3. sag om bevillingsmæssige ændringer
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget,
1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at bevillingsmæssige ændringer samt eksternt finansierede projekter på Sundheds- og Omsorgsudvalgets område, jf. bilag 1 og 2, indgår i den samlede sag om bevillingsmæssige ændringer, som forelægges Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Problemstilling
Når opgaver og ansvarsfordelinger, som følge af politiske eller administrative beslutninger, flyttes mellem forvaltninger i kommunen skal det tilhørende budget ligeledes flyttes/omplaceres, så der sikres overensstemmelse mellem budget og det tilhørende forbrug.
SOUs servicebudget er opdelt på tre bevillinger:
- Sundhed
- Ældre
- Administration.
Bevillingsmæssige ændringer angår enten flytning mellem udvalg, håndtering af eksternt finansierede projekter eller interne omplaceringer mellem udvalgets bevillinger.
Sådanne budgetflytninger skal godkendes af udvalget samt af Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen (BR), jf. kommunens bevillingsregler. Desuden skal der gives bevilling (både indtægts- og udgiftsbevilling), hvis kommunen modtager eksterne midler. Sagen indeholder desuden tekniske korrektioner og mindre tilpasninger af budgettet.
Løsning
Flytninger mellem udvalg
SOUs omplaceringer mellem udvalg i tilknytning medfører en samlet nedskrivning af servicebudgettet på i alt 16,4 mio. kr. i 2025. Budgetflytninger mellem SOUs og andre udvalg vedrører:
- 17,1 mio. kr. fra SOU til ØU (Kassen) som følge af igangsættelse af nye initiativer, jf. 50/50-reglen.
- 0,7 mio. kr. fra ØU (Kassen) til SOU vedr. kompensering for forventede udgifter til fordrevne fra Ukraine.
- 0,5 mio. kr. fra ØU (Københavns Ejendomme, Kejd) til SOU Vedr. regulering af ejendomsbudget som følge af Kejds køb af Jydeholmen 15.
- 0,4 mio. kr. fra SOU til ØU (Københavns IT, KIT) vedr. finansiering af implementering af KK-GPT.
- 0,1 mio. kr. fra SOU til ØU (KIT) vedr. finansiering af implementeringsomkostninger ved overgang til ny Power BI-platform.
- 0,02 mio. kr. fra ØU (Kejd) til SOU som følge af tilpasning af rengøringsassisters lønniveau ifm. trepartsaftalen og pulje til de lavtlønnede.
Herudover flyttes 7,0 mio. kr. på overførselsområdet som følge af mindreforbrug på EGU-elever, som overføres til kassen.
Slutteligt søges om godkendelse af flytning af 0,2 mio. kr. på anlægsrammen vedrørende annullering af anlægsprojekt vedr. Nyt Neurorehabiliteringscenter.
Eksternt finansierede projekter
Herudover søges godkendelse af 13 eksternt finansierede projekter på i alt 2,7 mio. kr. i 2025 vedrørende følgende eksterne projekter:
- Inkontinensløsninger: I samarbejde med Aarhus Kommune styrkes implementeringen af velfærdsteknologiske løsninger til plejebolig-beboere med inkontinens (1,120 mio. kr.).
- IDAB: Steno Diabetes Center Copenhagen støtter afprøvning af glukosesensorer i hjemmeplejen og på plejecentre (0,6 mio. kr.).
- Forebyggelse af Stigma: Steno Diabetes Center støtter projekt med formål at udvikle en metode til forebyggelse af vægtstigmatisering blandt børn og unge med overvægt (0,230 mio. kr.)
- Kompetencefonden støtter økonomisk ifm. afholdelse af 13 dages rengøringskursus som led i forløbet ”på vej til faglært”. Midlerne bruges til løngodtgørelse ifm. medarbejdernes deltagelse i kurset (0,183 mio. kr. inkl. fondsmoms)
- Young Adult Taking Action (YATAC): Kræftens bekæmpelse, Aase og Ejnar Danielsens fond, Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond samt Danske Fysioterapeuter støtter projekt med formål at undersøge om unge voksne med kræft finder rehabiliteringsprogrammet relevant (0,175 mio. kr.).
- Valbyfonden støtter en sommerfest samt et projekt om brobygning til unge på Verdishave (0,125 mio. kr. inkl. fondsmoms)
- Musikterapi: Valbyfonden støtter initiativ på Aalholmhjemmet vedr. musikterapi. (0,090 mio. kr. inkl. fondsmoms)
- Stoplinien, rekruttering til rygestop: I samarbejde med Sund By Netværket arbejder Stoplinien med projektet ”Rekruttering til rygestop” (0,070 mio. kr.)
- Sundhedsstyrelsen giver tilskud til besøg af Demensrejseholdet på Langgadehus, der har fokus på at nedbringe bruget af antipsykotisk medicin (0,060 mio. kr.)
- Sundhedsstyrelsen giver tilskud til besøg af Demensrejseholdet på Bryggergården, der har fokus på at nedbringe bruget af antipsykotisk medicin (0,060 mio. kr.)
- Sundhedsdatastyrelsen støtter pilotafprøvning af det nationale PRO-skema for mennesker med KOL (0,030 mio. kr.).
- Trivselsworkshop: Velliv støtter en trivselsworkshop på Dr. Ingrids hjem (0,020 mio. kr. inkl. fondsmoms).
- Administrationsselskabet FA09 sponsorerer Skt. Hans Arrangement for beboere på Klarahus (0,010 mio. kr. inkl. fondsmoms).
De eksterne projekter medfører, at der både skal gives indtægts- og udgiftsbevilling – dvs. at ØU og BR bemyndiger Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) til at modtage midlerne – og derefter afholde udgifter. Af den grund fremstår det samme beløb med både plus og minus i tabellen i bilag 2.
Interne omplaceringer
Slutteligt indstilles følgende interne budgetflytninger mellem bevillinger på SOUs område på i alt 1,5 mio. kr. i 2025. Budgetflytningerne har til formål at sikre, at der er overensstemmelse mellem budget og forbrug på den enkelte bevilling, jf. Indenrigs- og Boligministeriets budget og regnskabssystem.
De interne budgetflytninger vedrører:
- Lønmidler i Center for HR og Uddannelse vedr. businesscasen Flere sygeplejersker og SOSU'er i SUF samles på centrets centrale lønbudget (1,5 mio. kr. omplaceres fra ældrebevillingen til administrationsbevillingen).
Økonomi
Jævnfør ovenfor.
Videre proces
De bevillingsmæssige ændringer på SOUs område er oversendt til ØKF med forbehold for SOUs godkendelse. ØKF vil efterfølgende fremlægge en samlet sag for ØU, hvor alle udvalgenes bevillingsmæssige ændringer fremgår. Denne sag behandles af ØU den 28. oktober 2025 og af BR den 13. november 2025. Når ændringerne er godkendt af BR, indarbejdes de i SOUs korrigerede budget.
Anna Schou Johansen
/Camilla Vang Taankvist