Mødedato: 13.12.2012, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Udmøntning af budget 2013 for Røgfrit København 2025

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
1.    at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender udmøntning af indsatser i 2013 på 10 mio. kr. til Røgfrit København 2025 fra den varige bevilling på 10 mio. kr. pr. år frem til 2025.

Problemstilling

Middellevetiden for en københavner er to år lavere end landsgennemsnittet. Rygning koster årligt flere københavnere livet end alkoholmisbrug, stofmisbrug og overvægt tilsammen. Rygning har samtidig en social slagside og er årsag til mere end 40 % af den sociale ulighed i sundhed.

I Aftale om Budget 2013 for Københavns Kommune fremgår det derfor, at: ”Borgere overalt i København skal kunne forvente at leve lige så længe som resten af byen og andre steder i Danmark, og uligheden i sundhed skal derfor mindskes”. Der er afsat en bevilling på 10 mio. kr. årligt til Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til indsatsen Røgfrit København 2025. Ambitionen med indsatsen er, at antallet af voksne daglig-rygere i 2025 er bragt fra de nuværende 21 % ned til 4 % blandt alle borgere over 16 år. Målet for 2013-2016 er, at 4150 borgere er røgfrie som følge af den specifikke indsats.

Løsning

Visionen for Røgfrit København

At gøre København til en røgfri hovedstad i 2025 er et ambitiøst og innovativt projekt, som kommunen vil arbejde på at nå gennem etablering af partnerskaber med både private og offentlige virksomheder samt organisationer.

Strategien er at udbrede en fælles vision om et røgfrit København 2025 for københavnere og interessenter i København – både blandt rygere og ikke-rygere. Indsatsen er ikke blot en kommunal strategi, men udtrykker borgernes og interessenternes egne ønsker om røgfrihed. 

Strategien bygger på en række fælles værdier. Disse er:

  • Hensynsfuldhed: Rygning skal i vid udstrækning respekteres som en privat sag for voksne over 18 år, men voksnes ret til selv at bestemme kan støde sammen med hensynet til ikke-rygende borgere. Centralt i indsatsen står beskyttelsen af børn og unge mod passiv rygning, samt betydningen af at være en god rollemodel, hvor rygeren har et ansvar for de normer for adfærd, som signaleres overfor børn og unge.
  • Hjælp til rygestop: 75 % af københavnske rygere svarer, at de ønsker at holde op med at ryge, og halvdelen af rygerne svarer, at de ønsker hjælp til det. Indsatsen skal sikre, at alle borgere kender til kommunens tilbud, og at de, der ønsker et rygestoptilbud, modtager det.
  • Inklusion: Det er en værdi i Røgfrit København, at visionen kan deles af både rygere og ikke-rygere.  Ingen rygere skal fordømmes eller ses ned på, fordi de ryger. Derfor skal alle indsatser kommunikeres og implementeres respektfuldt. Ligeledes skal al kommunikation undgå at bebrejde rygeren sin tilstand af afhængighed. Tab af kontrol skal ikke tilskrives rygeren som person, men som en udefra kommende konsekvens af cigaretternes virkning på centralnervesystemet.  

Der etableres et sekretariat placeret i Folkesundhed København. Sekretariatets opgaver er at opsøge og betjene samarbejdspartnere og understøtte iværksættelse af delprojekter, tilbyde kompetenceudvikling og sparring til f.eks. arbejdspladser, institutioner og frivillige samt følge udviklingen i kommunens sektorområder i relation til tobaksforebyggelse.

Aktiviteter i 2013
Bilag 1 viser den overordnede plan for de indsatser, der skal iværksættes i løbet af en tiårig periode. Denne indstilling vedrører alene udmøntning af indsatser i 2013. Her 
igangsættes følgende tre indsatser: Fælles projekt for alle københavnere, Hjælp til rygestop og Børn og unge.

