Kommissorium for uvildig undersøgelse af borgerjournaler, Bispebjerghjemmet 2022
Indstilling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender kommissorium for uvildig undersøgelse af 25 borgerjournaler fra plejehjemmet Bispebjerghjemmet i 2022 (bilag 1).
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender kriterier for valg af ekstern leverandør til opgaven (bilag 2).
Problemstilling
På udvalgsmødet den 18. september 2025 bestilte Sundheds- og Omsorgsudvalget en uvildig gennemgang af de 25 borgerjournaler fra forløb i 2022, som forvaltningen har udleveret til Borgerrådgiveren i Københavns Kommune.
Udleveringen af de pågældende borgerjournaler er sket ifm. whistleblowerenhedens udarbejdelse af rapporten, Indberetning om omfordeling af ydelser med potentielt omsorgssvigt af borgere til følge, dateret 4. august 2025. Rapporten vedrører forhold på plejehjemmet Bispebjerghjemmet.
Løsning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har udarbejdet et kommissorium for udførelsen af opgaven (bilag 1).
Formålet med undersøgelsen er at:
- vurdere de hændelsesforløb i borgerjournalerne, som i Whistleblowerenhedens gennemgang, udløser kritik af den faglige kvalitet. Dette mhp. at belyse, om der er handlet fagligt korrekt og rettidigt ift. de konkrete hændelser og uddrage læring.
- belyse pba. journalerne om den generelle kvalitet i borgerforløbene, udleveret til borgerrådgiveren, lever op til den gældende lovgivning, kommunens faglige standarder i 2022 og borgernes behov for pleje og omsorg.
- vurdere kvaliteten af den pleje- og omsorgsfaglige samt sygeplejefaglige dokumentation i borgerjournalerne.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fastsætter i samarbejde med valgte leverandør det endelige undersøgelsesdesign, som fortrinsvist vil baseres på en systematisk journalgennemgang. Den eksterne leverandør arbejder i analysefasen uvildigt med udgangspunkt i det aftalte undersøgelsesdesign. Det endelige produkt er en afrapportering fra den eksterne leverandør med bl.a. analyse/vurdering af de enkelte borgerjournaler, en afsluttende samlet vurdering samt en opsamlende konklusion.
Forvaltningen foreslår følgende kriterier for valg af leverandør. Kriterierne er uddybet i bilag 2 (fortroligt, da bilaget indeholder overvejelser om potentielle leverandører):
- Uvildighed
- Dokumenterede erfaringer med lignende opgaver
- Rette faglige kompetencer
- Systemkendskab til Cura
- Praksisnært indblik
- Lærende tilgang
Økonomi
Indstillingens beslutningspunkt kan afholdes inden for den nuværende økonomiske ramme.
Videre proces
Efter Sundheds- og Omsorgsudvalgets godkendelse indgår Sundheds- og Omsorgsforvaltningen kontrakt med en ekstern leverandør, som bedst muligt opfylder udvælgelseskriterierne og som kan udføre undersøgelsen i overensstemmelse med kommissoriet.
Forvaltningen forventer, at den endelige afrapportering vil kunne foreligge i december 2025. Tidsplanen er udarbejdet med udgangspunkt i, at opgaven falder under tærskelværdien for udbud. Overstiger opgaven tærskelværdien forlænges processen. Forventet tidsplan er uddybet nedenfor.
Uge |
|
41 |
Sundheds- og omsorgsudvalget godkender kommissorium og valg af kriterier. Forvaltningen afslutter markedsafdækning. |
42 |
Forvaltningen indhenter og vurderer tilbud |
43 |
Forvaltningen indgår kontrakt med ekstern leverandør. |
44 |
Forvaltningen og ekstern leverandør fastlægger undersøgelsesdesign. |
45-48 |
Ekstern leverandør gennemgår journaler og udarbejder afrapportering. |
49 |
Forvaltningen får afrapporteringen til faktuel gennemgang. Evt. afklaring af spørgsmål ml. forvaltning og leverandør. |
50 |
Endelig rapport foreligger. |
Karen Nørskov Toke
/Thomas Tarp Thorgaard