Mødedato: 10.06.2021, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Undervisningsmateriale til børn vedr. digital dannelse i en corona-tid

I udmøntningen af midler til seksuel sundhed 2021-2022 er der efter forslag fra Socialdemokratiet på møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget 10. december 2020 afsat 300.000 kr. til undervisningsmateriale målrettet børn og unge vedr. digital dannelse i en coronatid. Sundheds- og Omsorgsudvalget orienteres om plan for udmøntning af undervisningsmaterialet.

Indstilling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller til Sundheds- og Omsorgsudvalget

  1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager plan for undervisningsmateriale om digital dannelse til efterretning.

Problemstilling

Flere børn og unge mistrives, som følge af lang tids hjemsendelse og øget tid på digitale platforme. Livet i det digitale univers er ikke altid problemfrit for børn og unge, der kan opleve digital mobning, hadefuld kommunikation, grænseoverskridende adfærd (fx grooming), eksponering for upassende indhold og overdrevet fokus på udseende og bekræftelse.

Formålet med undervisningsmaterialet vil være at adressere nogle af disse udfordringer, samt bidrage med konkrete værktøjer, så børn og unge i fremtiden klædes bedre på til at begå sig i en virtuel virkelighed.

Der er allerede udviklet en lang række undervisningsmaterialer på området til forskellige aldersgrupper. Derfor er der ikke nødvendigvis behov for at udvikle nyt materiale, men blot udbrede eller udvikle på eksisterende.

Løsning

Målgruppe
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen planlægger på baggrund af dialog med en række eksperter, at materialet målrettes børn i alderen 12-14 år (6.-8. klassetrin), som befinder sig i overgangen til ungdomslivet.

Form og indhold

Da børn og unge i høj grad er optaget af at skabe deres identitet, og søger inklusion i fællesskaber med andre unge på dette tidspunkt i deres liv, er de mere sårbare ift. at blive negativt påvirket af livet på de sociale medier, og kan heraf opleve usikkerhed ift. eget udseende og selvværd.

Emnerne for undervisningsmaterialet vil derfor i særlig grad sætte fokus på grænsesætning, fotomanipulation og kropsidealer, risikofyldt adfærd på nettet, billeddeling, digital mobning, mv.

Der eksisterer allerede en lang række klassiske undervisningsmaterialer på området, som lærere kan tilgå via portalen ’Åben Skole’. Derfor arbejder Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ud fra en plan om, at der ikke udvikles traditionelle undervisningsmaterialer til klasser, men snarere materiale, som kan tages i brug af børn og unge uafhængigt af skolen. 

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil lave en flerstrenget pakke, hvor materialet kan tage flere former og fx indeholde både animationsfilm, kampagnematerialer, foldere/hjemmeside med ”5 gode råd” til børn/unge og evt. deres forældre, samtalekort til familier, quizzer, dialogmøder, online ekspertpaneler, ungepaneler, mv.

Distribution af materialet

Det er planen at undervisningsmaterialet distribueres ad flere kanaler, blandt andet via kommunens hjemmeside og sociale medier, forældreintra samt via fritidsklubber, CBUS og magasinet Skolebørn.

For at mindske yderligere pres på skolerne i en tid med ekstra travlhed og tiltag grundet COVID-19, skal skolerne ifølge planen ikke undervise i - men blot videreformidle information om materialet via deres kommunikationskanaler til elever og forældre.

Materialet målrettes børn og unge, men der laves også en indpakning henvendt til forældre. Ifølge Center for Digital Pædagogik mener hvert andet barn, at deres forældre involverer sig for lidt i deres digitale liv, og derfor er det relevant med nogle gode råd til forældre om, hvordan man bedst guider og taler med sine børn om deres digitale liv og færden.

Tidsplan for indsatsen

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen vil gerne udvikle materiale, som har relevans både på kort og lang sigt. Ambitionen er derfor, at dele af materialet kan rulles ud i 2. halvår 2021, men at indholdet er langtidsholdbart og kan leve videre og distribueres løbende de kommende år. 

Økonomi

Der er i budget 2021-2022 afsat i alt 300.000 kr. til undervisningsmateriale til børn og/eller unge vedr. digital dannelse i en coronatid med hhv. 210.000 kr. i 2021 og 90.000 kr. i 2022.

Indstilling har ingen selvstændige økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen vender tilbage til Sundheds- og Omsorgsudvalget med forslag til udmøntning af den fulde bevilling til seksuel sundhed i efteråret 2022

Katja Kayser

/Katrine Schjønning

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top