Fælles projekt for alle københavnere

Der er tale om en langsigtet strategi, hvor der løbende iværksættes delprojekter i samarbejde med samarbejdspartnere. Samarbejdet med partnerne beskrives i charter for Røgfrit København 2025, og underskrives ved Topmøde i juni 2013. Chartersamarbejdet er forpligtende og vil udgøre et kvalitetsmærke for de deltagende. Røgfrit København 2025 får et selvstændigt visuelt udtryk, som tydeliggør værdierne og visionen, og som er attraktiv for deltagerne i charteret.

Der afsættes midler til etablering af charter for Røgfrit København, herunder afholdelse af Topmøde og events med fokus på trivsel, sundhed og røgfrihed. Som optakt til chartersamarbejdet afholdes den 24. januar 2013 kick-off i forbindelse med Mandag Morgens Velfærdsinnovationsdag.

Kommunens legepladser skal gennem venlige henstillinger gøres røgfrie og danne model for flere røgfrie arealer i de efterfølgende år. Der samarbejdes med Teknik- og Miljøforvaltningen om en midlertidig løsning med mobil skiltning, som er klar, når chartret underskrives juni 2013, og en løsning hvor den venlige henstilling bliver en del af den almindelige skiltning. Der afsættes midler til den mobile løsning.

 

Der afsættes midler til iværksættelse af strategiske delprojekter i samarbejde med deltagere i charteret. Ved prioriteringen af disse tages hensyn til samarbejdspartnernes ønsker og timing i relation til øvrige tiltag og aktiviteter i København.  Eksempel på muligt delprojekt er samarbejde med Bispebjerg Hospital og almen praksis om henvisning til kommunens rygestoptilbud.

Hjælp til rygestop

Skal visionen om Røgfrit København indfries, bliver det helt centralt at geare kommunens rygestopaktiviteter til en væsentlig øget kapacitet. I dag benytter knap 1 % af rygerne tilbuddene. Erfaringen fra andre lande viser, at målrettet markedsføring medfører, at op til 5 % af rygerne bruger tilbud om rygestop. Over en 10-årig periode er ambitionen, at Københavns Kommune når dette niveau. I perioden 2013-2016 skal antallet af borgere i rygestoptilbud øges med 500 pr. år. Derfor afsættes midler til markedsføring, opsøgende medarbejdere, udvikling af tilbud, effektivisering og kvalitetssikring af driften af rygestoptilbuddene samt tilbud om gratis rygestopmedicin.

 

Børn og unge

Der afsættes midler til en proaktiv opsøgende indsats på skolerne og ungdomsuddannelserne som skal sikre, at skolerne kender til visionen for Røgfrit København 2025 og til kommunens hjælpetilbud, herunder unge-rygestoprådgivning. Der vil være fokus på at understøtte skoler og ungdomsuddannelser i de udfordringer, de aktuelt står over for bl.a. i relation til den reviderede Lov om røgfri miljøer. Eleverne inddrages i arbejdet, og der etableres et ungekorps, som kan henvise til rygestop. Der etableres et samarbejde med en række frontløberskoler/ og - ungdomsuddannelser for at få konkrete erfaringer med røgfrie skoler/ uddannelsessteder. En task force nedsættes, som påbegynder arbejdet for øget håndhævelse af lovgivning om salg af tobak til mindreårige.

 

Økonomi

Indstillingen medfører ikke yderligere tildeling af midler end den varige bevilling til Røgfrit København 2025 på 10 mio. kr. pr. år frem til 2025. Denne indstilling vedrører godkendelse af budgettet for 2013. Bilag 2 viser budgettet for perioden 2013 – 2016.  

Videre proces

Udmøntning af budgettet for 2014 forelægges for udvalget ultimo 2013.  

 

 

         Anne Skovbro

                                                                  /Bjarne Rasmussen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Protokolbemærkning fra Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Konservative:

Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Konservative mener, at den opsøgende indsats overfor rygere ikke må have karakter af at være af anmassende karakter.

Til top