Guldbergs Have
    Guldbergs Have har cirka 275 ældreboliger og ligger i forbindelse med De Gamles By.  Guldbergs Have ejes af det almene boligselskab AKB. I 2020 etableres et visiteret seniorbofællesskab i Guldbergs Have. Servicearealet etableres i Guldbergs Have 19 1. sal, som Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ejer og gennem årene har anvendt til forskellige formål. Servicearealerne skal både anvendes som fællesarealer til seniorbofællesskabet og rumme tilbud til de øvrige beboere i Guldbergs Have.      
  • Sundparken
    Sundparken har cirka 490 ældreboliger, en hjemmeplejeenhed samt en sygeplejeklinik. Der planlægges endvidere etablering af et plejehjem i Sundparken. Sundparken ejes af det almene boligselskab FSB. I 2021 etableres et visiteret seniorbofællesskab i Sundparken. Servicearealet etableres ved nedlæggelse og efterfølgende ombygning af 3-4 ældreboliger.

De visiterede seniorbofællesskaber vil både i Guldbergs Have og Sundparken blive placeret samlet og med let adgang til servicearealer/fællesarealer. 

  • 2024 et tredje sted
    Der placeres et visiteret seniorbofællesskab med 15-20 boliger i en tredje ældreboligbebyggelse i 2024. Sundheds- og Omsorgsudvalget forelægges en sag herom.

Udflytning af nuværende beboere
For at kunne etablere seniorboligfællesskaberne er det en forudsætning, at det fornødne antal boliger bliver ledige. Det er dog frivilligt for de nuværende ældre beboere i de berørte ældreboliger, om de vil flytte til en anden opgang, anden ældreboligbebyggelse eller om de vil blive boende. Alle rimelige udgifter i forbindelse med en flytning vil blive dækket af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, der også vil være behjælpelig med at håndtere alle praktiske forhold i forbindelse med flytningen.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har god erfaring med at genhuse lejere, der er blevet tilbudt flyttetilskud og erstatningsbolig efter eget ønske og økonomisk råderum.

Økonomi

Udgifter til ombygning af eksisterende ældreboliger til seniorboliger med tilhørende fællesrum og -arealer afholdes fra moderniseringsplanen. Med budget 2018 blev udvalget tilført 10,5 mio. kr. (2018 p/l) i anlæg til frikøb af ældreboliger. De 70 boliger indgår i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens samlede plejeboligkapacitet, hvorfor driftsudgifter til medarbejdere afholdes fra driftsbudget til plejehjem.

Videre proces

Indstillingen sendes efter behandling i Sundheds- og Omsorgsudvalget i høring i Københavns Ældreråd og de to berørte boligorganisationer. Samtidig vil den endelige placering af seniorbofællesskaberne i de enkelte afdelinger og processen for en eventuel flytning af de nuværende beboere blive aftalt med de berørte boligorganisationer og boligafdelinger. Det skal sikre størst mulig åbenhed og involvering i forberedelsen frem mod, at afvikling af de almindelige ældreboliger i givet fald kan påbegyndes. 

Sagen forelægges Sundheds- og Omsorgsudvalget til 2. behandling i første kvartal 2019.

Når udvalget har godkendt placeringen af de nye visiterede seniorbofællesskaber, forelægges udvalget en selvstændig sag med anmodning om en anlægsbevillings i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Katja Kayser/

                                                /Nanna Skriver

Beslutning

Indstillingen blev godkendt

Til top