Mødedato: 10.06.2021, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Medlemsforslag om demensindsats

Det foreslås,

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget pålægger Sundheds- og Omsorgsforvaltningen at udarbejde et oplæg til politisk drøftelse om nye tiltag, der med fordel kan indføres eller igangværende indsatser, der kan forbedres i opsporingen af demens og hjælp til demensramte borgere og deres pårørende.
  2. at Sundheds- og Omsorgsudvalget pålægger Sundheds- og Omsorgsforvaltningen at forelægge oplægget til politisk drøftelse senest i august 2021.
  3. at Sundheds- og Omsorgsudvalget pålægger Sundheds- og Omsorgsforvaltningen på baggrund af den politiske drøftelse at udarbejde et budgetnotat til forhandlingerne om budget 2022 om finansiering af nye tiltag eller forbedring af eksisterende indsatser i opsporingen af demens og hjælp til demensramte borgere og deres pårørende.

(Stillet af Venstre)

Motivering

Den 17. september 2020 godkendte Sundheds- og Omsorgsudvalget en ny demensstrategi med fokus på den tidlige indsats for borgere med demens og deres pårørende. Med strategien var det planen, at forvaltningen selv iværksætter konkrete tiltag samtidig med, at der indgås samarbejder med aktører i civilsamfundet om tiltag hos disse, der kan gøre en forskel for borgerne. Men stort set samtidig kom der også endnu en corona-nedlukning, og den har været langvarig.

Hvad har en lang nedlukning – hvor det er nærliggende at tænke, at flere borgere ikke er blevet opsporet, udredt og diagnosticeret – betydet for arbejdet med den tidlige indsats på demensområdet? Har vi et efterslæb på demensområdet, så vi burde sætte ind med ekstra midler og fokus netop nu? Hvordan går det med demensopsporingen i Københavns Kommune? Og hvor kan vi blive endnu bedre?  

Beslutning

Medlemsforslaget blev tiltrådt.
Til top