Mødedato: 12.11.2015, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

Status på indsatser finansieret af ældre- og klippekortspulje 2015 - 3. prognose

Se alle bilag
Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om status på implementering og anvendelse af ældrepulje- og klippekortspuljemidler i 2015. Derudover skal udvalget godkende forslag til omprioritering af forventet mindreforbrug i 2015 med henblik på at sikre, at de tildelte puljemidler så vidt muligt bliver anvendt i 2015.

Indstilling og beslutning

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller,
  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager 3. prognose for det forventede forbrug på de igangsatte indsatser i 2015 til efterretning (bilag 1)
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender følgende omprioritering af forventet mindreforbrug i 2015 mellem eksisterende ældrepuljeindsatser:
    • a) Den velfærdsteknologiske indsats på plejecentrene fra Ældrepakke 2014 får tilført 1,37 mio. kr. til indkøb af nye velfærdsteknologier, herunder teknologier målrettet demenstilbud og arbejdsstillinger på plejecentre omkring toilet og forflytning.

Problemstilling

Ældrepuljemidlerne er afsat varigt på finansloven i 2014 og frem til et løft af ældreområdet i kommunerne. Der blev afsat 1 mia. kr. i 2014. Midlerne fordeles i 2015 mellem kommunerne på baggrund af en objektiv fordelingsnøgle baseret på antallet af ældre over 65 år i forskellige aldersgrupper. I 2015 medfører fordelingsnøglen i alt 59,4 mio. kr. til Københavns Kommune. Københavns Kommunes godkendte ansøgning til Sundheds- og Ældreministeriet følger den politisk vedtagne aftale om Ældrepakke 2015 i budgetaftalen for 2015-2018. I 2016 og frem gives midlerne via bloktilskuddet på baggrund af bloktilskudsfordelingsnøglen. Med vedtagelse af Budget 2016-2019 har Borgerrepræsentationen besluttet at fastholde det eksisterende niveau for ældrepuljen i Københavns Kommune.

Klippekortspuljemidlerne er afsat varigt på finansloven i 2015 og frem til øget livskvalitet for de svageste hjemmehjælpsmodtagere (klippekortmodellen). Der blev afsat i alt 75 mio. kr. i 2015 og 150 mio. kr. årligt fra 2016 og frem. Midlerne fordeles på baggrund af samme fordelingsnøgle som ældrepuljen. Københavns Kommune har fået tildelt i alt 4,4 mio. kr. i 2015 og 8,9 mio. kr. i 2016. Københavns Kommunes godkendte ansøgning følger den politisk vedtagne aftale om anvendelsen af midlerne, som blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 26. marts 2015.  

Løsning

Status på forbrug af ældrepuljemidler i 2015
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen har i forbindelse med 3. regnskabsprognose udarbejdet status på de igangværende ældrepuljeindsatser i 2015, herunder forventet forbrug, jf. bilag 1.

På nuværende tidspunkt forventes der i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen et mindreforbrug på 1,97 mio. kr., hvoraf 0,6 mio. kr. ønskes overført til dækning af forsinkede udgifter i forbindelse med indsatsen i 2016. Det drejer sig om et mindreforbrug på følgende indsatser:

11. Klippekortsmodel med valgfri hjælp
Forvaltningen har estimeret det forventede forbrug på baggrund af de senest opgjorte tal for antal borgere i målgruppen i 3. kvartal og udviklingen i leveringsgraden for de visiterede timer til ydelsen. Der forventes et lille mindreforbrug på 0,5 mio. kr., som kan søges overført til 2016 på grund af risiko for opsparede timer fra 2015, som skal afvikles i 2016.

15. Liv og aktiviteter for ensomme i boligområder med mange ældre - i samarbejde med frivillige
Forvaltningen estimerer et forventet mindreforbrug på i alt 0,3 mio. kr., som skyldes, at det har været mere tidskrævende end forventet at etablere relationer og samarbejde med lokale aktører og frivillige. Enkelte af aktiviteterne forventes dog at skulle afvikles i 2016 for at opretholde det ønskede aktivitetsniveau, og 0,1 mio. kr. ønskes derfor overført til at dække de forventede udgifter i 2016. De resterende 0,2 mio. kr. kan omprioriteres til andre ældrepuljeindsatser i 2015.

16. En meningsfuld hverdag på plejecentre
Socialudvalget skal i forbindelse med 3. sag om bevillingsmæssige ændringer godkende tilbageførsel af 0,42 mio. kr. til Sundheds- og Omsorgsudvalget. Socialforvaltningen har taget initiativ hertil, da midlerne ikke forventes at kunne anvendes inden for det ansøgte formål i 2015 og heller ikke vil kunne nå at blive anvendt inden for Socialudvalgets øvrige ældrepuljeindsatser i 2015. De 0,42 mio. kr. kan omprioriteres til andre ældrepuljeindsatser i 2015 under Sundheds- og Omsorgsudvalget.

18. Kom trygt hjem
Forvaltningen har estimeret det forventede forbrug på baggrund af antal gennemførte borgerforløb i de første tre kvartaler af 2015. Der forventes et mindreforbrug på 0,75 mio. kr., som kan omprioriteres til andre ældrepuljeindsatser i 2015.


Socialudvalget håndterer omprioritering af eventuelt forventet mindreforbrug på Socialudvalgets budget til ældrepuljeindsatser.


Forslag til omprioritering af forventet mindreforbrug i 2015 inden for de eksisterende ældrepuljeindsatser
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har udarbejdet følgende forslag til omprioritering af det forventede mindreforbrug i 2015, som ikke kan anvendes inden for den pågældende indsats:

a) Den velfærdsteknologiske indsats på plejecentrene får tilført 1,37 mio. kr. til indkøb af flere velfærdsteknologier. Det drejer sig om velfærdsteknologier til plejecentrene, herunder demensteknologier og hjælpemidler til forflytning, som bidrager til bedre pleje og omsorg for borgeren og bedre arbejdsmiljø for medarbejderne.

Den velfærdsteknologiske indsats på plejecentrene, som blev besluttet med Ældrepakke 2014, er fortsat i gang i 2015, da Sundheds- og Omsorgsudvalgets ikke-prioriterede overførte mindreforbrug fra ældrepuljen i 2014 politisk er omprioriteret til indkøb af flere demenshjælpemidler (1,6 mio. kr. i 2015) på udvalgsmødet den 21. maj 2015. I forbindelse med udvalgets behandling af halvårsregnskabet 2015 på udvalgsmødet den 12. august 2015 blev der omprioriteret yderligere 3,2 mio. kr. til indkøb og implementering af flere velfærdsteknologier.

Indkøb af flere velfærdsteknologier på plejecentre understøtter arbejdet med 'Smarte investeringer i kernevelfærden'.

Udvalgets omprioritering af det forventede mindreforbrug til andre ældrepuljeindsatser sker med forbehold for godkendelse i Sundheds- og Ældreministeriet af de ønskede ændringer.

Økonomi

Jf. ovenfor.

Videre proces

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen skal ansøge Ministeriet for Sundhed og Ældre om godkendelse af det vedtagne forslag til ændret anvendelse af det forventede mindreforbrug i 2015.
Ansøgning til ministeriet om overførsel af uforbrugte puljemidler fra 2015 til 2016 sker i forbindelse med den særskilte regnskabsaflæggelse for ældrepulje- og klippekortspuljemidler i 2015.



            Hanne Baastrup

                                                    /Søren Winther Rasmussen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt
Til top